Annonce
Ugeavisen Kolding

Stor renovering hos Slotsisen har fået historisk detalje frem på facaden

Den gamle glasmontre har været gemt væk bag mursten i en årrække, men har nu fået liv igen i forbindelse med en storstilet opgradering af Slotsisen. Privatfoto
En storstilet ombygning af Slotsisen i Låsbygade har blandt andet betydet, at man har fundet en gammel udstillingsmontre muret inde i en af facadens søjler, fra dengang bygningen husede et jernstøberi. Ud over ombygningen er Slotsisen, som genåbner fredag, blandt andet også klar med eget vaffelbageri.

Kolding: Et strejf af Koldings historie er kommet frem igen, efter Slotsisen har renoveret den gamle bygning i Låsbygade 32.

Da makkerparret Tommy Jensen og Rene Patrzalek overtog forpagtningen af isbutikken sidste sommer, besluttede de, at det var tid til en grundig renovering af den gamle bygning, som især indvendigt trængte til en kærlig hånd.

I den forbindelse havde de hørt, at der inde i midtersøjlen foran butiksvinduerne gemte sig en gammel udstillingsmontre, som stammer helt tilbage, fra dengang der var jernstøberi på adressen i 1950'erne.

Annonce

- Vi tænkte, at det kunne være meget sjovt at trække den frem, for facaden er jo så flot. Vi vidste godt, at der var et eller andet derinde, men ikke at det var så stort, så det var på med kobenet, og så fik vi malet den og sat glas i, fortæller Tommy Jensen.

Kan trække folk til

Selvom forandringen på facaden er stor, så er der sket endnu mere inde i isbutikken. Her er lofter og gulve skiftet ud, og der er kommet nyt inventar og ny fryser. Og så skal Slotsisen igen til at bage sine egne vafler, fortæller Tommy Jensen.

- Slotsisen har altid været kendt for at bage egne vafler, og det begynder vi på igen, og så importerer vi noget italiensk is, som supplement til det man er vant til, siger han og fremhæver, at Låsbygade med den nye udgave af Slotsisen og kollegerne hos Lillis Is nu har to stærke ishuse, som kan trække mennesker til byen.

- Nu har vi to forskellige slags is, som har store kvaliteter, og som kan trække nogle folk ned i byen. Jeg tror på, at vi kan trække flere gæster til udefra ved, at vi har mere at byde på i byen, siger han.

Annonce

Stor investering

Ombygningen af Slotsisen har langt fra været billig.

- Det er en meget stor investering. Maskinerne alene er næsten en halv million, og så kommer alt det andet ved siden af, og der kommer altid noget ekstra til, når man renoverer sådan en gammel bygning. Men vi syntes, at den trængte til en opdatering, og det var nu, den skulle have det, siger Tommy Jensen, som håber, at koldingenserne vil tage godt imod forandringerne.

- Slotsisen er jo en institution, og den har noget sjæl, så man skal også passe på, at man ikke flytter for meget ved det.

Den nyrenoverede udgave af Slotsisen åbner for sæsonen fredag klokken 14.


Nu har vi to forskellige slags is, som har store kvaliteter, og som kan trække nogle folk ned i byen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce