Annonce
Ugeavisen Kolding

Rikke har altid brugt bolden: At hjælpe andre er bedre end at score mål

Rikke Vejen har udsigt over denne sø fra sin stue i Jordrup, hvor hun bor med sin mand og deres to drenge. Siden nytår har hun arbejdet fuld tid med terapi fra sit hjem, men hun kører også ud til virksomheder, for at vejlede medarbjderne. Foto: Louise Lauritsen
Glæden ved fodbold har fulgt 41-årige Rikke Vejen gennem hele livet. Først som fodboldspiller og nu som fodboldtræner for sine drenge. Samtidig er hun nu klar til at arbejde fuld tid som selvstændig terapeut, for hun elsker at hjælpe andre til et bedre liv.
Annonce

Jordrup: Boldbanerne ved KFUM Hallerne lagde græstæppe til Rikke Vejens ungdomsliv i Koldings sydvestkvarter. Allerede som otteårig begyndte hun nemlig at spille fodbold.

- Jeg var med der ved hallerne og spillede med min bror og alle hans drenge fra kvarteret. På den måde blev jeg en del af sammenholdet, og det var en stor del af mit liv, husker Rikke.

Hun startede med at spille i KB og blev senere elitespiller og kom på ungdomslandsholdet. Men så blev hun skadet i en kamp, da hun rev sit korsbånd over, og det blev et farvel til livet som aktiv fodboldspiller.

- Det var hårdt som 22-årig, for hvem er man så, når man ikke kan spille fodbold? Det var en stor del af min identitet og netværk.

Fodbolden er dog på ingen måde gledet ud af Rikkes liv. Som mor til Asger på 13 og Noah på 10 år er hun blevet fodboldtræner for U14 hos Team FB/LB.

- Jeg har tiden til det, og det er en god måde at være en del af deres liv, forklarer Rikke.

Hun er med ude til alle kampe og elsker især det nærvær, som fællesskabet omkring fodbold giver.

- Når man selv har været god til noget, så er det sjovt at give det videre. For mig handler fodbold også om at få spillerne til at føle sig som en del af noget større og lære dem, at de er gode til noget.

Jeg føler mig fri og glad, fordi jeg er med til at skabe noget godt for andre, og det er en helt exceptionel følelse for mig - bedre end at score mål.

Annonce

Kroppen viser vej

Rikkes begejstring for fodbold trækker en lige linje til hendes måde at anskue mennesket på. For hende hænger krop og psyke nemlig 100 pct. sammen.

- Kroppen viser os, hvor vi er med os selv. Den er vores barometer. Ubalancer og sygdom giver bevidsthed om alle de ting, vi er oppe imod inde i os selv.

Det lærte Rikke, da hun i 2010 kom til skade i et biluheld og pådrog sig et piskesmæld i nakken, som udløste store smerter. Men hun nægtede at acceptere lægernes besked om, at hun ikke igen ville kunne arbejde på fuld tid. I stedet søgte hun alternative behandlingsmetoder og mødte derigennem en kinesiolog, som hjalp hende af med smerterne og ind i en ny verden.

- Jeg har altid vidst, at jeg mærker og ser ting på en anden måde end de fleste, for jeg er clairvoyant. Så for mig har det også handlet om at lære at stå ved den, man er.

Gennem de seneste ni år har Rikke praktiseret som alternativ behandler, og i 2016 blev hun uddannet kinesiolog. Alle årene har hun dog været deltidsansat ved Jobcenter Vejle som sagsbehandler. Men den arbejdsplads har hun nu sagt farvel til for at bruge al sin tid på at arbejde i sin egen klinik.

- Hvis jeg mærker på min egen tilstand, inden jeg kom til skade i ulykken, så har jeg det meget bedre nu. Jeg føler mig fri og glad, fordi jeg er med til at skabe noget godt for andre, og det er en helt exceptionel følelse for mig - bedre end at score mål, griner Rikke.

Annonce

Giver bolden med hjem

Et af de steder, hvor Rikke fremover vil gøre en forskel, er hos et stort transportfirma i Kolding, hvor hun er tilknyttet som trivselskonsulent og kommer og taler med medarbejderne hver anden uge.

- De havde nogle medarbejdere med stress, som jeg har hjulpet her i klinikken, men nu har jeg lavet en fast aftale med virksomheden, og det er fedt, at de vil afprøve, om det kan give noget, siger Rikke.

Det tvivler hun ikke på, at det kan, og hun håber at få spiritualiteten til at vokse på virksomheden.

- Spiritualitet betyder at være nysgerrig. Vi skal være meget mere åbne og stille flere spørgsmål.

Samtidig understreger Rikke, at det er den enkelte, som skal gøre en indsats for at få det bedre.

- Jeg giver dem bolden, og så skal de selv hjem og spille med den.

Samme mantra glæder for de klienter, hun behandler i sit eget hjem i Jordrup, hvor hun er ved at indrette klinik i en tilbygning.

- Jeg hjælper folk med at se, hvor de står, og hvad de har af muligheder. Når man slipper en mental eller følelsesmæssig illusion, så slipper man også en skavank. Det er en sammenhæng, og det vil jeg gerne have bredt ud.

Foruden at åbne egen klinik, så tager Rikke også ud og holder foredrag, og så arbejder hun på at skrive en bog.

Rikke Vejen

41 år, gift med Søren, parret har to sønner på 13 og 10 år. Familien bor i Jordrup.

Stammer fra Koldings sydvestkvarter.

Gik på Bakkeskolen og derefter handelsskolen.

Har arbejdet på kontor i diverse virksomheder.

Siden 2007 ansat ved Jobcenter Vejle.

Har spillet på ungdomslandsholdet i fodbold i nogle år.

Træner for U14 i Team FB/LB.

Uddannet kinesiolog RAB og har praktiseret som alternativ behandler og clairvoyant siden 2010.

Åbnede klinikken Rikke Vejen Humanistisk Terapi i hjemmet i Jordrup pr. 1. januar.

Læs mere på Facebook under Rikke-Vejen-Humanistisk-terapi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce