Annonce
Ugeavisen Kolding

Vores tro er blevet mere skræddersyet

Der er en stor åbenhed over for tro, især blandt de unge, men det er blevet meget mere individuelt, hvad vi tror på, lyder det fra en forsker, en ungdomspræst og en lokal repræsentant for Kristeligt Forbund For Studerende. I en ny serie sætter ugeavisen fokus på tro.

Annonce

Kolding: Forestil dig et supermarked, hvor hylderne er fyldt med alverdens religioner, leveregler og værdier, og hvor man kan hive det ned i kurven, man bedst kan lide.

Nogenlunde sådan er der mange, der gør, når de skal beskrive, hvad de tror på. Det er oplevelsen hos tre personer, der arbejder med tro til dagligt.

- Jeg oplever, at det er meget samme tendens som med meget andet, hvor man tager det, man kan lide fra forskellige trosretninger og vrager det, man ikke kan lide. Når jeg snakker med studerende om kristendom, oplever jeg, at man synes nogle elementer, for eksempel næstekærlighed, er en god idé, men at der er nogle ting, som man ikke er glade for, forklarer Morten Højlund Wibe fra KFS, Kristeligt Forbund For Studerende, som blandt andet har ansvaret for foreningens arbejde på universiteter og ungdomsuddannelser i Trekantområdet.

Samme oplevelse har både ungdomspræst i Kolding Benjamin König og professor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg.

- Det er blevet meget individuelt, også mere end før i tiden. Jeg møder mange unge, som tror på noget, men det er ikke den gængse tro som kristen, buddhist og så videre, siger ungdomspræsten.

Det er blevet meget individuelt, også mere end før i tiden. Jeg møder mange unge, som tror på noget, men det er ikke den gængse tro som kristen, buddhist og så videre.

Benjamin König, ungdomspræst i Kolding

Skriv til Ugeavisen

I serien 'Min Tro' sætter vi fokus på mennesker i Kolding, som praktiserer forskellige religioner. Men tro findes i mange forskellige former - også dem, der ikke vedrører de anerkendte religioner. Så hvad tror du på? Fortæl os om det på becra@ugeavisen.dk.

Annonce

Unge er mere åbne

Mens 68-generationen generelt var skeptisk over for tro og religion, så har generationerne efter dem en mere åben tilgang til troen, og blandt de helt unge er der en stor åbenhed over for tro, oplever ungdomspræst Benjamin König. Det samme gør sig gældende på ungdomsuddannelser og universiteter, fortæller Morten Højlund Wibe fra KFS.

- Vores arbejde handler om at tale om tro, og vi gør det, fordi der har været en mangel på åben dialog om troen. Men jeg synes, at jeg ser en større tilslutning til vores arrangementer og større interesse for at tale om tro på universiteter og ungdomsuddannelser. Vi skal bare have de lidt ældre med på den også, siger han.

De unges interesse for tro skyldes blandt andet, at de ofte ikke har så håndfaste religiøse synspunkter med hjemmefra og har brug for selv at finde frem til, hvad de tror på, mener teolog Peter Lodberg.

- De er mere søgende og usikre, fordi de hele tiden skal begrunde deres valg, og hvad de tror eller ikke tror på, forklarer han.

Annonce

Fylder i medierne

Åbenheden til trods er det stadig relativt tabubelagt at fortælle andre, præcist hvad man tror på.

- Både fordi man er blufærdig, og det er meget personligt, og fordi man mangler et sprog at tale om troen på, siger Benjamin König.

Samme oplevelse har Morten Højlund Wibe.

- Det er ikke så tabubelagt, hvis troen er en størrelse, hvor man vælger og vrager, men hvis man dedikerer sig til én tænkning, også med det der kan være en udfordring, så er det et tabu, siger han, som dog oplever, at den seneste tids fokus på tro i blandt andet dramaserien Herrens Veje har været med til at starte en samtale.

- Jeg har oplevet, at når der har været serier og programmer som for eksempel Herrens Veje, så sætter det nogle tanker i gang om tro og eksistens, og det sætter gang i en debat og dialog om de her ting. Det sætter også gang i nogle fordomme, for det er svært at vise et nuanceret billede af virkeligheden i en tv-serie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce