Annonce
Ugeavisen Kolding

Mustafa brød med islam og stiftede forening for at hjælpe eks-muslimer: Jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan

Mustafa Sayegh har i dag sin egen malervirksomhed, hvor han arbejder fuldtid. Han bruger samtidig en stor del af sin tid sammen med sin hustru og sine to børn og ikke mindst på foreningsarbejdet i Frafalden. Han har tidligere gået meget op i musik, men stoppede som ung, da det ikke var tilladt i religionen. Han har dog både en guitar og et keyboard i sit hjem. - Det var meget melankolsk, det musik jeg lavede dengang. Det er sjovt at høre nu, fordi det virkelig afspejler, hvordan jeg havde det på daværende tidspunkt. Jeg ved ikke, hvilken genre jeg ville kaste mig over, hvis jeg skulle lave musik i dag. Det ville nok være mere over i noget glad pop. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Da Mustafa Sayegh valgte at bryde med islam, var det samtidig et opgør med dele af det muslimske miljø og ikke mindst hans egen familie. Han har siden valgt at stifte og stille sig i spidsen for en forening, der hjælper eks-muslimer, og så er han ny klummeskribent i Ugeavisen.

Kolding: Mustafa Sayegh er uddannet maler, selvstændig med sit eget firma og far til to drenge, men mest af alt har han de seneste par år gjort sig bemærket ved at være grundlægger af foreningen "Frafalden", som hjælper muslimer, der har forladt islam, og samtidig gentagne gange kritisere den religion, som han selv er vokset op med.

- På mange måder havde jeg en helt almindelig barndom, hvor jeg gik i skole og spillede fodbold og kørte på rulleskøjter ligesom alle andre, men stemningen i hjemmet skiftede karakter, når mine forældre fik besøg af venner fra Odense og København, fortæller Mustafa Sayegh, der blandt andet husker, hvordan vennernes børn, modsat ham, kunne recitere passager fra koranen.

- Og det var ikke noget, jeg kunne, og jeg brød mig heller ikke om eksempelvis at bede, og det faldt ikke i god jord hos særligt min far. For de andre kiggede jo skævt til ham. I deres øjne havde han jo gjort noget forkert i forhold til min opdragelse, forklarer Mustafa Sayegh.

De første ti år af sit liv voksede han op i Ribe, hvor hans forældre valgte at bosætte sig, da de kom til Danmark fra Libanon i 1986. Familien flyttede sidenhen til Skovparken i Kolding, hvor Mustafa Sayegh havde sin ungdom og efter eget udsagn blev venner med mange af de forkerte.

- Jeg var lidt en rod, og jeg kom til at hænge ud med folk, som var kriminelle, og det betød også, at jeg gjorde de forkerte ting, og jeg endte jo også med at få en dom for det, siger Mustafa Sayegh.

Annonce

Opgør med islam

Da Mustafa blev 18 år, begyndte han at komme på produktionsskolen i et forsøg på at finde ud af, hvad han skulle kaste sig over af arbejde.

- Vi satte os ned i sådan en gruppe, og så skulle vi nævne forskellige uddannelser, vi godt kunne tænke os, og så ved jeg faktisk ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på maler, forklarer Mustafa Sayegh.

Inden han fik set sig om, sad han til en samtale med en uddannelsesvejleder, var startet i praktik hos en maler, og 3,5 år efter var han færdiguddannet.

- Det gjorde rigtig meget i forhold til at komme væk fra det miljø, jeg var blevet en del af som teenager, for der var ligesom en forventning om, at jeg mødte på arbejde hver dag, forklarer han.

I årene efter sin uddannelse havde Mustafa brug for at komme lidt væk fra faget og prøvede kræfter med at være alt fra butiksassistent til telefonsælger. Han blev gift med en muslimsk kvinde, fik fast arbejde som maler for at kunne forsørge sin familie, og parret ventede deres første barn, men alligevel var noget ikke, som det skulle være hos Mustafa.

- Jeg levede jo på mange måder en løgn, fordi jeg følte mig presset fra både min familie og hele miljøet omkring mig til at leve som muslim, men jeg var ikke glad i det. Min hustru var meget troende, og det fungerede bare ikke til sidst. Så selvom det var dårlig timing med hendes graviditet, så fortalte jeg hende faktisk, at jeg ville forlade islam, fortæller Mustafa Sayegh.

Beslutningen blev dog udskudt af sønnens fødsel, men i løbet af 2015-2016 valgte han endegyldigt at bryde med religionen, og han blev skilt fra sin hustru. Den efterfølgende periode var dog langt fra uden problemer.

- Jeg blev født året før, vi kom til Danmark, så jeg har på mange måder altid følt mig dansk, men alligevel var der et pres fra min familie og fra det muslimske miljø til, at jeg skulle være en del af religionen, og i en periode var det jo også rart at få den anerkendelse, når man var en god muslim, siger han og fortsætter:

- Jeg kunne bare ikke blive ved med at være en del af den undertrykkelse og manipulation, jeg var vidne til. Da jeg så endelig forlod islam, modtog jeg diverse trusler, og folk i min familie og i miljøet forsøgte at overbevise mig om, at jeg havde begået en fejl. Det er så også endt med, at jeg i dag ikke har kontakt til mine forældre og søskende længere, siger Mustafa Sayegh.

Annonce

Forrest i kampen

Bruddet betød også, at mange af Mustafas venner vendte ham ryggen, og han havde selv i årene op til fået skabt en distance til de danske venner, han ellers havde haft som ung. At han havde sin lille søn, som krævede hans opmærksomhed, var derfor noget af det, der var med til at holde ham oppe.

- Jeg kunne meget nemt være røget ned i et stort sort hul, men han var virkelig med til at gøre, at jeg kunne holde modet lidt oppe, for man er på nogle måder nødt til at starte lidt forfra, siger Mustafa Sayegh.

I løbet af sommeren 2020 valgte Mustafa Sayegh at stifte foreningen Frafalden, som tilbyder hjælp til eks-muslimer, som ligesom ham selv har valgt at sige farvel til religionen. Med flere indlæg i diverse aviser og en generel klar holdning mod islam har Mustafa fået placeret sig selv forrest i debatten, hvilket fra tid til anden giver nogle knubs.


Jeg modtager også bare så mange beskeder fra folk, som enten ikke tør eller ikke har mulighed for at ytre sig, selvom de har oplevet meget værre ting end mig. Så jeg føler nok også, at jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan.


- Man er nødt til at udvikle en eller anden hårdførhed over for negative og onde kommentarer, og jeg er også nødt til at blokere dem, som slet ikke er til at kommunikere med, men hvor modet stammer fra, er jeg faktisk helt klar over. Det er nok lidt ud af trods, siger han og fortsætter:

- Men jeg modtager også bare så mange beskeder fra folk, som enten ikke tør eller ikke har mulighed for at ytre sig, selvom de har oplevet meget værre ting end mig. Så jeg føler nok også, at jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan, siger han.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Kolding

En historisk chance

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce