Annonce
Ugeavisen Kolding

Trods masser af ros: Skuffende billetsalg til årets festspil

Festspillet "Vi maler byen rød" tog publikum med tilbage til 1980'ernes Kolding, hvor Stereo Studio stadig fandtes i Jernbanegade. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Der var fest på scenen og masser af ros fra publikum, men dem kom der desværre for få af til "Vi maler byen rød", der var årets festspil på amfiscenen. En del af forklaringen er konkurrence fra både vin- og streetfoodfestival.
Annonce

Kolding: Fantastisk, kæmpestor applaus, super godt. Sådan er roserne regnet ned over årets festspil, hvis man kigger med på Facebook-siden for Dronning Dorothea Teatret, der denne sommer har vist festspillet "Vi maler byen rød" på amfiscenen i Kolding.

Desværre er besøgstallet ikke lige så overstrømmende som roserne fra de gæster, der nåede at se stykket. 5500 publikummer oplevede, hvordan det lokale amatørteater forvandlede en lang stribe Grand Prix-hits til et festfyrværkeri af en forestilling.

- Jeg synes, det er et skuffende besøgstal. Vi havde håbet på flere publikummer, erkender Jacob S. Knudsen, der er formand for Dronning Dorothea Teatret.

Klar til Stig Rossen

Næste opgave for Dronning Dorothea Teatret bliver arrangementet Stig Rossen og Promenadeorkestret, som afvikles på Kolding Teater søndag den 6. oktober. Her kan man høre et bredt udvalg af de største hits fra Stig Rossens lange karriere.

Der er allerede solgt to tredjedele af billetterne til koncerten, som er arrangeret af Brændkjærhallens Venner i samarbejde med Dronning Dorothea Teatret, og overskuddet går ubeskåret til det nye idræts- og kulturhus i Brændkjær.

Annonce

Hård konkurrence

Han er ret sikker på, at det er sommerens mange gratisarrangementer, der har kostet gæster. Hvert eneste år oplever festspillet et dyk, når der om torsdagen er Sommer ved Søen, og denne sommer har der været ekstra tryk på de gratis tilbud, som festspillet har konkurreret med.

- I år landede både vinfestivalen og streetfoodfestivalen i den weekend, som plejer at være den bedste for os. I den weekend manglede vi 1500 gæster i forhold til normalt, mens vi kunne læse, at mange tusinder i stedet var taget til de to festivaler. Vi har ikke noget imod hverken vinfestival eller streetfoodfestival, men de rammer desværre lige ned i vores "prime time", siger Jacob S. Knudsen.

Streetfoodfestivalen blev holdt for andet år i træk, og der var tæt pakket i de tre dage, hvor festivalen foregik på det nye område ved marinaen.

- Vi havde mange gode hverdage med rigtig mange mennesker, men det ramte os hårdt, at vi tabte så mange gæster i weekenderne, siger Jacob S. Knudsen, der fortæller, at Dronning Dorothea Teatret nu vil gå i tænkeboks i forhold til fremtiden.

- Vi laver også festspil næste år, for det er jo vores hjerteblod, men vi skal lige gentænke, hvad vi gør i forhold til flere ting, for eksempel hvornår vi skal spille. Men indtil videre har vi lavet festspil på samme tidspunkt i årevis, så det er ikke noget, man bare lige kan rykke rundt på, siger formanden.

Annonce

Økonomi ikke gjort op

Det er uklart, om besøgstallet betyder, at festspillet vil komme til at give underskud.

- Det kan jeg ikke sige endnu, fordi der er mange regninger, vi ikke har modtaget endnu, og derfor har jeg ikke det nødvendige overblik, siger Jacob S. Knudsen.

Festspillet modtager 250.000 kroner fra Kolding Kommune som tilskud til festspillet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce