Annonce
Ugeavisen Kolding

Trods job og familie har Vivi altid følt sig ensom: Nu er hun kommet et lille skridt videre med digitalt mødested

Vivi Madsen har hele sit liv kæmpet med en følelse af ensomhed. Nu står hun frem og fortæller om det for at bryde det tabu, som hun føler, det er. Foto: Steffen Nielsen
En barndom med mobning har givet Vivi Madsen lavt selvværd og en følelse af ensomhed, som har fulgt hende altid. Et nyt digitalt mødested har hjulpet hende et skridt i den rigtige retning.

Kolding: På papiret er alt sådan set i den skønneste orden for 47-årige Vivi Madsen. Hun har et godt job som sygeplejerske i socialpsykiatrien, og på hjemmefronten har hun både mand og barn og en lejlighed midt i Kolding.

Men der er alligevel noget, der nager hende. Ensomheden. For selvom Vivis liv indeholder alle de grundlæggende ingredienser i et helt almindeligt socialt liv, så har følelsen af ensomhed altid ligget et sted inde i hende og ulmet.

- Jeg ved godt, at jeg udstråler noget andet, men jeg har dybest set altid gået med den her ensomhedsfølelse. Det er nok, fordi jeg er blevet mobbet gennem mit liv og min skolegang, og jeg har på den måde altid følt, at jeg stod alene. Det er blevet grundlagt tidligt, fordi jeg har følt mig holdt udenfor, forklarer hun.

Selvom ensomhedsfølelsen altid har fyldt meget for Vivi, så har hun stadig lidt svært ved helt at sætte ord på den. Hun begynder at forklare, går i stå, og forsøger så igen, indtil hun endelig finder en beskrivelse, som hun er tilfreds med:

-  Det er følelsen af at være alene, selvom jeg godt ved, at jeg har nogen. Når man bliver mobbet, så har man lav selvfølelse, og man synes ikke, man dur til noget, så jeg får sådan en knugende fornemmelse af, at jeg kan blive helt alene, for hvis de allernærmeste forsvinder, så er der ingen tilbage. Og det hænger nok sammen med det lave selvværd, at jeg ikke kan være alene i mit eget jeg, så det at stå selv er forbundet med en angst, som jeg slet ikke kan beskrive. En fortabthed, forklarer hun.

Annonce

En brik til puslespillet

I efteråret hørte Vivi så om en ny digital mulighed for at møde andre mennesker. Boblberg hedder konceptet, som Kolding Kommune har tegnet et abonnement på, så alle indbyggere i kommunen gratis kan benytte sig af mødestedet, hvor man kan søge nye bekendtskaber.

På få måneder har omkring 4000 koldingensere oprettet en profil på Boblberg, og en af dem er altså Vivi.

- Jeg skrev først med et par stykker, uden at det gav resultat, men der var så en, som oprindeligt kommer fra Kosovo, der responderede på, at jeg gerne ville gå en tur med nogen engang imellem, forklarer Vivi.

Siden har hun gået en håndfuld lange ture med sin nye bekendte.

- Det er rigtig rart, at der ikke er nogen krav eller forpligtelser. Det er ikke en ny veninde, men det er en, jeg kan skrive til, når jeg ved, at jeg ikke har noget at lave på onsdag.

- Det har givet mig en forhåbning om, at jeg måske kan kontakte nogen på en let måde, som kan matche et behov her og nu, hvor jeg ikke behøver gøre det store ud af det andet end at give en kop kaffe eller en gåtur. Så jeg tænker, at det er et skridt i den rigtige retning i forhold til min ensomhedsfølelse, siger hun.

Annonce

Det hjælper at tale om det

Vivi har valgt at fortælle om sine oplevelser med ensomhed, fordi hun mener, at der er behov for mere fokus på det at føle sig ensom.

- Jeg tror ikke, der er mange, der tør sætte ord på det, og det har da også taget mig nogle overvejelser. Jeg har skabt nogle rammer i mit liv, som gør, at jeg kan fungere i det, men det er der mange, der ikke har, så jeg tror, at det er forbandet vigtigt at tale om det, for jeg tror, der sidder nogle derude, som ikke erkender, at de har de her problematikker, selvom de har det, ligesom jeg har det, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror helt klart, at det hjælper at tale om det, for jeg føler, at det er et tabu at føle sig ensom. Jeg tror ikke, at andre kan sætte sig ind i, hvordan det er at have den her følelse, og hvis folk ikke helt ved, hvad det gør ved en, så er det svært at forstå og at acceptere det.

Om Boblberg

  • Boblberg.dk er en borger-til-borger-portal, der danner rammerne for et digitalt fællesskab.
  • Der er på landsplan over 300.000 brugere, mens omkring 4000 koldingensere benytter sig af platformen.
  • De enkelte brugere kan skabe en ”bobl”, som andre brugere kan reagere på. Dermed kan man komme i kontakt med andre, der søger det samme som én selv.
  • Alle koldingensere over 15 år kan gratis benytte Boblberg – forældre kan også søge på vegne af deres børn, hvis unge under 15 ønsker at skabe kontakt til andre.


Jeg tror helt klart, at det hjælper at tale om det, for jeg føler, at det er et tabu at føle sig ensom.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Kolding

Vores fremtid i fokus

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Mustafa brød med islam og stiftede forening for at hjælpe eks-muslimer: Jeg er nødt til at tage kampen for alle dem, der ikke selv kan

Annonce