Annonce
Ugeavisen Kolding

Kristoffer springer ud som instruktør: Det bedste er fællesskabet

19-årige Kristoffer Jakobsen har brugt det meste af sin fritid det seneste halve år på at arbejde med årets musical på Munkensdam Gymnasium. Foto: Steffen Nielsen
I slutningen af januar spiller elever på Munkensdam Gymnasium musicalen Hjerter Dame. I instruktørstolen sidder 19-årige Kristoffer Jakobsen, som håber, at mange uden for gymnasiet også har lyst til at købe billet til en af de i alt fire forestillinger.
Annonce

Kolding: Kalenderen er ryddet. Hver eneste weekend i januar ved Kristoffer Jakobsen, hvad han skal lave: Han skal øve.

Kristoffer er nemlig en af de to instruktører på årets store musical på Munkensdam Gymnasium - en musical, som vokser sig større og større, og som spiller fire aftener fra 29. januar til 1. februar.

Arbejdet med musicalen har stået på siden foråret sidste år, og især gennem efteråret har eleverne øvet mere og mere intensivt.

- Vi bruger alt vores fritid på det, fortæller Kristoffer, som sammen med de andre øver op mod 12 timer ad gangen både lørdage og søndage i januar.

Før nytår øvede de forskellige grupper af musikere, skuespillere og dansere hver for sig, men nu er det blevet tid til at få det hele til at gå op i en højere enhed sammen på scenen.

- Det er det, der er sjovest, for det er sindssygt at se det, de andre har fiflet med. Jeg bliver helt overvældet. Jeg kan virkelig godt lide, når alt bliver samlet, og vi får musik, spil, dans og rekvisitter med. At det bliver bygget op som et tårn, og står der til sidst.

Det lægger et ekstra pres på, at det skal være professionelt og ordentligt, det vi præsterer. Folk betaler faktisk penge for det.
Annonce

Teater i Vamdrup

At arbejde med teater er langt fra nyt for Kristoffer Jakobsen.

- Jeg har altid været interesseret i musicals, musik og teater, så det var oplagt, at jeg skulle være med, fortæller Kristoffer, der kommer fra Lunderskov og før gymnasiet spillede amatørteater i Vamdrup i en håndfuld år.

- Men det her er en meget større produktion, siger han.

Rollen som instruktør er dog ny for Kristoffer, der sidste år stod på scenen som skuespiller i Munkensdams musical.

- Da jeg blev spurgt, om jeg ville være instruktør, blev jeg meget glad. Det er fedt, at de tænkte på mig, så det kunne jeg ikke tillade mig at sige nej til. Det er meget anderledes at være instruktør. Som skuespiller går man ind i sig selv, og som instruktør skal man også ind i andres replikker og have en mening om alting. Det kræver, at man er meget forberedt, siger Kristoffer, som nyder arbejdet med at sætte en musical op.

- Den bedste oplevelse har været sammenholdet og fællesskabet. Jeg synes, at folk, der er kreative, er meget nemme at tale med og blive venner med.

Annonce

Stolt af musicalen

Billetsalget til musicalen Hjerter Dame er åbent for alle, så når der er præmiere på forestillingen 29. januar, bliver det ikke kun medstuderende og familiemedlemmer, der kigger på. Det får Kristoffer og de andre til at gøre sig endnu mere umage.

- Det lægger et ekstra pres på, at det skal være professionelt og ordentligt, det vi præsterer. Folk betaler faktisk penge for det, siger den 19-årige instruktør, som glæder sig til at komme i mål med en færdig musical.

- Jeg får helt sikkert nerver op til. Det gør vi alle. Men jeg er ikke nervøs for, at det ikke lykkes, for de er alle rigtig dygtige. Det er et produkt, man kan tillade sig at være stolt over, understreger han.

Som 3.g'er er det Kristoffers sidste mulighed for at være med i Munkensdam Gymnasiums musical, men det betyder ikke, at han slipper den kreative teater- og musicalverden helt.

- Jeg ved ikke helt, hvad fremtiden bringer, men jeg vil rigtig gerne på en musik-, teater- eller filmhøjskole, for jeg synes, det er rigtig spændende. Og så kan det jo være, at jeg bliver endnu mere bidt af det, for det er en spændende verden.

Kristoffer Jakobsen

19-årige Kristoffer Jakobsen er fra Lunderskov og går i 3.g på Munkensdam Gymnasium.

Han har i en årrække spillet amatørteater i Vamdrup og er en af to instruktører på årets musical på gymnasiet.

Hjerter Dame

Årets musical på Munkensdam Gymnasium hedder Hjerter Dame.

Det er fortællingen om den unge stjerneadvokat Sirene Kejser, som i et forsøg på at finde sig selv og sin plads i livet må træffe nogle drastiske valg. Det er en historie om drømme, familierelationer og kærlighed til musik.

Forestillingen kan ses 29/1, 30/1, 31/1 og 1/2.

Billetsalget er åbent for alle. Læs mere og køb billetter på munkensdammusical.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce