Annonce
Ugeavisen Kolding

Mathilde er Ugeavisen Koldings nye journalist

Fra den 1. december er Mathilde Nygaard Jespersen ny journalist på Ugeavisen Kolding. Foto: Steffen Nielsen
Annonce

Fra den 1. december har jeg fornøjelsen af at være ny journalist på Ugeavisen Kolding.

Jeg hedder Mathilde Nygaard Jespersen, er 29 år og er vokset op i et parcelhus i et boligkvarter i Vejen sammen med min mor, far og 2,5 år yngre søster. Jeg er derfor opvokset med Kolding i baghaven og er kommet i byen gennem hele min opvækst.

I sommeren 2011 rykkede jeg teltpælene op og flyttede til Aarhus. Her brugte jeg de næste tre år på at tage en bacheloruddannelse i engelsk og samfundsfag, før det gik op for mig, at det var i journalistikken og det skrevne sprog, jeg havde det bedst og ikke mindst sjovest. I midten af juni sidste år blev jeg derfor færdiguddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Inden jeg landede på Ugeavisen Kolding, har jeg både som en del af mit studie og efter endt uddannelse siddet på redaktioner hos JydskeVestkysten i Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Tønder, og så har jeg siden januar i år været med til helt fra bunden at opbygge Ugeavisen Vamdrup, som jeg samtidig har siddet med hovedansvaret for at få fyldt med gode historier og sendt i trykken hver uge.

Det er med andre ord ikke fremmed for mig at lave lokaljournalistik, og det er samtidig præcis her, jeg føler mig mest hjemme. Særligt har jeg en forkærlighed for at fortælle historier om mennesker, nye tiltag hos byens foreninger, butikker og virksomheder og historier om de ting, som gør en forskel for din dagligdag i Kolding.

Derfor: Sker der noget spændende i din virksomhed, har du kendskab til en ildsjæl, som andre også skal hilse på, er der noget, du undrer dig over eller noget, du godt kunne tænke dig at se i avisen, er du altid velkommen til at tage kontakt direkte til mig. Enten på min mail mnyje@jfmedier.dk eller på telefon 79 12 45 61.

Jeg ser frem til at lære byen endnu bedre at kende, og jeg glæder mig særligt til at høre fra jer og til at hilse på jer rundt omkring i Kolding!


Særligt har jeg en forkærlighed for at fortælle historier om mennesker, nye tiltag hos byens foreninger, butikker og virksomheder og historier om de ting, som gør en forskel for din dagligdag i Kolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce