Annonce
Ugeavisen Kolding

Nu må du overnatte i telt i syv af Koldings skove

Der er tre shelters ved Ferup Sø nær Vester Nebel. De kan reserveres til overnatning på booking.naturstyrelsen.dk Foto: Louise Lauritsen
Coronakrisen har medført stor søgning mod udelivet, og kommunens shelterpladser er godt booket. I sidste måned blev det tilladt at slå teltet op til en enkelt overnatning i yderligere 77 statsskove, herunder to i Kolding Kommune.
Annonce

Kolding: Harte Skov og Drenderup Skov ved Ødis er blevet frit teltningsområde. Det vil sige, at man her må slå sit telt op og overnatte en enkelt nat uden forudgående tilladelse eller reservation.

Hidtil har der været friteltning i fem skove i Kolding Kommune, blandt andet i Stenderup Skovene, men i starten af maj kom der altså yderligere to skove med på det lokale landkort.

Det er Naturstyrelsen, som har besluttet at udvide mulighederne for at overnatte i telt i skoven, og det sker som følge af coronakrisen, der har betydet, at langt flere danskere søger oplevelser i naturen. Naturstyrelsen har udpeget yderligere 77 skove, så der nu i alt er 275 skove, man må overnatte i.

- Vi bruger naturen rigtig meget i denne særlige tid, hvor der er behov for plads og højt til loftet. Mange vil holde sommerferie herhjemme, og der er plads til alle, hvis vi blot spreder os. Det giver en stor fleksibilitet at kunne slå sit telt op og få en primitiv overnatning i endnu flere skove landet over. Det betyder, at endnu flere danskere kan gå på opdagelse i vores natur, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse fra Naturstyrelsen.

Styrelsen oplyser, at der alene i marts og april har været over 50 procent flere bookinger af lejrpladser sammenlignet med sidste år.

Annonce

Sværere at få plads

Også i Kolding Kommune har man oplevet en støt stigende søgning mod overnatning i naturen.

- Det er super med flere muligheder for, at folk kan komme ud og opleve naturen 24-7. Det er helt sikkert også min oplevelse, at der er flere, som bruger shelters, teltpladser og friteltning til overnatning. Jeg dyrker selv overnatning i det fri og kan se, at det bliver sværere og sværere at få plads i Naturstyrelsens shelters, fortæller Nanna Winbladh, der er naturvejleder ved Kolding Kommune.

Også før corona-krisen har interessen for at overnatte i naturen været støt stigende. I hele 2019 bookede over 200.000 danskere en overnatning i det fri på en af Naturstyrelsens store lejrpladser. Det er en fordobling siden 2013, hvor man begyndte at registrere tallene.

Regler

For at beskytte naturen og undgå, at skovene udvikler sig til egentlige campingpladser, må man højst slå to tremandstelte op samme sted, og man må kun overnatte én nat det samme sted. Ordningen omkring friteltning gælder kun i statens skove.

Her må du overnatte

Harte Skov, Kolding. Fri teltning i skovrejsningsområde med ådale og søer lidt vest for Kolding.

Drenderup Skov, Vamdrup. Fri teltning i mindre, ugeneret skov lidt sydvest for Kolding.

Vargårde Skov, Hejlsminde. Fri teltning ud mod Lillebælt.

Fovslet Skov, Kolding. Fri teltning i Fovslet Skov, som særlig henvender sig til den stille skovvandrer.

Loft Skov, Christiansfeld. Du kan overnatte med telt i den del af skoven, der tilhører Naturstyrelsen.

Stenderup Midtskov, Kolding. Der er fri teltning i Stenderup Midtskov, som særlig henvender sig til den stille skovvandrer.

Stenderup Nørreskov, Kolding. Fri teltning og derudover findes der en teltplads/shelterplads.

Der findes i alt over 275 statsskove med fri teltning. Se dem alle på udinaturen.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce