Annonce
Ugeavisen Kolding

Madboom i midtbyen: Mere end 300 nye spisepladser på tre måneder

Kolding har fået en række nye spisesteder dette efterår, hvor Tom Andkjær (t.v.) har slået dørene op til Onkels Toms i Munkegade, mens Labi og Armend Memeti har åbnet den store italienske restaurant Fratelli på Banegårdspladsen. Også Uranus Restaurant på Haderslevvej med Naseim Shadab (øverst til højre) i spidsen er nyåbnet, ligesom The Kitchen i Slotsgade. Foto: Steffen Nielsen og Louise Lauritsen
Udvalget af spisesteder i Kolding midtby er vokset betragteligt i løbet af dette efterår, hvor der er åbnet fire helt nye spisesteder og et femte er på vej. De råder tilsammen over mere end 300 siddepladser.
Annonce

Kolding: Har man lyst til at gå ud og spise i Kolding, så er der lige nu flere steder at vælge mellem end nogensinde før.

I 2015 lavede Cowi en rapport om Kolding midtby for Kolding Kommune, og af den fremgik det, at midtbyen havde 30 cafeer og restauranter. Det tal er nu vokset til mere end 40, og alene de seneste par måneder er der kommet en håndfuld nye spisesteder til som fx Fratelli på Banegårdspladsen med plads til 150 gæster, The Kitchen i Slotsgade og Uranus Restaurant på Haderslevvej.

Og selvom det er skønt med et stor udvalg på menukortet, så får udviklingen panderynker frem hos Peder J. Madsen fra Kolding Hotelvært- og Restauratørforening.

- Det kan godt bekymre mig, at der har været den store tilvækst af spisesteder i Kolding de sidste par år. Det tror jeg desværre ikke, der er marked til. Jeg tror, vi har nået et mætningspunkt i forhold til antallet af spisepladser i Kolding.

Han peger på, at branchen har generelle udfordringer med at skaffe dygtige medarbejdere, og at det kan smitte negativt af på kvaliteten.

- Branchen kan være præget af lykkeriddere, som tror, at det med at banke en restaurant op er vejen til guldminen, og det er det altså ikke, så derfor ser man mange, der popper op og så lukker igen. Det, synes jeg, er ærgerligt i forhold til dem, der driver en seriøs forretning, for de bliver udsat for en hård konkurrence af lykkeriddere, som nogle gange springer over, hvor gærdet er lavest, lyder det fra Peder J. Madsen.

Det kan godt bekymre mig, at der har været den store tilvækst af spisesteder i Kolding de sidste par år. Det tror jeg desværre ikke, der er marked til. Jeg tror, vi har nået et mætningspunkt i forhold til antallet af spisepladser i Kolding.

Peder J. Madsen, Kolding Hotelvært- og Restauratørforening

Annonce

Hård konkurrence

En helt ny brancheanalyse fra revisionsfirmaet Deloitte tegner også billedet af en restaurationsbranche, der både oplever vækst og samtidig hård konkurrence.

- Vores analyse viser, når vi kigger på tværs af landet, at der er stigende aktivitet. Folk spiser mere og mere ude, og der er mere og mere omsætning i branchen, som også vokser mere end den generelle økonomi. Det gør, at der er mange aktører, der har fået øje på det her og søger ind i markedet og vil have en bid af kagen. Det betyder, at det, der bliver tilbage til hver enkelt, er lidt under pres, fordi konkurrencen er så hård i øjeblikket. Så hvis væksten på et tidspunkt ikke længere stiger, så kan det have nogle konsekvenser, siger Claus Jorch Andersen fra Deloitte, der er partner og ekspert i restaurationsbranchen.

Tallene i brancheanalysen viser en tendens til, at de mellemstore og lidt større restaurationer og kæder klarer sig bedre end de små.

- Jeg tror, det er fordi, der er en række synergier i at have flere butikker eller en større forretning. Men det kræver også et knivskarpt koncept og at man ved, hvad man vil, hvis man vil overleve, lyder det fra Claus Jorch Andersen.

Foruden de helt nye restauranter har Kolding midtby også fået selskab af restauranten Bror Ditlev, der i starten af september er flyttet ind i Jernbanegade.

Nye spisesteder

Onkel Toms, Munkegade. Åbnede 1. september.

The Kitchen, Slotsgade. Åbnede 18. september.

Fratelli, Banegårdspladsen. Åbnede 25. september.

Uranus Restaurant, Haderslevvej. Åbnede 20. oktober

Den Blå Delbar, Slotsgade. Åbner 14. november.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce