Annonce
Ugeavisen Kolding

Nu kan du shoppe specialøl fra sofaen: Den Engelske Pub åbner øl-webshop

Torben (t.v.) og Hotan Mathews fra Den Engelske Pub i A.L. Passagen i Kolding har netop åbnet en webshop, hvor de sælger specialøl til hele landet. I Kolding og omegn kan man fortsat få besøg af pubbens ølbil. Foto: Louise Lauritsen
Under coronakrisen startede Den Engelske Pub i A.L. Passagen med at levere øl direkte til folks private hjem. Det er blevet så stor en succes, at pubben nu gør ølbilen permanent. Samtidig har baren netop åbnet en øl-webshop med specialøl og spiritus.
Annonce

Kolding: Det kan godt være, at Den Engelske Pub i A.L. Passagen på grund af coronarestriktioner lukker til midnat, men det forhindrer på ingen måde beværtningen i at levere drikkevarerne til den fortsatte fest. Som noget ganske nyt kan man nemlig købe en doggy-bag med øl med hjem, når man forlader pubben.

Og det er langt fra den eneste nyhed, som den populære pub har at byde på. Man har nemlig netop sat strøm til en webshop, som sælger specialøl og spiritus fra pubbens egen import.

- Folk har altid spurgt, om de kunne købe øl med hjem herfra, men det har været for svært at håndtere. Det er de lidt mere specielle ting, som vi ellers kun har her på pubben, som man nu kan købe via webshoppen, fortæller indehaver Torben Mathews.


Folk har altid spurgt, om de kunne købe øl med hjem herfra, men det har været for svært at håndtere. Det er de lidt mere specielle ting, som vi ellers kun har her på pubben, som man nu kan købe via webshoppen.

Torben Mathews, Den Engelske Pub


Han har fået hjælp til at etablere webshoppen af sin søn Hotan Mathews.

- Vi har en stor målgruppe, for folk er virkelig interesserede i specialøl. Det mærker vi tydeligt, forklarer Hotan.

Udvalget på webshoppen skifter alt efter, hvad pubben har på lager, og det vil typisk være små mængder fra de 25-30 bryggerier, som pubben importerer fra, der sættes til salg.

Annonce

Hygge hjemme

Da coronavirus ramte lukkede pubben ned øjeblikkeligt, og derfor fandt Hotan og Torben på at sælge øllet fra de åbne fustager bag baren til private. Det foregik fra en ølbil, som kørte ud til kunderne med leveringer. Og der har været så stor efterspørgsel på hjemmeleveret specialøl, at Den Engelske Pub har besluttet at gøre ølbilen til et permanent tilbud.

- Det startede som et hyggeprojekt, men har vokset sig til en forretning, forklarer Hotan Mathews.

Nu triller ølbilen ud med leverancer i hele Trekantområdet. Her kan man købe de øl-pakker, som pubben har sat sammen, mens bestillinger i webshoppen bliver leveret med posten.

- Langt de fleste af de øl, vi kører ud med, kan man ikke købe andre steder end hos os, og corona har ændret folks adfærd. Mange vil gerne sidde hjemme og hygge, og det giver vi dem mulighed for, forklarer Torben Mathews.

Han har også lavet pakker med ølsmagning til hjemmebrug, eftersom han i øjeblikket ikke kan tage rundt i landet og holde sine populære ølforedrag og -smagninger.

Webshop

Den Engelske Pub i A.L. Passagen har netop åbnet en webshop.

Her kan man købe et udvalg af pubbens øl og spiritus.

Derudover leverer pubben også øl direkte hjem til kunderne.

Læs mere på  https://shop.denengelskepub.dk/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce