Annonce
Ugeavisen Kolding

Kunst i gågaderne sætter fokus på hjemløse: Thomas taler de udsattes sag

Thomas Engel boede på Overmarksgården i 10 måneder fra 2015 til 2016. Nu har han egen lejlighed, men kommer stadig på forsorgshjemmet, hvor han er formand for beboerrådet og er samtidig institutionens brugerrepræsentant i Udsatterådet, som han også er blevet næstformand for. Foto: Louise Lauritsen

En dyb depression fik i 2014 Thomas Engel til at forlade sit hjem til fordel for et liv på gaden. Han var på randen af et totalt sammenbrud, da en ven fik ham anbragt på Overmarksgården i Kolding, hvor han blev hjulpet på fode igen. Nu hjælper han andre udsatte og hjemløse med at finde ny retning i tilværelsen. På torsdag indvier han udstillingen af hjemløse-skulpturerne i Koldings gågader.

Annonce

Kolding: 65-årige Thomas Engel er en mand med ressourcer. Han er netop valgt som næstformand for Udsatterådet i Kolding Kommune, og han er formand for beboerrådet på Overmarksgården, selvom han ikke har boet på forsorgshjemmet de seneste to år.

Hans historie vidner på mange måder om, at det kan gå galt for enhver. For Thomas begyndte det at gå rigtig galt, da han efter 13 år som mellemleder i en stor stålvirksomhed blev fyret i 2012.

- Jeg har aldrig haft kone eller børn, jeg har altid klaret mig selv, men jeg fik en kæmpe depression. Og jeg er ikke typen, der søger hjælp.

Han kan stadig huske den dag i 2014, hvor han tog en sovepose og en paraply og forlod sit rækkehus i Taulov.

- Jeg skulle ud i det fri, og efter noget tid handlede det bare om overlevelse, og jeg måtte finde mad i skraldespande.

Tidligere naboer og bekendte holdt lidt øje med ham og forsøgte at give ham mad.

- De prøvede at fodre mig, men til sidst kunne jeg ikke holde noget i mig.

Heldigvis tog en gammel ven, Johnny, affære.

- Han tog mig hjem til sig og gav mig et bad og rent tøj og kørte mig herover til Overmarksgården.

Selvom Thomas ikke var henvist, tog forsorgshjemmet ham ind. På det tidspunkt vejede han 61 kilo og havde en dobbelt lyskebrok. Han var meget syg.

Harmonikaspiller //Skulpturen står i tunellen i Søndergade. Teksten er ganske enkel: ?Somewhere over the rainbow, way up high. There?s a land that I?ve heard of once in a lullaby.? (E.Y. Harburg) Foto: Steffen Nielsen
Annonce

Intet misbrug

Og så gik personalet på Overmarksgården i gang. Thomas kom på sygehuset og blev opereret, han blev oprettet i folkeregistret, fik nem-id, en bankkonto og kontanthjælp. Samtaler med pædagoger og socialrådgivere hjalp ham på vej og fik selvværdet op. Efter 10 måneder var han klar til at flytte i egen bolig, og han fik ja til den 31. lejebolig, han søgte.

- Jeg har ikke været misbruger, men jeg har da drukket mange øl, fortæller han, som telefonen ringer.

Det er søsteren Annie, hun ringer tilbage senere. Også broren har han et godt forhold til i dag. Det er noget af det positive, der er fulgt i kølvandet på nedturen.

- Man får et andet forhold til det med familien, at det er vigtigt, forklarer han.

Sovende Mand //?Hvis nogen skulle være interesserede, så er jeg faktisk en stor forfatter i mit hjemland, men min kamp for retfærdighed blev mødt med modstand ? og jeg måtte flygte.? Skulpturen står i Lille Brostræde. Foto: Steffen Nielsen
Annonce

Kan lide at hjælpe

Thomas er uddannet tjener og arbejdede i mange år for forskellige entreprenørvirksomheder. Her lærte han også at engagere sig i fagbevægelsen. Derfor var han heller ikke sen til at melde sig klar, da nogle beboere forsøgte at puste nyt liv i beboerrådet på Overmarksgården i 2015, mens han boede der.

- Det er svært her, fordi folk er her i kort tid, men vi fik banket det på benene, og det kører endnu.

En vedtægtsændring har gjort, at Thomas kan fortsætte i beboerrådet, selvom han er fraflyttet Overmarksgården.

- Jeg har været der selv, så jeg ved, hvordan det er at bo her. Og jeg er opdraget til at være et socialt menneske. Du får noget tilbage, når du er frivillig og hjælper.

Han har fået sit eget kontor i kælderen af den gamle bygning, og her planlægger han arrangementer for beboerne på forsorgshjemmet. Lige nu forbereder han også talen til på torsdag, hvor han skal indvie udstillingen af hjemløse-skulpturerne i Koldings gågader.

Her vil han benytte lejligheden til at komme med en opfordring:

- De mennesker, som sidder og drikker, skal man ikke se på som skæve eksistenser, men som mennesker, der er på vej til et bedre liv.

Posedame //?Jeg har mistet min lejlighed og er blevet sat på gaden. Hvad gør jeg nu?? Skulpturen kan ses i Søndergade. Foto: Steffen Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Planer om privat nødherberg i Gråbrødregade: Karina vil hjælpe andre hjemløse til et bedre liv

Annonce