Annonce
Ugeavisen Kolding

"Vi er alle i samme båd"

Annonce

Da landet lukkede ned, havde jeg det som i en ukontrollabel drøm: Ingen af os havde troet, at samfundet kunne gå i stå på den måde. Jeg var faktisk rigtig rystet over, hvor hurtigt vi bare får lavet nødlove som grænselukning og forsamlingsforbud. Og hvor hurtigt alle bakker op om det. Det kommer jeg til at tænke meget over bagefter. Derfor var jeg var meget lettet, da de kritiske spørgsmål efter nogle dage blev stillet og besvaret af myndighederne. Fri presse er vigtig, selv om jeg hørte flere skælde ud over Ekstrabladets brok. Paludan spurgte fornuftigt til brud på grundloven. Gennemsigtighed, fornuft og ærlighed betyder alt, som Brostrøm sagde det i et interview.

Vi kan ikke vide, hvornår det ender, og ord som risikogrupper, løn, eksamen, fest, ferie, fremtid er ord med helt nye udfordringer i sig. Det er så super svært for dem, som er i reel risiko for alvorlig sygdom. Og som Bente Klarlund sagde torsdag, det er rigtig synd for dem, som er meget angste. Samtidig er der en mærkelig beroligende side ved det. Faren for børn og unge raske er ikke så stor. Vi kan købe mad, varme os i husene, kommunikere.

Den 15. skrev Svend Brinkmann på Facebook, at han ikke kunne sove og hele tiden læste skrækberetninger fra Italien. Godt indrømmet, for mange af os er nok mere eller mindre angste, fordi al vores orden og kontrol og planer er faldet sammen. Selv var jeg tre dage om overhovedet at kunne hjemmearbejde. For hvad skulle jeg egentlig? Hjælpe børnene med skole? Lave netgudstjenester? Forberede konfirmation, eller det utænkelige at flytte den? Har folk brug for netgudstjenester? Hvad hvis coronaen kommer igen, når tingene er flyttet?

Men så hørte jeg naboerne hilse ved at hoste for sjov fra carport til carport. Det var befriende! Jeg hostede igen. Vi kan jo simpelthen ikke kontrollere livet! Jeg forsøger nu ihærdigt at tage en dag af gangen og leve uden min fremtidskalender. Det er nok noget, vi er mange, som kan trænge til, og måske er ved at lære, selv om det er svært.

Annonce

Vi skal bære hinanden

Den slovenske sociolog Slavoj Zizek skrev i Information den 13., at den her katastrofe måske ligefrem får os til at tænke over indretningen af vores samfund. F.eks. bliver vi mindet om, at vi er nødt til at samarbejde. Han skriver: ”Dagen efter at Irans vicesundhedsminister forsøgte at nedtone alvoren bag coronaudbruddet, udsendte han en erklæring om, at han selv var smittet. Han tilføjede: »Virussen er demokratisk, og det skelner ikke mellem fattige og rige, mellem statsledere og almindelige borgere. Vi er alle i samme båd”.

Den sandhed peger jo netop på, at vi må forsøge at bære hinanden, sådan som vi gør lige nu! Som når arbejdsmarkedets parter og alle partier i folketinget på få timer enes om virkelig at dele store midler ud for at spænde et net både under lønmodtagere og virksomheder.

Måske vi også på den anden side af katastrofen er rystede og rustede bedre til andre katastrofer. Zizek skriver: ”Lige bag horisonten kommer tørke, hedebølger, massive storme, ekstremt vejr. Over for alle disse hændelser er svaret heller ikke panik, men at etablere en form for effektiv global koordination”. Han forklarer, at den amerikanske litteraturkritiker Fredric Jameson engang har skrevet om katastrofefilm: ”Globale trusler fremkalder global solidaritet, vores små forskelle bliver irrelevante, for vi har ikke noget andet valg end at samarbejde om at finde en løsning”.

Der er nok noget om, at katastrofer kan få os til at overveje indretningen af vores samfund både i DK og globalt. Måske vi skal bære hinanden lidt mere, end vi længe har gjort, fordi vi alle er i samme båd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce