Annonce
Ugeavisen Kolding

Så er der dækket op til hygge: Koldinghus sætter fuld skrue på julestemningen

I Riddersalen er der dækket op til julemiddag med konger og dronninger ved et langt, overdådigt bord. Julebordet er en naturlig forlængelse af udstillingen om Kongerækken. Nogle elementer på bordet er originale – andre er replika. Pressefoto
Det gamle kongeslot i Kolding kommer til at summe af jul i alle kroge med fuldt tryk på pyntning og med et væld af aktiviteter for både børn og voksne. Den største attraktion bliver et fem meter langt historisk julebord, hvor gæsterne kan opleve konger og dronningers jul fra vikingetiden og op til 1800-tallet.
Annonce

Kolding: I begyndelsen af december plejer Koldinghus at være på den anden ende på grund af det store, populære julemarked. Men corona har spændt ben for gennemførelsen, og derfor har slottet været nødt til at gå den tunge vej og aflyse arrangementet. Men det betyder ikke, at julen bliver trist på Koldinghus. Tværtimod.

- Julemarkedet er blevet synonymt med jul i Kolding, men i stedet for at ærgre os over det, vi ikke kan, har vi valgt at se situationen som et positivt benspænd og finde på noget nyt, fortæller konstitueret direktør Nanna Ebert, som allerede først i november satte de første frivillige i gang med oppyntningen af det gamle slot.

- Vi er gået lidt tidligere i gang med julen end tidligere år, så folk kan komme og mærke den gode stemning i en endnu længere periode, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Annonce

Overdådigt julebord

Ét af de nye tiltag bliver et fem meter langt historisk julebord, som Koldinghus skaber i samarbejde med Cand.Pæd. i materiel kultur Annette Herbst. Her vil gæsterne fra torsdag den 19. november kunne opleve et overdådigt dækket bord med dug, lysestager, pynt og naturtro mad i lange baner fra vikingetiden og op til 1800-tallet.

- Vi tager udgangspunkt i julens traditioner og fortæller en masse historier med julebordet som base. Bordet er fyldt med overraskelser, som inviterer gæsten til at gå på eventyr og opleve detaljerne. Inspireret af Jim Lyngvilds fandenivoldske måde at dekorere på, siger Annette Herbst i pressemeddelelsen fra Koldinghus.

Der er især fokus på julen på Christian 4.s tid, for der begyndte man at bruge tallerkener i fajance og at sætte rigtige glas på bordet i stedet for bægre af tin eller sølv. Der kommer også spillekort på bordet, fordi de kongelige dengang fordrev mange timer med at spille kort mellem retterne.

Annonce

Juleskattejagt og krea-juleby

Ud over julebordet kan gæsterne opleve nissemor og hendes nissebørn liste rundt på slottet, være med til en juleskattejagt, lave deres helt egen julefigur, som kan tages med hjem, tage en jule-selfie og børn i alle aldre kan give deres bidrag til Kolding Juleby-udstillingen ved at lave et kreativt hus af en mælkekarton.

Nanna Ebert ser frem til nogle hyggelige uger på slottet frem til nytår:

- Julen er ikke aflyst, så der er heldigvis grund til at glæde sig, siger hun.

Jul på slottet

I løbet af november og december er der både julebord, skattejagt, nisser og meget andet på slottet, når Koldinghus skaber julestemning. Klik på www.koldinghus.dk og se under fanebladet "jul på slottet" for at finde alle tidspunkter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

En anbefaling

Annonce