Kolding: De to ejere af Bronuts var selv mødt op, da den populære donutkæde fredag eftermiddag åbnede for første gang i Kolding.
Og den nye butik i Bredgade trak massevis af kunder til, fortæller Ninos Oraha og Türker Alici.
- Vi havde en fantastisk åbning i Kolding, og vi blev modtaget med kærlighed. Der var i hvert fald 200 meter corona-kø, som rundede kirken, fortæller makkerparret, som ikke har nogen præcise tal på, hvor mange kunder der besøgte butikken på førstedagen.
Flere anmeldelser
På forhånd havde Bronuts-folkene fået sat afstandsmærker op, så folk ikke stimlede sammen, og flere gange var de også ude og minde folk om at holde afstand. Alligevel følte flere personer sig stødt over den lange kø og anmeldte brud på forsamlingsforbuddet til politiet, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Anmeldelserne har dog ikke ført nogen sigtelser med sig, fordi afstanden var stor nok, understreger politiet.
Samme oplevelse havde makkerparret bag Bronuts-kæden.
- Vi kunne se, at politiet kørte forbi et par gange, og der var ikke noget at komme efter. De smilede bare og syntes, det var fedt, siger Ninos Oraha og Türker Alici.
Vi havde en fantastisk åbning i Kolding, og vi blev modtaget med kærlighed.