Annonce
Ugeavisen Kolding

Lorten i posen: De halve beslutningers by

Foto: Søren Gylling

Den fanger mit blik, som den ligger der i den ene side af den grusbelagte sti. Lyset reflekteres i den sorte, blanke overflade. Der går ikke mange øjeblikke, før jeg ved, hvad jeg står og kigger på: En hundepose – med indhold. Der er bundet en sirlig knude, og posen ligger pænt og nydeligt i solen.

Det slår mig, hvor vildt det er: En hundeejer har bukket sig ned og grebet om en blød og varm hundelort med en sort plasticpose på hånden, har bundet en knude på posen… og har så besluttet at smide den fra sig i stedet for at bringe den det sidste stykke hen til en skraldespand! Det er svært for mig at sætte mig ind i, hvad der er gået igennem hovedet på denne hundeejer. Man har udvist samfundssind, alt det værste er overstået, lorten er fanget. Og så skifter man mening? Hvorfor?

Jeg er ude at gå en tur i Kolding. Jeg er på udkig efter detaljer, der fortæller noget om den by, jeg har boet i snart 24 år. Jeg holder af byen, men er også den type, der hæfter mig ved ting, der bliver overset i den lokalpatriotiske begejstring. Jeg er med andre ord et menneske, der lægger mærke til efterladte hundeposer på stien, selvom udsigten i øvrigt er pæn, og selvom kommunen har sørget for både stabilgrus og grundig skiltning. Og der er mange af dem, de efterladte hundeposer. Kig selv efter, næste gang du er ude at gå. Jeg tænker på, om det mon er et særligt koldingensisk fænomen?

Jeg går ned til åens udløb i Kolding Fjord og kigger ud imod det område, der skal blive til Marina City (fedt navn – det oser af hygge, atmosfære og kultur!). Overskriften er bæredygtighed, og det indebærer, at man skal samle en masse ikke-bæredygtigt slam op og smide det ud i Lillebælt på en bæredygtig måde. Der er uden tvivl mange gode tanker i projektet, og det er næsten rørende, når politikerne siger, at de er helt sikre på, at det bliver en sprudlende og levende ny oase, som koldingenserne vil strømme til. Når de bæredygtige betonkanoner ruller ind, bliver det spændende at se, om det virkelig kan lade sig gøre at designe sig til liv. Eller om det igen vil vise sig, at livet starter der, hvor design holder op.

Jeg vender mig imod den udsigt, som de nye bæredygtige beboere i Marina City vil få - og der ligger Kolding Skrothavn. Jeg kan ikke lade være med at tænke på forløbet omkring lukningen og dernæst ikke-lukningen af erhvervshavnen. Om hvordan der pludseligt og uventet rejste sig en flodbølge af folkelig kærlighed til havnen. Hvordan Koldings borgere gik på gaderne for – om nødvendigt med livet som indsats – at forsvare deres elskede erhvervshavn og en gang for alle slå fast, at udskibning af skrot og minkfoder er selve Koldings sjæl. Med slogans som: ”Skrot er godt” og ”Ét skib om dagen er bedre end ingenting” bølgede demonstrationerne igennem byens gader. Ikke underligt at politikerne begyndte at ryste på hånden. Jeg var der ikke selv, men jeg har hørt, at det var sådan, det foregik.

Og her er det, at sammenhængen pludselig slår mig: Byrådets adfærd i forløbet omkring havnen er fuldstændig den samme som hundeejerens. Den ubehagelige, men nødvendige beslutning var truffet, der var bundet knude på posen – og så lod man den alligevel ligge. Nu ligger skrotbunken så der i bunden af fjorden som et vartegn og en påmindelse om, at man er ankommet til de halve beslutningers by. Og der ligger flere af dem rundt omkring. Kig selv efter.


Nu ligger skrotbunken så der i bunden af fjorden som et vartegn og en påmindelse om, at man er ankommet til de halve beslutningers by. Og der ligger flere af dem rundt omkring. Kig selv efter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Vores fremtid i fokus

Annonce