Annonce
Ugeavisen Kolding

Nyt samlingssted i midtbyen skal sætte fokus på bæredygtighed

I Kolding2030 – Bæredygtighedshuset er der også indrettet et område med borde og tavler, som for eksempel kan bruges af studiegrupper, der skriver opgave om bæredygtighed eller af virksomheder, der vil arbejde sammen om emnet. Det er også tanken, at området skal bruges til for eksempel inspirationsaftener og andre arrangementer. "Der sker rigtig meget på det her område, og der vil vi gerne være en samlende paraply, der også kan skabe noget samarbejde," siger Stella Steen Jensen. Foto: Steffen Nielsen
Kommunens nye bæredygtighedshus er i fuld gang med at blive bygget op og vil efter planen åbne 6. maj. De centrale lokaler skal blandt andet bruges som samlingspunkt for alle, der arbejder med bæredygtighed, og så er alle koldingensere velkomne til at kigge ind og blive klogere på emnet - og måske endda selv bidrage med ideer og løsninger.

Kolding: Alt er genbrug i det store butikslokale i Jernbanegade 3. Lige fra de spraglede hyggesofaer til reoler, skriveborde og de paller, der er brugt til at bygge en trappe op til vinduet, hvor man kan sidde og kigge ud over gågaden.

- Alt er noget, vi har fundet i kældre rundt omkring eller fået fra for eksempel designskolen eller købt i genbrugsbutikker, siger Stella Steen Jensen, som er programleder for bæredygtighed hos Kolding Kommune.

Fra 6. maj er lokalet klar til at tage imod gæster under navnet 'Kolding2030 – Bæredygtighedshuset'. Og som navnet antyder, er det bæredygtighed i alle afskygninger, som er i fokus.

I huset vil alle kunne komme ind og blive klogere på arbejdet med natur, klima, genbrug, fødevarer og meget mere i hele Kolding Kommune, blandt andet gennem en udstilling og et stort kommunekort, som skal skabe et overblik over store og små projekter, og samtidig vil der være mulighed for at komme med sine egne input til bæredygtighed.

Annonce

Ikke om men hvordan

Den centrale placering i gågaden har man da netop også valgt for at få så mange som muligt til at besøge det nye bæredygtighedshus.

- Det har været et politisk ønske at finde en placering i gågaden, så vi kan skabe noget synlighed og engagement. Vi kan mærke en kæmpe efterspørgsel på det, og der er et stort momentum for den her dagsorden. Det er ikke længere et spørgsmål, om vi skal arbejde med bæredygtighed, men hvordan vi skal gøre det, forklarer Stella Steen Jensen.

Bæredygtighedshuset er i første omgang finansieret i tre år, og lejeaftalen i Jernbanegade 3 gælder foreløbigt i et år. Huset kommer til at følge midtbyens åbningstider og vil også holde åbent i forbindelse med for eksempel open night, kulturnat og lysfestival.

Lokalet på Jernbanegade 3 ligger hævet en anelse op over gågadeniveau og er derfor ikke så synligt udefra. Derfor har man bygget en trappe, så folk kan sidde i vinduet og på den måde vise, at der er liv i huset. På billedet er det Stella Steen Jensen (tv.) og Karin Raaby, som er blandt dem, der vil have arbejdsplads i Bæredygtighedshuset. Foto: Steffen Nielsen
For enden af lokalet er indrettet nogle arbejdspladser til de af kommunens medarbejdere, der arbejder med bæredygtighedsstrategien. Håbet er at også andre, der arbejder med bæredygtighed, ind imellem vil kunne benytte arbejdspladserne. På endevæggen er placeret FN's verdensmål. Foto: Steffen Nielsen
Bæredygtighedshuset er stadig under opbygning. Her vil der blive indrettet et lille lounge-område, og på væggen vil man kunne finde en kalender med et overblik over alle de arrangementer, der foregår i kommunen, som handler om bæredygtighed på den ene eller anden måde. Foto: Steffen Nielsen
De små huse her skal bruges til en udstilling, som bliver det første, man møder, når man træder ind i lokalet, og hvor man både kan finde viden og inspiration. Ved indgangen vil der også blive placeret en masse grønt, som skal signalere fokus på bæredygtighed. Foto: Steffen Nielsen


Vi kan mærke en kæmpe efterspørgsel på det, og der er et stort momentum for den her dagsorden. Det er ikke længere et spørgsmål, om vi skal arbejde med bæredygtighed, men hvordan vi skal gøre det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce