Annonce
Ugeavisen Kolding

Nicklas står i spidsen for streetfood-festival: Det er fantastisk at sætte sit præg på byen

Det meste af sin arbejdstid bruger Nicklas Nielsen på Mokka i AL Passagen. Siden 2014 har han været medejer af både cafeen og Vinbaren ved siden af. Foto: Steffen Nielsen
For andet år i træk står 29-årige Nicklas Nielsen i spidsen for Streetfood-festival i Kolding. Lysten til at arbejde med oplevelser tog for alvor fart, da han som 17-årig blev ansat som afrydder på et diskotek.
Annonce

Kolding: Egentlig var han slet ikke gammel nok til at blive ansat. Alligevel lykkedes det som 17-årig Nicklas Nielsen at få et job som afrydder på diskoteket Shakers i Jernbanegade. Et job, som endte med at sætte kursen for Nicklas, som den første weekend i august står i spidsen for Kolding Streetfood Festival.

På Shakers fik den unge Nicklas nemlig for alvor bekræftet, hvad han gerne ville arbejde med.

- Jeg fandt ud af, at det med at arbejde med mennesker og give dem en oplevelse, det var lige mig, husker han.

Sideløbende med at han passede sin HHX-uddannelse fortsatte Nicklas arbejdet på Shakers, og siden blev han ansat på cafeen Mokka i AL Passagen. Da studenterhuen var i hus, besluttede han at tage et sabbatår med fokus på jobbet på Mokka, hvor han startede som tjener og hjælpende barchef, blev forfremmet til barchef og restaurantchef og til sidst blev medejer af Mokka og Vinbaren.

- Det er en karriere, der kom lidt ud af det blå, og det har grebet om sig. Det er fedt, at man som ung knægt kunne være med til at forme tingene, siger han.

Det giver mig en ny dimension at være med til at lave noget, der samler så mange mennesker og at skabe noget i den by, jeg er vokset op i.

Nicklas Nielsen

Annonce

Streetfood giver ny dimension

I 2014 var Nicklas med til at arrangere det, der i dag har udviklet sig til Kolding Streetfood Festival. Dengang hed arrangementet blot Hej, og det var en fælles hygge-festival i AL Passagen.

- Hej holdt i fire år, og så blev vi enige om at rykke det ud af AL Passagen og lave den en hel weekend med de andre lokale restaurationer. Det eskalerede fuldstændigt sidste år, hvor vi ramte den lige bagi med lækkert vejr og hvor alt klappede, siger Nicklas med henvisning til den første udgave af streetfood-festivalen, som trak 10.000 gæster - selvom man kun havde forventet cirka 3000.

I år er streetfood-festivalen flyttet til et dobbelt så stort areal på lystbådehavnen, hvor 22 forskellige boder, loungemusik og børneunderholdning er klar fra 2. til 4. august. Og Nicklas er stolt over det, som han og resten af holdet bag Mokka, Vinbaren og Marinaen har stablet på benene.

- Det giver mig en ny dimension at være med til at lave noget, der samler så mange mennesker og at skabe noget i den by, jeg er vokset op i. Det er fantastisk, at vi kan sætte vores præg på byen på den måde. Alle har vel en drøm om at være med til at skabe noget i et eller andet omfang, siger han.

Annonce

Mega sjovt

Ved siden af planlægningen af streetfood-festivalen passer Nicklas også sit arbejde på Mokka, så han i øjeblikket har, hvad der svarer til to fuldtidsjob. Og også når der ikke er streetfood på programmet, bliver der lagt rigtig mange timers hårdt arbejde.

- Det er jo mega sjovt, og der bliver lagt nogle interessetimer og noget sved og tårer. Det er en hård, men sjov branche, hvor man hele tiden skal levere, og jeg kan godt lide det pres, siger han, som dog også ser frem til en lidt roligere periode, når festivalen er overstået.

- I nat lå jeg for eksempel til klokken 2 og tænkte på, hvordan vi får strøm til alle boderne. Det kører hele tiden, så jeg glæder mig til sommerferie engang i oktober, griner han.

Nicklas Nielsen

29-årige Nicklas Nielsen bor i Kolding med sin kæreste Michelle.

Han er medejer af Mokka og Vinbaren og frontmand for Kolding Streetfood Festival.

Kolding Streetfood Festival finder sted i dagene 2. til 4. august og byder på 22 boder med mad og drikke fra lokale restaurationer.

Festivalen er i år placeret på kajen ved Marinaen. På pladsen vil der desuden være en scene, hvorfra der bliver spillet musik.

Se programmet på facebook.com/streetfoodkolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Planer om privat nødherberg i Gråbrødregade: Karina vil hjælpe andre hjemløse til et bedre liv

Annonce