Annonce
Ugeavisen Kolding

Kongen sørger for julestemning på teatret

Mathias Jensen (til venstre) spiller kongen, der har hårdt brug for guld, hvis det skal blive jul på slottet. Ellers er han nemlig nødt til at gifte sin datter bort. Der er drama i "Jul på slottet", som selvfølgelig også er fyldt med nisser. Foto: Peberman
Dr. Dorothea Teatret holder fast i "Jul på slottet", som i år er instrueret af 23-årige Mathias Jensen. Han optræder også på scenen i den centrale rolle som kongen, der skal nå at skaffe en masse guld før jul.
Annonce

Kolding: For mange koldingensere bliver det ikke jul, hvis ikke de har været i Dr. Dorothea Teatret for at se årets julestykke.

Her er det efterhånden nogle år siden, man lagde klassikeren "Jul i Nøddebo Præstegård" på hylden, og siden har der været et skiftende repertoire. I år gentages "Jul på slottet", som mange kender fra DR-serien, som første gang blev sendt i 1986.

Opgaven er lagt i hænderne på 23-årige Mathias Jensen, der senest optrådte i "Alle sømand er glade for piger", og som blandt andet har instrueret Ole Lund Kierkegård-stykker på det lokale teater i Zahnsgade.

I denne ombæring er han både instruktør og skuespiller, for Mathias Jensen optræder som konge i stykket, der er et rendyrket eventyr med både prins, prinsesser, et komplot og en masse guld, som nogle skurke gerne vil have fingrene i. Og så er der selvfølgelig nisser i massevis.

- Man kunne godt udelade nisserne og blot spille stykket som et velfungerende eventyr, men uden nisserne ville det aldrig være et julestykke. De sørger for den hygge, der hører sig til, siger Mathias Jensen.

Jul på slottet

Stykket handler om det lille kongerige, som er i dyb gæld til nabolandet Montania. Kongen skal inden jul nå at betale sin vægt i guld som krigserstatning til naboerne, eller også skal han gifte sin datter, Miamaja, til prinsen af Montania. Grev Rapsenfuchs forsøger at spolere planerne og indsætte sig selv som den nye konge.
Bliver det nogensinde jul på slottet? Eller bliver den aflyst?

Forestillingen spiller torsdag til søndag, og det gør den til og med lørdag 14. december.

Torsdag og fredag spilles kl. 19, og i weekenderne spilles både kl. 15 og 19.

Se også www.dorothea.dk

Annonce

Tv er noget helt andet

Til dagligt læser han til lærer i Odense, men gennem den seneste tid har han pendlet til Kolding for at instruere årets julestykke, som han selv kender fra tv-skærmen.

- Men jeg har bevidst valgt ikke at se tv-serien igen, inden jeg skulle instruere stykket, for meningen er ikke, at vi skal lægge os alt for tæt op ad måden, de spiller på i serien. Der er trods alt meget stor forskel på, hvordan man griber det an, når man skal 24 afsnit, som sendes på tv hver eneste dag frem mod jul, og så lave et stykke teater, som vises i to akter.

"Jul på slottet" spiller frem til og med den 14. december, men så er det ikke slut med jul i Kolding for Mathias Jensen.

- En af mine juletraditioner er, at jeg tager hjem til mine forældre før jul, og så bliver jeg der i alle juledagene. Det er en tradition, som jeg er blevet endnu mere bevidst om at holde fast i, efter at jeg er flyttet fra byen, siger kongen af årets julestykke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce