Annonce
Lokalavisen Assens

Anmeldelse: Grovvegetar-menu på McDonald's i Grønnemose på en stille onsdag

En grovvegetar-burger på McDonald's i Grønnemose består af en krydret quinoa/peberfrugt-bøf, smelteost med cheddar, salsa-sauce og mayonnaise i en grovbolle. De to små poser indeholdt samlet ni stykker gulerødder i praktisk 'hapseform'. Foto: Søren Plovgaard
Lokalavisens udsendte medarbejder tog forleden frokosten på den nyåbnede McDonald's-restaurant i Grønnemose. Maden var klar på fem minutter.

Grønnemose har fået en McDonald's-restaurant.

Hvis man havde luftet det udsagn for 10 år siden, ville folk have rystet på hovedet. Nu er det en realitet.

Danmarks nyeste McDonald's åbnede onsdag den 15. december og ligger på Gl. Hovedvej 25 tæt ved motorvejsafkørsel 55 og omtrent midtvejs mellem landsbyerne Grønnemose og Gribsvad.

Annonce

Inden motorvejen over Fyn blev taget i brug, var hovedvejen mellem Odense og Middelfart øens mest befærdede vejstrækning. En affyringsrampe til et besøg hos moster Helga og onkel Tage i Tønder eller en sommerferietur med campingvogn til Harzen.

Langs hovedvejen lå der dengang flere kroer, cafeteriaer og restauranter, og der fandtes næppe et benzinselskab, som ikke havde en tankstation eller to på strækningen. I det lys er det næsten helt nostalgisk at opleve, at der igen er åbnet et spisested langs den gamle hovedvej. Og helt i tidens ånd er det nu ladestandere og ikke benzinstationer, der komplementerer hinanden.

Bestilling med et touch

Onsdag klokken 13.20 er ikke den travleste tid for de ansatte i McDonald's i Grønnemose. Og da slet ikke, når kalenderen viser 5. januar. Det virkede som om, restauranten stadig plejede lidt tømmermænd efter det store tilløb omkring nytårsdagene.

Da jeg trådte ind ad døren, sad der tre veninder ved et bord med udsigt til parkeringspladsen, og i et hjørne var en midaldrende mand lige blevet færdig med sit måltid. Jeg nåede også lige at spotte tre biler, der holdt i kø ved drive in-banen. Foran disken ventede tre kunder på, at deres nummer skulle blive råbt op, så de kunne modtage deres mad.

Det er fem år siden, McDonald's begyndte at forsyne sine restauranter med digitale platforme, hvor man med et par hurtige touches selv kan sammensætte, bestille og betale for sin mad.

Den dybere mening med disse 'bestillingsmaskiner' er, at det skal lette bestillingskøen ved disken, så kunderne kan få deres mad hurtigere. Man undgår desuden, at de ansatte skal håndtere betaling, og kæden anfører også, at det mindsker madspild, fordi maden først produceres i det øjeblik, den er bestilt.

McDonalds i Grønnemose ligger på Gl. Hovedvej 25. Restauranten åbnede midt i december sidste år. Foto: Søren Plovgaard

Mange - nok især kunder på min alder - går imidlertid helst uden om disse bestillingsplatforme, der altid er placeret lige ved indgangen, men jeg valgte alligevel at forsøge mig med den digitale løsning. Det gik også nemt - lige bortset fra at jeg kludrede lidt med bordplads-nummeret - men den venlige herre var flink til at forklare mig den rette sammenhæng, da jeg præcis seks minutter efter min online-bestilling modtog en bakke med mad.

Annonce

Frokost på 500 kalorier

Når selv en fastfoodkæde som McDonald's tager planteburgere på menukortet, ved man, at der er gang i en forskydning af danskernes spisevaner. Ikke sådan overnight, men de store fødevare- og restaurantkæder er verdensmestre i at være på forkant med de tendenser, der rører sig i markedet. Og er der madprodukter, der viser sig ikke at slå igennem, fjernes de lynhurtigt fra menukortet igen.

Jeg valgte at gå udenom de mest gængse menuer og lod mig friste af en GrovVegetar-menu. Den så lækker og indbydende ud på skærmen, og måske lå det også lidt i baghovedet, at jeg gerne ville træde en smule kalorielet ind i det nye år.

Menuen omfattede en vegetarburger, to poser med gulerødder skåret i praktiske småstykker (her var der vist især tænkt på børnene) samt en Aqua d'Or-vand i flaske uden brus. Gulerødderne var et tilvalg frem for de tynde og ofte lidt kønsløse pomfritter, og jeg foretrak også en kildevand i stedet for det traditionelle bæger med sodavand.

Grovvegetarburgeren hos McDonald's er måske ikke ligefrem noget kulinarisk mesterstykke, men smagen er udmærket. Foto: Søren Plovgaard

Burgeren bestod af en krydret quinoa-peberfrugt-bøf (quinoa er et lille frø med et stort indhold af fibre), smelteost med cheddar, salsa-sauce og mayonnaise i en grovbolle. Burgeren holdt sig lige under 400 kalorier, og lagt sammen med gulerødderne var der altså tale om et frokostmåltid på den rigtige side af 500 kalorier. Den er svær at slå andre steder.

Jeg er ikke vegetar - og bliver det nok heller aldrig. Men jeg kan godt finde på at bestille vegetarmad, når jeg en sjælden gang er i byen. Det er mit indtryk, at der ofte kæles en smule ekstra for vegetarmaden, og de senere år er mange aktører i branchen blevet dygtige til at udvikle endog meget velsmagende retter uden kød.

