Annonce
Ugeavisen Kolding

Ud i naturen: Den Grønne Ring

Der er masser af flot natur, hvis man tager turen gennem Den Grønne Ring, som blandt andet fører dig gennem ådalene. Foto: Kolding Kommune
I sommerens løb vil Kolding Kommune guide Ugeavisens læsere til oplevelser i naturen. Denne gang kan du læse om ruten Den Grønne Ring.
Annonce

Kolding: Den Grønne Ring er en smuk og varieret rute, der leder dig via Koldings ådale langs Dalby Møllebæk, Kolding Å og Seest Mølleå hele vejen rundt om Kolding midtby. Undervejs kommer du helt tæt på åens vand, forbi skønne udsigter og græssende dyr.

Turen langs Dalby Møllebæk går forbi Dalby Mølle, der har en lang historie bag sig som kongelig kornmølle i 1500-tallet. Ved møllen kan du også opleve det spektakulære serpentinerstryg. Du kan tage en pause på picnicpladsen over for møllen og læse mere om møllens historie.

Langs Seest Mølleå i Hylkedalen kommer du igennem en smuk ådal og mærker på egen krop, hvordan istiden har formet de stejle skråninger, der i dag afgræsses af kreaturer og får. Dyrene holder ådalen åben, så den ikke vokser til i buske og træer og giver dermed plads til mange sommerfugle, bier og blomstrende urter, der er tilpasset et liv i det åbne landskab.

Ruten er for både gående og cyklende, og er ikke markeret. Enkelte steder vil man som cyklist opleve at skulle stå af og trække, eller at en mountainbike vil være en fordel. Elcykler kan ikke anbefales, da ruten nogle steder er et helt smalt trampespor langs åen, og andre steder er det ådalens stejle sider, der kan give en fysisk udfordring. Den Grønne Ring er cirka 22 kilometer lang hele vejen rundt. Vi foreslår, at du starter ruten fra Harteværket, Dalby Mølle eller Marina Syd.

Serpentinerstryget, som de fine snoninger ved Dalby Mølle kaldes, udligner højdeforskellen mellem fjorden og møllebækken, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned i vandløbet. Stryget er et af Danmarks længste med sine 600 meter. Undervejs sikrer 23 pools, at fiskene har mulighed for at hvile sig, når de mod strømmen skal svømme op for at gyde længere oppe i vandløbet. Foto: Sten Frandsen
I ådalene lever den sjældne birkemus, der kan kendes på den lange sorte rygstribe. Den er mest aktiv om natten, hvor den søger føde i det høje græs. Den lever af insekter, edderkopper, frø og andre plantedele. I vinterhalvåret sover den vintersøvn i en rede af græs og mos under jorden. I Danmark findes birkemusen kun to steder i Jylland. Foto: Julie Dahl Møller

Se mere

Du kan læse mere om turen i den nye naturtursfolder, der guider dig ud på 10 forskellige oplevelser til fods eller på cykel.

Hent folderen på biblioteket eller find turene på www.oplevkolding.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce