Annonce
Ugeavisen Kolding

Skulpturfestival er kommet til Kolding: Kædesave, kunst og kvinden, der står bag

Steffie Pedersen er 27 år. Hun har overtaget ansvaret for skulpturfestivalen Art Jam, der har sine rødder i Højer. I år forsøger man sig første gang med en søster-festival i Kolding. I disse dage er kunstnerne i sving i Nicolai-gården med kædesave og masser af kreativitet. Arkivfoto: H.C. Gabelgaard
Her er historien om Steffie Pedersen. Hun er 27 år, sønderjyde, og mor til to piger. Og så er hun skulptør og formand for festivalen Art Jam, som i denne uge er kommet til Kolding. Det er hende, der har ansvaret, når en række kunstnere knokler med kædesavene for at skabe træskulpturer i Nicolai-gården.
Annonce

Kolding: Kædesavene snurrer i disse dage i Nicolai-gården, hvor der for første gang er Kolding Art Jam. Det er en skulpturfestival, hvor publikum kan komme helt tæt på, mens en række internationale kunstnere fra store dele af verden står og skaber træskulpturer helt fra bunden.

I spidsen for skulpturfestivalen står 27-årige Steffie Pedersen, der på det nærmeste er født til jobbet. Kolding Art Jam udspringer nemlig af Højer Træskulptursymposium, som hendes far tog initiativ til, da Steffie var et år gammel.

Siden hun overtog ansvaret, har hun arbejdet meget bevidst med at udvikle den sønderjyske festival. Der skal simpelthen ske noget nyt hvert år, så det bliver en ny oplevelse hver gang at komme til Højer.

- Og det gælder også for kunstnerne. Jeg synes, det kunne være spændende at vise dem noget andet af Danmark end kun Højer, når de nu er rejst så langt for at komme hertil. På den måde opstod ideen om, at vi i år begynder med en festival i Kolding, siger Steffie Pedersen, der valgte Kolding, fordi hun blev fanget af det kommunale slogan "vi designer livet".

Hun syntes, at det motto lød lovende for en festival, hvor kunsten bliver skabt på stedet. Og ideen fik da også opbakning fra først Kolding Kommune og siden også fra det lokale erhvervsliv. Derfor er det lykkedes at skabe den første udgave af Kolding Art Jam.

- Vi ved ikke, om det kommer til at give overskud i år, men jeg håber alligevel, at vi skaber noget, der kan fortsætte og blive en tradition i Kolding, siger Steffie, der gerne vil have lokale input til, hvordan man kan udvikle festivalen i Nicolai-gården, så den ikke kun involverer de tilrejsende kunstnere.

- Jeg kunne for eksempel godt forestille mig, at vi kunne lave et samarbejde med nogle børn eller måske et plejehjem. Jeg er helt åben for gode ideer, hvor man tager afsæt i at arbejde med materialer, og hvor tilskuerne kan følge processen, siger hun.

Art Jam i Kolding

Kolding Art Jam holdes i uge 24. Der er afslutning lørdag den 15. juni. kl. 14.00. Art Jam holdes i gården hos Nicolai Kultur.
Der er udvalgt seks internationale træskulptører, som hver får en egestamme på cirka 1,8 x 0,6 meter, og de arbejder i perioden med at omdanne stammerne til kunstværker. Kunstnerne kommer fra Tyskland, Sydkorea, Japan, Rusland, Mexico og Kina.
Kunstværkerne fremstilles primært med kædesav, men der arbejdes også med håndværktøj.
Der er gratis adgang til pladsen hele ugen, så publikum har mulighed for at følge kunstnernes arbejde på tæt hold.

Annonce

I gang som treårig

Hun er opvokset i Emmerlev i en familie, der altid har været selvstændig. Allerede som treårig begyndte hun så småt at lave træskulpturer, og kreativitet og vilje har altid kendetegnet hende.

Som 15-årig rejste hun til København for at gå på teaterskolen, og da hun efter et år afsluttede uddannelsen, flyttede hun til Aarhus for at læse dramaturgi på universitetet. Samtidig begyndte hun at deltage i internationale træsymposier, udviklede sin kunstneriske side, og så mødte hun sin mand, Gleb Tkachenko, som hun blev gift med på skulptursymposiet i 2016. De er forældre til to piger, Runa og Tora, der i dag er fem og to år.

I 2017 overtog hun formandsposten i foreningen Højer Internationale Træskulptur Symposium, og samme år meddelte foreningen, at symposiet fremover vil hedde Art Jam. - Det gamle navn var svært at forklare de internationale kunstnere, og det var heller ikke let at markedsføre på de sociale medier, siger Steffie, der også begyndte at føje nye elementer til programmet, som vokser for hvert år. I år er festivalen udvidet i det sønderjyske med et børnekunstprojekt.

Annonce

Nyt og usikkert hver gang

Udover selv at være udøvende kunstner og have ansvar for Art Jam i både Højer og nu også Kolding, så bliver Steffie Pedersen brugt i det meste af verden af mennesker, der ønsker at starte nye symposier op eller har brug for konsulentbistand til kulturfestivaler, som skal vokse. Et af de større projekter er i Kina.

- Man bliver kunstner, fordi man ikke kan lade være, og jeg gør det her, fordi det giver mig glæde og gør mig til den, jeg er, siger hun og fortsætter:

- Men man skal virkelig ville det, for der er jo ikke nogen, der siger, hvad man skal gøre, det er nyt og usikkert hver gang, siger Steffie Pedersen om livet som kunstner og iværksætter.

Art Jam foregår i den sønderjyske by Højer i uge 25, men allerede nu er festival-formand Steffie Pedersen og de tilrejsende kunstnere fra bl.a. Kina, Mexico og Mongoliet i sving her i byen. Kolding-udgaven af Art Jam slutter på lørdag den 15. juni. Arkivfoto: H.C. Gabelgaard
Annonce

Stolt af sine rødder

Hun bor i Højer sammen med sin familie. Det har flere fordele, fortæller hun.

- For det første får vi set masser af storbyer, når vi rejser rundt for at arbejde, så det går vi ikke og savner til dagligt, og for det andet er det rart at have bedsteforældrene tæt på, når det sker, at både Gleb og jeg er ude at rejse på samme tid.

Hun er stolt af de sønderjyske rødder, hun har. Og hun er stolt over at overtage ansvaret for festivalen fra sin far.

- Jeg kan se, der er meget, der kan udvikles, og det vil vi gøre med respekt for historien. For de gamle har gjort det godt og skabt en platform, vi kan løfte det op fra, siger Steffie Pedersen.

Annonce

Publikum er tæt på

I år har udviklingen af Art Jam så ført hende til Kolding, hvor hun vil være hele ugen, indtil festivalen slutter på lørdag med en auktion over nogle af de skulpturer, kunstnerne har skabt med deres kædesave. Det bliver borgmester Jørn Pedersen, som giver den i rollen som auktionarius.

- I forhold til Højer er der i hvert fald én stor forskel ved at lave festival i Kolding. I Højer ligger vi langt fra de store byer og skal trække al publikum til, men når man laver festival inde midt i en større by, så er der i forvejen mange mennesker, som man bare skal have gjort opmærksom på, at der sker noget hos os, som det er værd at gå hen og kigge på, siger hun og føjer til:

- For det sjoveste er jo for publikum, hvis de kommer og ser, hvordan kunstnerne arbejder med træ og kædesave, og at de ser, hvordan skulpturerne bliver til, mens det sker.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce