Kolding: Både medarbejdere og kursister benyttede sig af muligheden for at blive testet for covid-19, da testbilen tirsdag var forbi AMU Syd i Kolding.
Hos AMU Syd kører alle certifikatkurser fortsat. Det betyder, at undervisere, kantinepersonale, pedeller og kursister har deres daglige gang der.
- Vi ønsker som arbejdsplads at være et trygt sted. Regeringen har opfordret til, at medarbejdere, som fysisk møder ind på arbejdspladser, løbende bliver testet. Det vil vi gerne støtte op om. Vi er en uddannelsesinstitution og skal ligeledes være et sikkert sted for vores kursister og de virksomheder, som sender deres ansatte her til, siger direktør Heino Svenningsen.
Det praktiske omkring testbilen fungerede godt, fortæller både Heino Svenningsen og sikkerhedsleder Jesper Faurholt Jacobsen. For at undgå for lang kø havde medarbejdere på forhånd fået at vide, i hvilket tidsrum de og deres kursister kunne blive testet.