Annonce
Ugeavisen Kolding

Midt i coronakrisen: Gitte er gået fuldtid med trylleri og balloner

I august sidste år gik Gitte Jensen på fuldtid i sin egen virksomhed Magi og sjov. Normalt tager hun ud og underholder som tryllekunstner og ballonklovn, men under corona har hun blandt andet levet af at sælge ballonhilsner fra sin netbutik. Foto: Steffen Nielsen
Hun har tryllet mere eller mindre fast siden gymnasietiden, og for et halvt år siden tog 37-årige Gitte Jensen så springet og gik fuldtid med sin virksomhed Magi og sjov.
Annonce

Almind: De fleste kender nok de klassiske små børnetryllesæt. Det kan være noget med en skumbold, en tryllestav, noget reb, nogle kort og nogle simple instruktioner til, hvordan man skaber magi med dem.

Netop sådan et sæt fik Gitte Jensen som barn, og hun fandt hurtigt ud af, at trylleri er sjovt.

- Da jeg kom i gymnasiet, fandt jeg så ud af, at det var noget, man kunne underholde klassekammeraterne med, og så tog det stille og roligt fart, husker hun.

Efter gymnasiet tog Gitte en uddannelse som pædagog, og hun fik et job på en skole i Grindsted. Ved siden af et fuldtidsjob på skolen har hun de seneste 15 år optrådt med trylleri cirka en gang om ugen. Sideløbende har hun også lært sig at lave ballondyr og har taget en uddannelse som ballondekoratør, som hun blandt andet kan bruge til at udsmykke butikker.

Annonce

Har taget springet

Efter en årrække som deltidsklovn og -tryllekunstner besluttede Gitte Jensen i august sidste år at gå fuldtid med sin egen virksomhed fra hjemmet i Almind. Ud over at trylle og lave ballondyr driver hun en webshop, hvor hun blandt andet tilbyder at sende ballonhilsner til folk - det vil sige en en heliumballon, som stiger tilvejrs med en lille hilsen, når man åbner gaven. Og det er netop webshoppen, der har fyldt mest det første halve år, hvor corona har lagt en dæmper på antallet af optrædener.

- Det er da frustrerende, især når der kommer aflysninger, og lige nu er der ikke rigtig noget i kalenderen, fordi folk afventer, hvad der kommer til at ske. Men så kan jeg sprede lidt glæde med ballonerne i stedet, smiler Gitte, som glæder sig helt vildt til igen at kunne komme ud og optræde.

- Det er fedt at få lov til at underholde folk, overraske dem og se den glæde, det vækker, og det lys, der er i børnenes øjne. Og at høre publikum grine, når man underholder dem, siger hun.

Det er nok de færreste, der ville kaste sig ud i en tilværelse som fuldtidstryllekunstner midt i coronakrisen, men beslutningen om at droppe det faste arbejde til fordel for egen virksomhed hænger også sammen med, at Gitte gerne ville have noget mere tid sammen med sin treårige søn Elias.

- Nogle gange tænker jeg da, at det var lidt skørt gjort, men det var også af hensyn til Elias, så på den måde giver det alligevel mening, siger hun.

Annonce

Drømmer om at vokse

Indtil videre driver Gitte Jensen sin virksomhed med ballondyr, trylleri og to webshops fra hjemmet i Almind. Og det giver ind i mellem nogle pladsudfordringer.

- Jeg ligger tit i forhandlinger med min mand om, hvor stort lager, jeg skal have, griner Gitte, som derfor også drømmer om, at diskussionerne om plads på et tidspunkt kan blive unødvendige.

- Det kunne være fedt, hvis det kunne blive så stort, at vi kunne flytte det ud af huset, siger hun.

- Jeg har altid været genert, især som lille, men jeg kunne også godt lide at lave teater og underholde. Det er noget helt andet, når jeg står på scenen og har en rolle, siger Gitte Jensen, som på billedet er klædt ud som ballonklovnen Betty Bomstærk. Privatfoto

Gitte Jensen

37-årige Gitte Jensen bor i Almind med sin mand og søn.

Siden august har hun arbejdet fuldtid i sin egen virksomhed Magi og sjov, hvor hun blandt andet tilbyder trylleshows, ballonklovneri, ballondekoration og salg af balloner på nettet.

Se mere på www.magiogsjov.dk.


Det er fedt at få lov til at underholde folk, overraske dem og se den glæde, det vækker, og det lys, der er i børnenes øjne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Mustafa brød med islam og stiftede forening for at hjælpe eks-muslimer: Jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan

Ugeavisen Kolding

Hvem tager ansvaret?

Annonce