Annonce
Ugeavisen Kolding

Nyt liv til det brugte konfirmationstøj: Nu kan man donere tøj til økonomisk pressede familier

I løbet af foråret vil det være muligt at booke en tid hos virksomheden LoSoCo Fashion, hvor man har mulighed for prøve det brugte konfirmationstøj. Privatfoto
I de kommende måneder er det muligt for koldingenserne at donere brugt konfirmationstøj til drenge og piger i økonomisk trængte familier.

Kolding: Det skal være lettere at komme af med sit brugte konfirmationstøj, og det skal  være muligt for unge i økonomisk pressede familier at få den kjole eller skjorte, man godt kunne tænke sig. Det er missionen for Helle Kristiansen, som er idekvinden bag foreningen Folkehuset i Kolding, og som har taget initiativ til, at koldingenserne fremover har et sted at aflevere de brugte kjoler og skjorter.

- Der er rigtig meget konfirmationstøj, som kun bliver brugt en enkelt dag, og så hænger det ellers bare i et skab, og samtidig er der mange familier, som har svært ved at finde råd til at købe tøjet, og det tænkte jeg bare, at man måtte kunne finde en løsning på, siger Helle Kristiansen.

I løbet af efteråret og de kommende måneder skal det brugte tøj derfor samles sammen, og så er det tanken, at der i løbet af foråret skal holdes et arrangement, hvor man har mulighed for at booke en tid til at prøve tøjet hos virksomheden LoSoCo Fashion, som stiller lokaler til rådighed. Samtidig har en lokal skrædder, Marianne Mortensen, doneret sin tid, så 20 konfirmander også har mulighed for at få tilpasset tøjet til den rette størrelse - og det hele er ganske gratis.

- Alle giver deres tid frivilligt, fordi de gerne vil være med til at hjælpe og gøre en forskel for dem, som har en presset økonomi. Lige nu er alt lidt usikkert på grund af corona i forhold til, hvornår vi kan holde selve arrangementet, men det bliver sådan, at man skal booke en tid til at prøve, og så har man også mulighed for at tage sin mor eller mormor med, hvis man har lyst til det, forklarer Helle Kristiansen.

Annonce

Fast koncept

Ideen til at give konfirmationstøjet videre opstod sidste år, da Helle Kristiansens egen datter skulle konfirmeres. De havde desværre fået købt en kjole, som hun ikke kunne passe og måtte derfor ud dels og finde en ny, men ønskede også, at den gamle skulle have et nyt liv.

- Hun havde jo aldrig haft den på, så det ville da være en skam, hvis der ikke var andre, der kunne få glæde af sådan en fin kjole, så vi begyndte så småt i løbet af sidste år at samle tøj sammen, siger Helle Kristiansen, som håber, at det kan blive en fast tradition hvert år, at konfirmanderne donerer det brugte tøj til trængte familier:

- Det kunne være fantastisk, hvis man kunne hjælpe konfirmander hvert år. Derfor arbejder jeg også på, at det kunne være muligt at stille en tuk-tuk eller lignende op et sted i midtbyen, hvor det er nemt lige at aflevere tøjet, når man alligevel er inde og handle, siger Helle Kristiansen.

Indtil videre kan man aflevere brugt konfirmationstøj til Folkehuset Kolding på Grønningen 2 lige ved Den Lille Kok. Der er åbent alle hverdage fra klokken 09.00 til 15.00 og i weekenden frem til klokken 12.00.


Der er rigtig meget konfirmationstøj, som kun bliver brugt en enkelt dag, og så hænger det ellers bare i et skab, og samtidig er der mange familier, som har svært ved at finde råd til at købe tøjet, og det tænkte jeg bare, at man måtte kunne finde en løsning på.

Helle Kristiansen


Annonce
Annonce
Ugeavisen Kolding

Vores fremtid i fokus

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Mustafa brød med islam og stiftede forening for at hjælpe eks-muslimer: Jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan

Annonce