Annonce
Ugeavisen Kolding

Vær kreativ med familien i påsken: Det kan I lave

Påsken er fuld af nuttede dyr og farvestrålende pynt. Derfor er påsken for nogle krea-entusiaster endnu mere højtid end julen. Genrefoto: Michael Reichel/Ritzau Scanpix
Påsken er oplagt til kreative sysler, og det behøver hverken at kræve det store håndelag eller indkøb af dyre materialer.

Foråret nærmer sig, alting er på nippet til at springe ud, og for mange børnefamilier varer påskeferien en hel uge.

Derfor er påsken oplagt til kreaprojekter, siger Line Hvid, der på sin blog og hjemmeside www.kreativmedungerne.dk giver tips og inspiration.

- I julen er der typisk så meget andet, man skal. I påsken har skolebørnene ofte en hel uge fri, og her er der ikke så meget, man skal. I år skal folk måske ikke engang til påskefrokost, siger hun.

Et nemt projekt er karsekreationer, foreslår Line Hvid.

Så karse i vat i et gammelt syltetøjsglas, og hæld gerne lidt gul frugtfarve ned i glasset.

- Herefter vil man kunne se det gule vat, og derfor er det oplagt at pynte resten af glasset, så det ligner en gul påskekylling, siger hun.

Tegn øjne, klip dem ud, og lim dem på glasset sammen med et næb af rødt papir.

Hvis I har nogle fjer, kan I også sætte dem på.

- Til slut står man med en sød lille påskekylling, som er et kombineret spire- og kreaprojekt. Det kan både være en sød dekoration til vindueskarmen eller en gave til den mormor, barnet måske ikke ser i øjeblikket, foreslår Line Hvid.

Annonce

Nuttede påskedyr

En anden mulighed er at lave nuttede påskedyr af toilet- og køkkenrullerør.

- Der er jo utroligt mange søde påskedyr: lam, kyllinger og påskeharer. Det er lige noget, som appellerer til børnene, konstaterer Line Hvid.

Haren kan laves ved at stille en køkkenrulle på højkant og male den med tusser, akrylmaling eller farveblyanter.

Mal ansigt, klip nogle ører ud, og lim dem på - og lav en lille hale af pomponer, silkepapir eller sammenrullet garn.

- Man skal bare bruge det, man har. Det behøver ikke at være det store udstyrsstykke. Og hullerne i en æggebakke kan både blive til kaninører eller små kyllingenæb, hvis man klipper dem ud og farver dem, siger Line Hvid.


Man skal bare bruge det, man har. Det behøver ikke at være det store udstyrsstykke. Hullerne i en æggebakke kan både blive til kaninører eller små kyllingenæb, hvis man klipper dem ud og farver dem.

Line Hvid, blogger


Annonce

Lav et spil

I kan også lave jeres eget spil, foreslår Kirsten Trøllund, der er uddannet i kunsthistorie og innovativ pædagogik og indehaver af konsulentvirksomheden Den Kreative Afdeling.

Tag udgangspunkt i et brætspil, I har i forvejen. Det kunne være Ludo.

Herefter tilføjer I jeres egne særregler, forklarer Kirsten Trøllund.

- Måske sætter man elastik om en brik, så den er hest og må rykke dobbelt. Det kan også være, at en femmer betyder, at man skal rykke baglæns, eller at et bestemt felt gør, at man må rykke direkte i mål, nævner hun.

Tre slags æg

  1. Helt klassisk kan man puste æg, male dem og hænge dem op med en snor trukket igennem.
  2. En anden version er at pakke de pustede skaller ind i fugtet silkepapir og lade det ligge i et døgn. Æggeskallen vil trække farve fra silkepapiret, så det får fine marmoreringer.
  3. En tredje mulighed er at fugte garnstykker i en blanding af én del vand og én del skolelim. Herefter vikles garnet om en oppustet vandballon, til den er helt dækket. Tørrer i to døgn, før ballonen punkteres, og der trækkes snor igennem.

Det er vigtigt, at alle i familien kommer til orde, og at I er i såkaldt "åbent modus", hvor man ikke må sige nej.

Herefter kan I teste spillet og tale om, hvordan det fungerede.

- Kreativiteten flyder på en særlig måde, når man arbejder sammen i familien. Og når børn og voksne skaber sammen på tværs af generationer, kommer der meget forskelligartede idéer, siger Kirsten Trøllund.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Kolding

Restauratør kæmper for at få varer hjem, mens bookingerne vælter ind: - Bare mens vi har talt sammen, har jeg fået ti opringninger

Ugeavisen Kolding

Nej, sagde vi

Annonce