Det er pænt og ryddeligt i restauranten i Grønnemose, og det er bestemt ikke nogen selvfølge på alle fastfood-restauranter. Foto: Søren Plovgaard

Helt ærligt: Det var svært at smage forskel på vegetarbøffen og en almindelig McDonalds-bøf, og det kan selvfølgelig være både godt og skidt. Det klædte min bøf, at den var pakket ind i en grovbolle, men selv om det ikke altid er størrelsen, der gør det, så ærgrede det mig, at burgeren ikke var lidt større. Eller meget større.

På smagssiden ramte burgeren det, som man fik et 10-tal for på den gamle 13-karakterskala: 'Gives for den udmærkede, men noget rutineprægede præstation'.

Annonce

Service og hygiejne i top

Den hurtige frokostret kostede 70,50 kroner - og for en voksen mand der har levet, mens der stadig fandtes 2-ører, virkede prisen for dagens GrovVegetar-menu med gulerødder og kildevand i flaske nok lige til den friske side.

Jeg valgte at tage vandflasken med hjem, og jeg kunne så glæde mig over at være med til at donere penge til Ronald McDonald BørneFond, som støtter familier med alvorligt syge børn. Det stod der i hvert fald på flasken.

Bestil og betal. McDonald's vil helst have så mange som muligt til at benytte sig af selvbetjening. Det gør ventetiden på bestillinger kortere. Foto: Søren Plovgaard

Der er en stor pil opad til hygiejnen og det generelle indtryk i restaurationslokalet i den nye McDonald's i Grønnemose. Der findes ikke noget værre end at komme ind i en fastfood-restaurant og opdage, at det flyder med brugte bakker på bordene og madrester på gulvet. Det var der helt styr på i Grønnemose, hvor det ikke lykkedes mig at finde et eneste kritikpunkt i selve restaurationslokalet.

Der var desuden styr på mundbind og coronapas, og besøget efterlod et indtryk af et behageligt og højt serviceniveau. På det område var sagen i hvert fald helt bøf ...

Der er en stor pil opad til hygiejnen og det generelle indtryk i restaurationslokalet i den nye McDonald's i Grønnemose. Der findes ikke noget værre end at komme ind i en fastfood-restaurant og opdage, at det flyder med brugte bakker på bordene og madrester på gulvet. Det var der helt styr på i Grønnemose

Fra anmeldelsen
Også ved afrydningsstationerne var hygiejnen helt i top. Foto: Søren Plovgaard
Menuen løb op i 70,50 kroner.



Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Jenny fra Aarup nomineret til to filmpriser for sin musik: Jeg kommer til at græde snot, hvis jeg vinder

Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Assens Håndboldklub tilbage på fynskortet: Startede over en øl og en mümmelmann en lørdag eftermiddag

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

'Varnæs Special' og 'Ellens Sommerdrik': Henrik ryster Matador-cocktails i vinbaren på fredag

Lokalavisen Assens

Eva vandt 3000 kroner - som skal bruges på nyt undertøj: - Det er så skønt at have noget lækkert på inderst inde

Lokalavisen Assens

Ny formand valgt efter interne stridigheder: Ung historiker i spidsen for SF-Assens

Lokalavisen Assens

Ingen smalle steder i Bredgade: Vej- og skilteforvirring i Assens

Billund Ugeavis

ABC Lavpris vil dække kundernes behov for alle dagligvarer - den formel har fungeret i 40 år

Lokalavisen Assens

Destruktionen udvider med nye maskiner efter lukningen af Fitness World: Vil lokke de mere almindelige motionister til

Lokalavisen Assens

Kæmpe ordre på flydende bus er i hus: Assens Skibsværft skal bygge hybridfærge til Grønland

Lokalavisen Assens

Fyns nyeste McDonald's har endelig åbent: - Vi måtte afvise kunder allerede ved generalprøven

Lokalavisen Assens

De mødtes til et fynsk bondebal for et helt liv siden: Else og Verner har været gift i 65 år - her er deres opskrift

Lokalavisen Assens

Rumænske Darius har sparet op lige siden han krydsede grænsen i 2011: Nu indfrier han sin danske drøm

Kerteminde Ugeavis

Ambitiøst mål: Vi vil prøve at dele julehjælp ud til endnu flere

Lokalavisen Assens

Tidligere borgmester mindes sine to dronningebesøg - og et mindre teknisk uheld: Prinsen var hurtig med kæk bemærkning

Lokalavisen Assens

U19-piger i 1. division: Vild håndboldsøndag i Salbrovadhallen

Lokalavisen Assens

Sønderjyske Morten har 10 års jubilæum i Terrariet: Er både blevet bidt af en anakonda og forelsket i en giftig frø

Lokalavisen Assens

Testkapaciteten udvides: Nyt kvikteststed åbner i Assens

Lokalavisen Assens

Tidligere syngedreng nomineret til stor musikpris i hele tre kategorier: Jeg er stolt, for det rammer essensen af mig som musiker

Lokalavisen Assens

En kæmpe stor tak

Lokalavisen Assens

Rekordresultat hos Assens Fjernvarme: Sænker nu varmeprisen med 12 procent i 2022

Lokalavisen Assens

SF i Assens: Lyt til vælgerne

Lokalavisen Assens

Det er slet ikke nok: Borgmester i stort opråb om mangel på tests - kommuner som Assens står dog næppe forrest i køen

Lokalavisen Assens

Nyt rekordår: Assens Kommune er røget helt i top på liste over boligsalg

Annonce