Vild med genbrug: Julen nærmer sig, og det betyder, at den store kasse med julepynt er fundet frem. Du har kastet et fortvivlet blik ned i det rød/hvide glimmerkaos og konstateret, at det meste julepynt er almisser fra din mor, gaver fra pakkespil eller købt på udsalg i det lokale supermarked.
Nixen bixen! I år laver du og din familie selv pynten. Dine håndflader bliver fugtige. Du får hjertebanken ved tanken om alt det, du skal ud og købe af materialer. Og hvad med børnene? Deres finmotorik rækker jo ikke til andet end guirlander og musetrapper.
Slå koldt vand i blodet og spis en vaniljekrans. Vi har en supergod ide til, hvordan du sammen med dine børn kan lave fine kræmmerhuse til ophæng eller til juletræet. Det bedste af det hele er, at de kan laves af materialer, du allerede har liggende derhjemme. Og så kan kræmmerhusene oven i købet forvandles til nytårshatte til nytår. Det er dobbelt op på genbrug og bæredygtigt, da du bruger de materialer, du allerede har, i stedet for at købe nyt.
Gavepapir i restaffald
Papir kommer i mange former. Der er avispapir, brevpapir, reklamer, ugeblade og kuverter. Det hele skal sorteres som papir og bliver sendt videre til genanvendelse. Her bliver papiret til nyt papir, og vi undgår at producere helt nyt papir. Du kan aflevere papir i en miljøstation nær dig, eller aflevere det i containeren til papir på genbrugspladsen.
Og så er der gavepapir. Der er rigtig meget gavepapir i julen og ofte i følgeskab med gavebånd. Begge dele skal sorteres som restaffald. Det meste gavepapir består af store mængder farve og er overfladebehandlet, hvilket vanskeliggør processen for genanvendelse. Hvis du derfor gerne vil gøre noget godt for miljøet, kan du pakke årets julegaver bæredygtigt ind i avispapir, en skotøjsæske eller finde tørklæderne frem og tjekke den japanske indpakningsmetode furoshiki ud på nettet.
Vidste du at...
- Der i Kolding Kommune i 2020 i gennemsnit pr. måned blev sendt 157 tons papir til genanvendelse?
- At vådt papir kan indeholde svampesporer og derfor ikke kan genanvendes? I stedet skal det i beholderen til restaffald eller i containeren til forbrænding på genbrugspladsen.
- Der kommer flere lignende julepyntsideer, du selv kan lave? Hold øje med Redux’ Instagramprofil renovation_ruller_ud eller tilmeld dig på kolding.dk/nyhedsbreve og kryds af, at du gerne vil modtage nyt om affald og genbrug. Så modtager du ideerne på mail.
Om Redux – Affald og Genbrug
Redux – Affald og Genbrug er Kolding Kommunes renovationsafdeling, som håndterer kommunens affald og genbrugsmaterialer. Derudover har Redux – Affald og Genbrug projekter og tilbud, der sætter fokus på, hvordan kommune, borgere og virksomheder sammen øger genbrug og undgår affald. Læs mere på kolding.dk/affald.
Fra kræmmerhus til nytårshat
Du skal bruge:
Papir.
Saks.
Limstift/clipsmaskine.
Hulmaskine.
Evt. elastiksnor.