Annonce
Ugeavisen Kolding

Restaurant satser på fine dining og faste menuer: Til efteråret skal vi være blandt de 50 bedste i Danmark

Hver torsdag bruger Rasmus Vemmelund og de andre i køkkenet på at eksperimentere og prøve nye ting af. Han forklarer, at menuen desuden kommer til at skifte med årstiderne og dermed også alt efter, hvilke råvarer der er i sæson. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
På restaurant Bror Ditlev i Jernbanegade har man udnyttet coronanedlukning til både at bygge om i lokalerne og skifte fokus til udelukkende at servere faste menuer.

Kolding: For kok Rasmus Vemmelund og de resterende kræfter på restaurant Bror Ditlev har den lange coronanedlukning sat gang i tankerne om fremtiden for restauranten. Fremover vil man derfor ikke kunne bestille mad a la carte, direkte fra menukortet, men derimod vil man kunne vælge imellem forskellige faste menuer særligt udvalgt og sammensat.

- Det var egentlig planen, at det først skulle være sket fra efteråret, men med hele nedlukningen så har vi regnet lidt på det, og det giver bare god mening for os, at vi allerede gør det nu. Vi har haft masser af tid i køkkenet til at eksperimentere og også til at bygge om, så det passer til det ændrede koncept, siger restauratør på Bror Ditlev, Rasmus Vemmelund.

Det betyder blandt andet, at man i køkkenet på restauranten har bygget om, man har fjernet en del af kølepladsen, fordi man ikke længere skal have opbevaret så mange varer, og samtidig fået gjort plads til et ekstra bord. Og så har nedlukningen også betydet, at Rasmus og holdet har haft tiden til at finde ud af, hvordan de første nye menuer skulle se ud.

Annonce

- Men Mette Frederiksen tog os lidt med bukserne nede, for vi havde jo regnet med, at vi først skulle åbne den 6. maj, siger Rasmus Vemmelund og forklarer videre, at de på restauranten havde regnet med fra 6. maj at kunne servere danske asparges og friske små forårsløg, men at det ikke var muligt allerede midt i april.

- Så vi måtte lige sadle lidt om, men heldigvis har vi mange gode ting i bagagen at trække på, siger han.

Ligesom de resterende spisesteder i Kolding slog Bror Ditlev dørene op for gæster den 21. april, og det har indtil videre givet travlhed på restauranten i Jernbanegade.

- Vi havde fulde huse de første mange dage, så det har helt sikkert været positivt at opleve, siger Rasmus Vemmelund.

Rust banket af

Foruden et fokus på råvarerne og omrokeringerne i køkkenet har Rasmus og de andre på Bror Ditlev også brugt nedlukningen på at kigge nærmere på de forskellige vine, som serveres på restauranten.

- Vi har måske op til 600 forskellige vine, og vi har tilføjet nye og derfor rokeret rundt på, hvilke pladser og hvilke numre de har. Så lige nu koster de lidt ekstra ture op og ned ad trapperne, og der er da generelt lidt rust, der lige skal bankes af, men det bliver overskygget af, hvor dejligt det er at være i gang igen, og at vi har glade gæster i restauranten, siger Rasmus Vemmelund.

Man kan vælge imellem forskellige faste menuer og desuden vælge at tilkøbe den tilpassede vinmenu. Er der dog noget i retterne, som man ikke kan tåle eller ikke bryder sig om, så kan man altid henvende sig til køkkenet for at finde en alternativ løsning. Retten her serveres normalt med rejer, men her er det grillet laks og rosmarin. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Skiftet til de faste menuer er indtil videre gået smertefrit. Selvom der er tale om menuer, som kokkene har præcist sammensat, så vil man som gæst komme til at opleve, at menuerne ofte kommer til at skifte efter årstidens råvarer og sågar efter vejret i Kolding.

- Der er bare nogle retter, som det ikke giver mening at servere, hvis det stormer og regner udenfor, og så har vi muligheden for at skifte ud. Ligesom vi også altid lytter, hvis vi har en ret med ansjoser, og man bare virkelig ikke kan lide dem, så finder vi gerne et alternativ, siger Rasmus Vemmelund og fortsætter:

- Men vi håber nu altid, at folk har lyst til at smage på det og lade sig overraske, for der er altid en årsag til, at vi har valgt lige de råvarer, vi har, siger han.

Annonce

Store ambitioner

Siden Rasmus Vemmelund blev en del af Bror Ditlev i september 2019, er der løbende sket forskellige ændringer, efterhånden som de finder ud af, hvad der passer bedst til de gæster, der kommer på restauranten.

- Det er lidt Bror Ditlev 3.0, vi nu starter, siden vi overtog for halvandet års tid siden. Nu har folk efterhånden lært os lidt at kende, og hvad, det er, vi kan, så nu kan vi begynde at skrue på nogle af de ting og arbejde i den retning, vi godt kunne tænke os, siger Rasmus Vemmelund og fortsætter:

- Lige nu ligger vi i top 100, men ambitionen er helt bestemt, at vi til efteråret skal være top 50 og så blive på det niveau. Hvis man vil mere, så kræver det, at man bruger rigtig meget tid og nærmest tilsidesætter alt. Vi har også privatliv, der skal hænge sammen. Men vi vil gerne være en restaurant, hvor man kommer hen og både får en hyggelig og god spiseoplevelse, siger Rasmus Vemmelund.

De har op imod 600 forskellige vine på Bror Ditlev, som hver har et nummer og en placering i køleskabene på restauranten. De vine, som bruges til de faste menuer, ses i køleskabet i baren bag Rasmus på billedet her. Numrene er skrevet på køleskabsdøren, så det er hurtigt at finde ud af, hvilken vin man skal have fat i. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Det er Rasmus' datter, som har lavet denne lille kastanjefigur, som ligger placeret i et lille hul i bordpladen mellem køkkenet og restauranten. I løbet af aftenen kan personalet så vende den lille figur, som har en glad smiley på den ene side og en sur smiley på den anden, alt efter om man er godt med i køkkenet i forhold til bestillinger. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Budget med bagsider

Ugeavisen Kolding

Lidt mere velfærd

Ugeavisen Kolding

Vi og ikke dem og os

Annonce