Annonce
Ugeavisen Kolding

Kommunen fyrer op under renoveringer for at holde håndværkerne i gang

Kolding Kommune vil bruge penge på at holde lokale håndværkere i sving ved at fremskynde opgaver i de kommunale ejendomme. Arkivfoto: Morten Pape
Der står 47 millioner kroner på kommunens budget til ejendomsvedligehold. Nu skal de bruges hurtigere end planlagt før coronakrisen.
Annonce

Kolding. For at sikre så meget arbejde som overhovedet muligt til Koldings håndværkere, mens coronakrisen raser, fyrer Kolding Kommune nu op under alle tænkelige renoveringsopgaver ude i de kommunale bygninger, som tilsammen breder sig over 500.000 etagemeter.

- Vi har et budget på 47 millioner kroner til bygningsvedligehold i år. De penge skal bruges både ude og inde og til teknisk rådgivning og tekniske installationer, og lige nu sidder mine kolleger ved deres hjemmearbejdspladser og laver beskrivelser af de opgave-pakker, vi vil udbyde, fortæller afdelingsleder i Kommunale Ejendomme, Michael Paagaard.

Annonce

Tomme skoler

I øjeblikket har kommunen 35 opgave-pakker i udbud med diverse renoveringsopgaver, og dem vil der altså komme flere af så hurtigt som muligt. I pakkerne samler kommunen eksempelvis udskiftning af tagrender flere steder, og så får fem blikkenslagere mulighed for at byde på dem.

- Nu fremskynder vi vores udbud i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre, og vi fremskynder også opgaver, der er aftalt. Det kan for eksempel være renovering eller vedligeholdelse ude på skolerne, som vi ellers havde regnet med at få løst i sommerferien. Det kan ligeså godt klares nu, hvor skolerne står tomme, siger Paagaard.

På plejecentrene dukker der dog ikke håndværkere op for at vedligeholde og renovere.

- Det er no-go. Her er alt sat i bero. Der skal selvfølgelig være sikker drift derude, så hvis varmen svigter, skal det ordnes. Men almindeligt vedligehold på plejecentrene må vente, siger Michael Paagaard.

Annonce

Travl afdeling

Også i kommunens byggesagsafdeling er der damp under kedlerne for at behandle ansøgninger om byggetilladelser af alle typer.

Byggesagschef Ingelise Jellesen fortæller, at alle 25 byggesagsbehandlere sidder derhjemme og arbejder for at komme igennem de 2800 byggesager, som afdelingen har verserende i øjeblikket. Til sammenligning modtog byggesagsafdelingen 2400 byggesager i 2019 og 2200 sager i 2017.

- Så vi har rigeligt at lave. Vi har stadig fokus på at få givet byggetilladelser så hurtigt som muligt. Vi er lige så hurtige og lige så tilgængelige, som vi plejer at være, bare ikke fysisk, siger Ingelise Jellesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce