Annonce
Ugeavisen Kolding

Morten og hans musikalske sejlervenner vil gøre verden til et bedre sted

Tidligere har 44-årige Morten Schiøth Andersen blandt andet været soldat, politibetjent, iværkstætter og arbejdet med børn og unge. I dag arbejder han som selvstændig med mødebooking og tekstforfatning. "Det har været dejligt at prøve en masse ting, men nu er det verden, jeg skal ud og opleve," siger han. Blandt andet derfor har han bosat sig i en autocamper - men det er en helt anden historie. Foto: Steffen Nielsen
Under navnet The Ocean Boat Band vil Morten Schiøth Andersen sejle ud med båden Joanna og samle folk om musikken.
Annonce

Kolding: Ideen opstod på en køretur i 2015. Morten Schiøth Andersen var på vej over Lillebæltsbroen, da han kiggede ned på vandet.

- Der ligger de her sejlbåde, og så får jeg virkelig lyst til at sejle ud i verden. Men ikke på den traditionelle måde. Jeg vil skabe noget samtidig, husker han.

Inden han parkerede bilen derhjemme havde Morten lagt sin plan. Han ville købe en båd, finde en masse musikalske legekammerater og sejle ud i verden og spille for og med folk under navnet The Ocean Boat Band.

- Jeg besluttede, at jeg vil møde mennesker gennem musik og bringe dem sammen, for musik skaber fællesskab, og jeg er selv glad for musik og tager gerne min guitar frem og spiller for andre. Så båden skal være et samlingspunkt for mennesker. Det er en fed måde at komme rundt og ud i verden på og en dejlig måde at møde andre mennesker på. Vi skal sejle ud i verden og gøre noget godt for andre mennesker ved at skabe noget fællesskab.

- Lad os prøve at komme tilbage til det her med at mødes og skabe noget sammen og snakke sammen. Der kan musikken altså noget, forklarer han.

Lad os prøve at komme tilbage til det her med at mødes og skabe noget sammen og snakke sammen. Der kan musikken altså noget.

Annonce

I vandet til sommer

Tidligere i år kom der endelig gang i planerne fra 2015. Morten fandt nemlig en gammel båd på 27 fod og med seks sovepladser, som han kunne købe for bare 6000 kroner. Båden blev døbt Joanna - efter sangen med Kim Larsen - og i midten af november blev den parkeret i en lade i Drejens, hvor Morten og de pt 34 medlemmer af foreningen The Ocean Boat Band vil bruge de kommende måneder på at sætte den i stand.

Håbet er at have alt klar i maj eller juni, så Joanna kan komme i vandet. Foreningens medlemmer - eller "TOBB Crew", som Morten Schiøth Andersen kalder dem, vil skiftes til i mindre grupper at sejle rundt med Joanna og give små improviserede koncerter i hele Danmark, hvor andre er velkomne til at spille med. Alt sammen skal optages eller streames på Facebook, så hele verden kan se med.

Og hvis alt går efter planen, så håber Morten at kunne sejle endnu længere om et par år.

- Jeg håber, at om to-tre år så skal hun ned igennem Europas kanaler, fortæller han og tilføjer, at Joanna forhåbentlig kun bliver den første af mange både med The Ocean Boat Band-konceptet.

- Vi laver et flag for The Ocean Boat Band, og det ville være fedt, hvis der en dag er skibe i hele verden, der sejler under det. Joanna er bare den første, og hvis der er andre, der synes, det er et fedt koncept, så kan de også sejle under vores flag, forklarer han.

Annonce

Ren kærlighed

Driften af The Ocean Boat Band vil blive betalt gennem medlemskontingenter, sponsorater, crowdfunding og salg af mad og drikkevarer i forbindelse med koncerterne, og det er foreningens frivillige, der står for alt arbejdet.

- Det er ikke kroner og ører. Det er ren kærlighed til havet og mennesker og musik, forklarer Morten Schiøth Andersen, som tilføjer, at man kan kontakte ham gennem projektets facebookside, hvis man har lyst til at være en del af "TOBB Crew" eller hjælpe på den ene eller anden måde.

The Ocean Boat Band

The Ocean Boat Band er et musikalsk sejler-fællesskab, som fra foråret 2020 skal sejle rundt i landet for at spille koncerter for og med andre.

Bag ideen står 44-årige Morten Schiøth Andersen fra Kolding.

Koncerterne vil blive optaget eller streamet på facebook.com/theoceanboatband/, hvor man også kan læse mere om konceptet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce