Kolding: Coronasmitten tog for alvor fart i Kolding i løbet af vinterferien. Fredag fik kommunen den kedelige førsteplads over kommuner med flest coronasmittede per 100.000 indbyggere, og siden steg smittetallene endnu mere.
Derfor opfordrer sundhedsmyndighederne nu til, at alle koldingensere over to år lader sig teste i løbet af denne uge i et forsøg på at holde smitten nede.
I alt er der dagligt cirka 10.000 tests til rådighed, og ud over de faste coronatestcentre til PCR-test på Kokbjerg og kviktest i Ålegården er der åbnet en række nye testlokationer hos KUC, på Palme Alle, ved Kolding Storcenter, på Skovvejen og på Brændkjærskolen, ligesom man kan benytte sig af mobile testenheder flere steder i kommunen. Derudover kan man få kviktest på Lyshøjskolen, ved Dalby Skole og i Vonsildhallen.
På Kokbjerg skal der fortsat bestilles tid, mens man bare skal møde op på de øvrige teststeder. Det samlede overblik over lokationer og tidspunkter kan findes på Kolding Kommunes hjemmeside.
Lukkede skoler og daginstitutioner
Smitten har især ramt de 0-9-årige, der tegner sig for lige knap en tredjedel af den seneste uges nye smittetilfælde i Kolding. En del af de smittede er ramt af den britiske coronavariant B117, der er mere smitsom end den almindelige corona.
Det fik fredag regeringen til at påbyde Kolding Kommune at lukke alle kommunale og private skoler og daginstitutioner, der ligger i postnummer 6000 Kolding, i hele denne uge. Det drejer sig om 15 skoler og 28 daginstitutioner.