Kolding: Der bliver mennesker næsten overalt i Koldings midtby, når Danmarks største motionsløb Royal Run mandag den 6. juni - 2. pinsedag - indtager byen med over 13.000 deltagere og tre ruter på henholdsvis 10 kilometer, fem kilometer og den 1,6 kilometer lange one mile-distance.
Mandag har arrangørerne bag Royal Run offentliggjort ruterne for de tre distancer, der skal løbes, og både startområde og målområde ligger tæt på hinanden i midtbyen.
Startområdet er placeret mellem banegården og op gennem Jernbanegade til krydset, hvor Jernbanegade, Fredericiagade og Buen mødes. De forreste løbere står ved dette kryds og skal afhængig af ruten enten løbe ligeud ad gågaden eller til venstre ad Buen.
Målområdet kommer for alle distancerne til at ligge mellem biblioteket og den store p-plads ved Ejlersvej.
Løbet vil få stor betydning for trafikken i Kolding på dagen, da flere både små og store veje bliver afspærret, mens løbet foregår.
Det drejer sig blandt andet om en del af Ndr. Ringvej, Skamlingvejen, Buen og Slotssøvejen, som løberne på de to længste distancer skal løbe på.
Kronprinsesse Mary kommer til Kolding for at løbe med på one mile-distancen, og dermed kommer hun til at få en lille rundtur i midtbyen, hvor hun blandt andet skal igennem en del af gågaden, forbi Nicolai-komplekset, ad Blæsbjerggade og op forbi Koldinghus og Staldgården.
Efter sin løbetur i Kolding, tager Mary videre til Royal Run i Næstved, hvor hun deltager på fem kilometer-distancen.