Kolding: Nu har regionsrådet nikket ja til at ændre forpladsen ved hovedindgangen på Kolding Sygehus, sådan at det i fremtiden bliver lettere for handicappede og gangbesværede at komme ind på sygehuset.
På mandagens regionsrådsmøde valgte politikerne nemlig at prioritere midler på budgettet for 2021 til at forbedre adgangsforholdene. I alt kommer forandringerne til at koste 6,6 millioner kroner, og der har været arbejdet med flere forskellige modeller for en løsning.
Handicappede har klaget
Helt tilbage i 2017 klagede handicaprådets formand John Arne Sørensen over adgangsforholdene i et læserbrev. Han mente, at det var for svært at komme op ad bakken på forpladsen. Sygehuset lavede piktogrammer og ansatte stifindere til at hjælpe, og det blev samtidig slået fast, at alle regler var overholdt.
Alligevel fortsatte klagerne, og i starten af året bragte Kontaktforum for handicap sagen op igen, og i sommer havnede sagen på dagsordenen i anlægs- og innovationsudvalget. Det har nu ført til, at man har besluttet sig for en model.
Modellen indeholder etablering af nye parkeringspladser for handicappede og dårligt gående tættere på indgangene, en elevatorløsning tæt på forpladsen og en tilpasning af stier uden niveauforskelle på forpladsen.
Ud over at løse udfordringerne med adgangsforholdene ved den nye hovedindgang, inkluderer ombygningerne ved indgangsområdet også en forbedret og kortere niveaufri adgang til det dagkirurgiske område.