Kolding: Efter 19 år i Esbjerg åbner virksomheden Tømrer og Vinduescenter Esbjerg nu en afdeling i Kolding. Den officielle åbningsdag var torsdag den 11. februar, men grundet coronanedlukningen er der endnu ikke adgang til selve butikken.
- Men vi er her, og telefonerne er åbne. Vores hjemmeside er også klar, og vi har da også allerede fået flere henvendelser og ordrer i bogen. Selv om vi ikke må få folk ind her, må vi jo stadig gerne køre ud til kunderne, siger Claus Mose, der sammen med Frank Lyngholm ejer Tømrer og Vinduescenter Kolding.
Vinduesbutikken, der har specialiseret sig i salg og montering af vinduer og døre til private og boligselskaber, åbner i 300 kvadratmeter udstillingslokaler på Vejlevej 328, hvor virksomhedens montører også vil køre ud fra.
Forudser stor travlhed
Makkerparret har siden coronapandemiens start arbejdet på åbningen i Kolding. Ifølge Claus Mose og Frank Lyngholm er corona nemlig intet benspænd for branchen, mens de samtidig ser et stort, umættet marked i Trekantområdet, særligt i forhold til renovering af private boliger.
- Vi har rigeligt at se til i Esbjerg. Samtidig ser vi en stor vækst i området, mere end i Esbjerg. Vi har set, at der mangler en vinduesforretning her. Der er mange køkkenfirmaer, men ingen med vinduer. Og så vidt jeg ved, er der flere vinduer end køkkener i et hus, siger Frank Lyngholm og føjer til:
- Jeg tror, vi får meget, meget travlt i det kommende år. Jeg tvivler på, at folk kommer ud og rejse, så flere vælger nok at renovere deres hus. Noget skal pengene jo bruges på, og vi oplever også allerede en stor efterspørgsel i området.
Søger montører
Den forudsete travlhed betyder også, at der søges flere montører til Kolding-afdelingen, som i forvejen har ansat to.
- Vi søger flere, og man er meget velkommen til at sende os en ansøgning eller køre forbi og banke på. Vi tænker at løbe det stille og roligt i gang, men det er klart, at vi skal bruge nogle montører fra en start, siger Frank Lyngholm.
Claus Mose, der bor i Kolding, bliver daglig leder og sælger i Kolding-butikken. Han får her selskab af en deltidsansat sælger, mens Frank Lyngholm, der er daglig leder og eneejer af Esbjerg-afdelingen, primært vil være i Esbjerg.
Tømrer- og vinduescenter Esbjerg og Kolding
- Tømrer- og vinduescenter Esbjerg specialiserede sig i 2003 med salg og montering af vinduer og døre. Frank Lyngholm og Claus Mose startede virksomheden sammen. I 2008 trådte Claus Mose ud af Esbjerg-virksomheden, hvor Frank Lyngholm i dag er eneejer og daglig leder.
- De har nu sammen startet Kolding-afdelingen, hvor de deler ejerandelen. Her bliver Claus Mose daglig leder.
- I Esbjerg er der ansat 12 montører, mens det i første omgang er planen, at der skal ansættes fire montører i Kolding. Desuden er der en deltidsansat sælger og en bogholder i firmaet.
- Virksomheden forhandler primært velkendte mærker som Velfac, Outrup og Velux, mens virksomhedens eget brand, New York Furniture, også vil være at finde i butikken.