Kolding: Skulpturen "Tanker om en bro" af Poul Isbak, som har stået på Banegårdspladsen siden 1990, skal have ny placering i byen.
Det sker efter ønske fra Tobbers Ønskebrønd, som lejer det gamle Posthus ved banegården, hvor man mener, at skulpturen skygger for indgangspartiet og hæmmer ønsket om mere liv og åbenhed i huset.
Kulturudvalgsformand Eva Kjer Hansen er enig i, at skulpturen skal have en ny placering, men flyttedagen er ikke lige rundt om hjørnet.
- Vi er i gang med at lave en egentlig kunststrategi for kommunen, hvor vi drøfter, hvordan vi fremover skal prioritere kunst og hvordan, vi kan gøre den eksisterende kunst mere synlig, og her indgår et arbejde omkring skulpturen på Banegårdspladsen, siger Eva Kjer Hansen med henvisning til, at man fortsætter det arbejde, som det tidligere kulturudvalg i 2021 igangsatte, hvor man årligt afsætter 200.000 kroner til kunst i byrummet:
- Vi er helt med på, at skulpturen ikke kommer til sin ret, hvor den står placeret lige nu, men vi synes samtidig ikke, at det giver mening først at bruge penge på at flytte den på et lager og derefter til en ny placering, siger Eva Kjer Hansen.
Ingen hovsa-løsninger
Hun skyder på, at der formentlig vil gå omkring et års tid, før man er færdig med at kigge på strategien, og dermed også ved, hvor skulpturen fremover skal placeres.
- Vi har ikke lyst til at lave en hovsa-løsning, så vi skal have fundet den mest hensigtsmæssige placering til skulpturen, siger Eva Kjer Hansen.
Hun nævner samtidig, at man i udvalget er meget lydhør over for gode ideer og input til, hvor "Tanker om en bro" fremover skal stå.
Om skulpturen
Tilbage i december 1988 meldte kulturudvalget, at man arbejdede med et forslag om bestilling af et kunstværk til Banegårdspladsen, betalt af daværende Post- og Telegrafvæsenet, DSB og Kolding Kommune, således at hver betalte en tredjedel.
Den samlede økonomiske ramme udgjorde 750.000 kr. fordelt med 250.000 kr. til P&T, DSB og Kolding Kommune (Kulturudvalget 130.000 kroner og teknisk udvalg 120.000 kroner.
Fire kunstnere blev indbudt til en lukket konkurrence, hvor billedhugger Poul Isbak og hans skulptur ”Tanker om en bro” løb med sejren.
Skulpturen blev opstillet og afsløret 8. september 1990.