Annonce
Ugeavisen Kolding

Mark og Camilla river et år ud af kalenderen for at rejse: - Hvorfor skulle vi vente?

Mark og Camilla Lindquist Andreæ køber en autocamper for at rejse Europa tyndt i et år. Mark stopper som køkkenchef på Madkælderen i slutningen af august, og parret kører afsted på deres bryllupsdag 7. september. På billedet står Mark og Camilla i kirkesalen på Koldinghus, hvor de blev gift sidste år. Foto: Steffen Nielsen
Køkkenchef på Madkælderen Koldinghus Mark Lindquist Andreæ har sagt sit job op, og i september sætter han og hans kone Camilla kursen sydpå i en autocamper for at rejse Europa rundt i et år.
Annonce

Kolding: Når Mark og Camilla Lindquist Andreæ fejrer deres første bryllupsdag i starten af september, bliver det samtidig starten på deres livs største rejse. Her sætter de nemlig autocamperen i gear, drejer nøglen og triller sydpå med en forventning om først at komme tilbage til Danmark igen næste sommer.

- Vi har altid elsket at rejse og har blandt andet været i Australien i 2017, og vi har i det hele taget rejst meget en uge hist og her. Men hvis vi skulle tage den helt store rejse, før vi stifter familie og køber hus, så skal det til at være. Og hvorfor vente? siger Mark.

Idéen til parrets store rejse opstod en aften for lidt over en måned siden.

- Vi sad og snakkede om det en fredag, hvor vi sagde, hvad er det, vi vil med livet, inden vi stifter familie, forklarer Mark, som allerede lørdag sagde sit job op som køkkenchef på Madkælderen Koldinghus.

Jobbet forlader han i slutningen af august, og samtidig afhænder han den andel, han ejer i restauranten.

- Jeg har det sådan, at når vi har taget en beslutning, så er det sådan, det er, og så er der ikke nogen grund til at vente. Og jeg trækker mig helt fra Madkælderen, for det er bare ikke det samme at være væk, når jeg føler mig bundet og ikke kan ligge mit arbejde fra mig.

Annonce

Mad, frihed og masser af tid sammen

Hvor turen helt præcist kommer til at føre Mark og Camilla hen, ved de ikke. Faktisk er det eneste, der er sikkert, at de starter med at køre til Tyskland. Og planløsheden er netop en vigtig del af idéen bag rejsen.

- Camilla har været bundet til bøgerne (som bachelorstuderende, red.), og jeg har været bundet her på Madkælderen i fem år, så det ikke at have nogen plan kunne vi godt tænke os. Det der med at stå op om morgenen og tage det lidt, som det kommer, det bliver godt, selvom det bliver en udfordring for mig ikke at være i højeste gear hele tiden, siger Mark.

- Jeg er sådan lidt kontrolfreak, så det bliver en stor udvikling for mig ikke at have nogen plan, tilføjer Camilla.


Jeg har det sådan, at når vi har taget en beslutning, så er det sådan, det er, og så er der ikke nogen grund til at vente.

Mark Lindquist Andreæ


Men selvom ruten ikke ligger fast, så er der én ting, som parret med sikkerhed kommer til at bruge meget tid på undervejs.

- Jeg skal ud og opleve nogle af verdens bedste råvarer og madkulturer. Jeg skal se, hvordan de laver den her sennep, og hvordan de graver trøflerne op, smiler Mark.

- Jeg har det nok ikke helt på samme måde, men jeg synes stadig, det er sjovt at se de ting. Men for mig handler det lige så meget om at få noget tid sammen og se hinanden i nogle situationer, vi ikke er vant til. Det bliver mega sjovt, og noget vi kan fortælle om, når vi bliver gamle, siger Camilla.

Som udgangspunkt er det meningen, at rejsen skal vare i et år, men også her er der plads til at improvisere undervejs.

- Hvis vi står om et år og tænker, at vi ikke er færdige endnu, så fortsætter vi bare, og hvis vi om et halvt år synes, at vi er færdige, så kan vi tage hjem, siger Mark.

Annonce

Vi finder os selv

Det unge par har tidligere talt om at tage en reel jordomrejse i fly, men de er glade for, at de er endt med en rejse i autocamper i stedet.

- Vi er totalt vanemennesker herhjemme, og vi elsker vores lejlighed, så derfor køber vi en autocamper, så vi har et hjem og en base, mens vi er afsted, forklarer Mark og Camilla, som er sikre på, at den store rejse kommer til at ændre dem.

- Jeg tror, at vi finder os selv på en eller anden måde. Jeg har jo næsten kun været på job i fem år, så hvem er vi, når vi lige pludselig kun er os selv? Jeg tror, at vi kommer til at stå endnu stærkere, når vi kommer hjem, understreger Mark.

Mark og Camilla Lindquist Andreæ

Mark er 25 år og har i fem år arbejdet som kok og køkkenchef på Madkælderen, hvor han de seneste halvandet år har været medejer.

Han har nu sagt sit job op for at tage på rundrejse i Europa med sin kone Camilla.

Camilla er 24 år og har netop afsluttet en bachelor i erhvervsøkonomi. Hun forventer at læse en kandidatgrad, når rejsen er forbi.

Parret fortæller om deres rejse på Facebooksiden "Vores rejseeventyr".

Mark og Camilla Lindquist Andreæ skal rejse Europa tyndt i et år.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce