Annonce
Ugeavisen Kolding

Leon Holbæk åbnede nyt træningscenter midt i coronakrisen

Leon Holbæk har flyttet sit træningscenter Training Lab til Smedegade i Koldings sydlige industrikvarter. Foto: Louise Lauritsen
Den tidligere bokser Leon Holbæk er kommet rimeligt gennem coronakrisen. Han har flyttet sit træningscenter til Smedegade og fået meget mere plads og flere hold end tidligere.
Annonce

Kolding: Han havde kun lige underskrevet lejekontrakten og fået nøglerne til sine nye lokaler i Smedegade 6, da coronakrisen ramte, og landet lukkede ned. Men det har omvendt givet Leon Holbæk god tid til at etablere sit center Training Lab i de nye lokaler, som er indrettet i et tidligere bilværksted. Nu er de 400 kvadratmeter i stedet fyldt med træningsudstyr og boksebolde.

- Det var blevet for småt for mig på Olgas Alle, så derfor har jeg længe været på udkig efter noget nyt, og det her er perfekt, fortæller Leon Holbæk.

I det gamle center havde han seks forskellige boksebolde. Nu har han 18, og de hænger alle i et stort stativ, som er det første man ser, når man træder ind ad døren.


Det var blevet for småt for mig på Olgas Alle, så derfor har jeg længe været på udkig efter noget nyt, og det her er perfekt.

Leon Holbæk


Centret rummer også en boksering, og så er der blevet plads til et styrketræningsområde med både airbikes, ro-maskiner og et område til funktionel træning.

Annonce

Sparet op

I maj fik Leon Holbæk lov til at åbne igen for små hold på maksimalt ni deltagere.

- Jeg har sparet lidt op og har nogle gode sponsorer, så jeg har klaret mig igennem. Men jeg har aldrig arbejdet så mange timer for så få penge, som jeg har gjort her i den seneste tid. Men jeg elsker det. Det her er min drøm, siger Leon Holbæk med et smil.

Han er for nylig blevet far til endnu en søn, men der har ikke været tid til barsel.

- Jeg træner hold tidligt og sent, så jeg ser ham til frokost, og det er fint.

I år planlægger Leon Holbæk da også kun med fire dages sommerferie. Resten af tiden skal der trænes hold, for mange har ventet længe på at kunne komme i gang igen.

Foruden holdet Boxing on fire tilbyder Leon Holbæk nu også forløbet I form på 10 uger. Det er til folk, som ikke er vant til at træne eller har brug for genoptræning efter en skade.

Annonce

Store planer

Leon Holbæk håber, at hans nye træningscenter på Smedegade kan blive forbillede for andre centre, som skal drives efter samme koncept.

- Målet er at lave 20 centre i Danmark. Men det kræver, at der er en bokse-profil, som vil køre det enkelte center. Ellers er det ikke bæredygtigt.

Han har også planer om at eksportere sit koncept til London, hvor han lige nu er i dialog med to bokseklubber, som måske vil i gang med at tilbyde træning til en bredere målgruppe.

Training Lab

Smedegade 6, Kolding.

Drives af tidligere bokser Leon Holbæk.

Der er fire trænere tilknyttet centret, som alle har bokset på top-plan.

Læs mere på Training Lab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce