Annonce
Ugeavisen Kolding

Vild med genbrug: Sådan pakker du traileren til en tur på genbrugspladsen

Vil du imponere, næste gang du smutter på genbrugspladsen, så læs med her. Foto: Kolding Kommune
Kom nemt og hurtigt af med affald og materialer til genbrug, når du besøger genbrugspladsen. Hemmeligheden ligger i forberedelsen, god sortering og en trailer, der allerede hjemmefra er pakket ordentligt.
Annonce

Kolding: Du har endelig fået ryddet op i pulterkammeret. Et par små renoveringsprojekter på huset er overstået og haven er gjort sommerklar. Det trængte. Nu står du kun tilbage med en masse affald og materialer, der skal køres på genbrugspladsen. Heldigvis er du den heldige ejer – eller låner – af en trailer. Den skal jo bare pakkes, spændes på bilen og tømmes på genbrugspladsen. Piece of cake. Eller hvad?

Annonce

Pak traileren, så du imponerer din genbrugsvejleder

Sammen med Simone Krüger, der er genbrugsvejleder på Kolding Nord genbrugsplads, har vi samlet en række tips og råd til, hvordan du nemt og hurtigt kan komme af med dit affald på genbrugspladsen. Det meste ligger i forberedelsen, og har du styr på den, kan vi garantere, at du imponerer Simone og andre genbrugsvejlederne næste gang, du triller ind på genbrugspladsen.

Hvis du sorterer løbende og i klare sække eller i kasser og kurve, så er det nemmere at aflevere dine genbrugsmaterialer i de rigtige containere på genbrugspladsen. Sådan lyder et af mange gode råd fra Kolding Kommunes renovationsafdeling. Foto: Kolding Kommune
Annonce

1. Løbende og god sortering

- Overvej om dine genbrugsmaterialer kan få nyt liv hos andre. Måske kan du spare en tur på genbrugspladsen.

- Sorter dit genbrug og affald hjemmefra og ikke når du står på genbrugspladsen.

- Sorter løbende og i klare sække eller i kasser og kurve. Så er det nemmere at aflevere det i de rigtige containere.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan du pakker traileren, når du skal på genbrugspladsen. Redux – Affald og Genbrug anbefaler, at man fordeler vægten af affald og materialer jævnt på traileren og sørger for at placere de tungeste materialer nederst. Foto: Kolding Kommune
Annonce

2. Pak smart

- Fordel vægten af affald og materialer jævnt på traileren.

- Placer de tungeste materialer nederst.

- Lette materialer som for eksempel hård plast og flamingo samles i poser, eller puttes ind bag i bilen.

- Saml glas og flasker i en kasse. Så undgår du glasskår i traileren, hvis noget skulle gå i stykker.

- Kemikalier og andet farligt affald samles i en kasse med fast bund. Så minimerer du udslippet, hvis der skulle gå hul på noget.

- Støvende affald som aske eller asbest samles i lukkede poser.

- Brug bagagerummet til genbrugsmaterialer, der ikke må blive våde – for eksempel tøj.

Det kan være en god ide at lægge løse og lette materialer ind i bilen. Så flyver de ikke af på vej mod genbrugspladsen eller bliver våde under turen. Foto: Kolding Kommune
Annonce

3. Kom godt frem

- Spænd remme, en presenning eller net henover traileren. Lette materialer kan nemt flyve af, men det kan de tunge også, hvis vinden får fat.

- Læg løse og lette materialer ind i bilen. Så flyver de ikke af eller bliver våde under kørslen.

- Læs mere om vægt, længde og bredde på oppakning og afmærkning på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside www.sikkertrafik.dk/anhænger.

At sortere et helt trailerlæs på genbrugspladsen tager tid og øger chancerne for, at affaldet havner i de forkerte containere. Derfor råder kommunens renovationsafdeling til, at man sorterer hjemmefra. Foto: Kolding Kommune
Annonce

4. Gode råd fra genbrugsvejlederen

1. Sorter løbende og inden du kører hjemmefra – at sortere et helt trailerlæs på genbrugspladsen tager tid og øger chancerne for, at affaldet havner i de forkerte containere.

2. Pak traileren i affaldstyper og efter rækkefølgen på containerne på genbrugspladsen – så slipper du for at køre genbrugspladsen tynd i jagten på de rette containere. På Kolding.dk/genbrugspladser kan du finde oversigtskort over kommunens fem genbrugspladser og se, hvor containerne står.

3. Brug Sorteringsguiden, hvis du er i tvivl om sorteringen – og gerne allerede derhjemme så du ved, hvilke skilte, du skal kigge efter. Du finder Sorteringsguiden på kolding.dk/sorteringsguide og i appen Affald Kolding, som kan hentes gratis på App Store og Google Play.

God fornøjelse på genbrugspladsen!

Redux – Affald og Genbrug

  • Redux – Affald og Genbrug er Kolding Kommunes renovationsafdeling, som håndterer kommunens affald og genbrugsmaterialer.
  • Derudover har Redux – Affald og Genbrug projekter og tilbud, der sætter fokus på, hvordan kommune, borgere og virksomheder sammen øger genbrug og undgår affald.
  • Læs mere på kolding.dk/affald.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce