Annonce
Ugeavisen Kolding

Nyt tilbud: Nu kan du leje en kajak og sejle på fjorden

Jan Christensen har købt fire kajakker for sine ekstra feriepenge og udlejer dem nu fra Marina Syd. I første omgang kan man vælge imellem tre singlekajakker og en tandemkajak med plads til to. Privatfoto
En familietur sidste sommer har inspireret Jan Christensen til at starte et lille kajakudlejningsfirma ved Marina Syd.

Kolding: Midt i sommervarmen sidste august trængte Jan Christensen og hans familie til at komme ud og lave noget anderledes sammen.

Jan foreslog en tur i kajak, og familien tog derfor til Strib, hvor man kan leje havkajakker, og roede ud på vandet.

- Det var sådan en dejlig dag, hvor vi var aktive sammen, og det var bare en fed måde at være sammen på, husker han.

Annonce

Udflugten var så god, at den inspirerede Jan til at starte sit eget kajakudlejningsfirma i Kolding. Fra på lørdag kan man derfor leje en havkajak og ro ud fra Marina Syd.

- Jeg synes, at det manglede i Kolding, for vi har noget virkelig lækkert kajakvand, og Marina Syd er det ideelle sted at gå i vandet fra, fortæller han.

Da han var yngre, var Jan Christensen selv en ivrig kajakroer, men med alderen er der blevet noget længere mellem turene på vandet.

- Siden jeg fik børn i 2001, er det gået ret meget i stå, og det har kun været på ferier og sådan. Men jeg skal da helt sikkert mere ud på fjorden nu. Nu har jeg i hvert fald udstyret, siger han.

Fire kajakker fra start

Fra starten har Jan Christensen købt fire havkajakker for de indefrosne feriepenge, han har kunnet få udbetalt, men kan sagtens forestille sig, at forretningen kan vokse senere hen.

- Det er rart at starte et sted, hvor jeg har helt styr på de ting, jeg tilbyder, og så kan det altid vokse med tiden. Jeg tænker måske, at vi næste år også skal over og ligge ved badebroen eller ved Løverodde.

- Men det skal være på en måde, hvor jeg stadig kan passe et fuldtidsjob og stadig kan træne min søns fodboldhold. Det er et hobbyprojekt for mig, siger han.

Sådan lejer du kajakkerne

Booking af de fire havkajakker sker på www.koldingkajakudlejning.com.

Er man under 18 år, skal man være i følge med en voksen, og er man under 12 år, må man ikke selv padle, men kan sidde som passager i tandemkajakken.

Der er ikke krav om kajakcertifikat, men man skal læse sikkerhedsreglerne inden booking.

Udlejningen foregår ved at man booker en kajak på Kolding Kajakudlejnings hjemmeside. Derefter får man tilsendt en kode, som kan åbne kajakkens lås. Som udgangspunkt lejer man kajakken for tre timer, men det er også muligt at ringe eller skrive til Jan Christensen, hvis man gerne vil leje den i længere tid.

- Jeg forestiller mig, at de, der kommer til at leje kajakkerne, for eksempel er venner, der har lyst til at tage ud en tur sammen, eller familier, som gerne vil ud på vandet i godt vejr. Dem der gerne vil ud og røre sig lidt og få en fed naturoplevelse, forklarer han.

Annonce

De første er udlejet

I øjeblikket skal man til Harteværket for at finde kajakudlejning i Kolding, og umiddelbart ser det ud til, at efterspørgslen på kajakker ved fjorden er stor. I hvert fald er de første kajakker allerede udlejet inden premieredagen.

- Og kendetegnende for folk, jeg har fortalt om det, er, at de siger, hvor er det spændende, selvfølgelig skal vi have det, siger Jan Christensen, som forventer, at der i starten vil være mest rift om kajakkerne i weekender og på helligdage.

Kolding kajakudlejnings fire kajakker er ekstra brede, så der ikke er den store risiko for at vælte, selv hvis man er nybegynder. Privatfoto


Jeg synes, at det manglede i Kolding, for vi har noget virkelig lækkert kajakvand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Ines og Allan fik tatovering sammen, inden han mistede livet til kræft: I dag minder den mig om alt det gode, vi havde sammen

Ugeavisen Kolding

Forening har mistet 500 medlemmer under corona: Men vi skal nok vinde det tabte tilbage

Ugeavisen Kolding

God pinse

Annonce