Annonce
Lokalavisen Assens

Anne-Louise og Cecilie står klar ved hanerne: Nu åbner historisk skænkestue med smørrebrød og 150 øl

Anne-Louise Bredning (th) og Cecilie Bredning bliver de to ansigter bag den store bar i Skænkestuen i Assens. Foto: Søren Plovgaard
Ølbaren Skænkestuen i Plums Gård slår dørene op for publikum på torsdag klokken 11. Skænkestuen tilbyder 150 ølmærker. Den dyreste øl koster 195 kroner.

Assens: Nu sker det.

På torsdag åbner ølbaren Skænkestuen i den historiske Plums Gård i Assens.

Rikke Nielsen indgik tidligere på året en lejeaftale med ejendomskompleksets nye ejere Palle Johansen og Jørgen Strøjer Hansen, og siden har hun og hendes to døtre, Anne-Louise Bredning og Cecilie Bredning, brugt mange timer på at sætte lokalerne i stand.

Annonce

Resultatet er blevet et atmosfærefyldt og uformelt restaurationslokale, flere hyggelige kroge og med plads til 42 gæster indenfor og 117 udenfor - dels på terrassen på brostene i Plums Gård, hvor der kan sidde 92 gæster, og dels ved Ægpakkeriet, hvor Skænkestuen har 25 sydvendte pladser til rådighed.

Væggene er blevet malet i støvet grøn, bordene er udført i indisk mangotræ, baren er opført af akustikplader, og i et hjørne findes en afdeling med brætspil som skak og backgammon.

Gæsterne kommer ikke til at gå ned på øl, når de besøger Skænkestuen. Der bliver omkring 150 ølmærker at vælge i mellem. De fleste sælges i flasker, men baren indeholder også en såkaldt ølbro med 10 haner samt tre store haner med mærkerne Murphy, Stella Artois og Heineken.

Ølmærkerne på ølbroen skiftes jævnligt ud, og på en tavle på væggen kan man læse om de forskellige mærker og priserne på dem.

Dyr trappist-øl

Den dyreste øl i Skænkestuen er en 33 centiliters flaske af mærket Trappist Westvleteren 12 - en unik belgisk munkeøl. Munkene på klosteret brygger kun lige nok øl til at drive klosteret, og derfor er øllen heller ikke en stangvare, der kan fås alle steder og til alle tider.

Men til åbningen på torsdag er det lykkedes Skænkestuen at få fat i et solidt parti af den sjældne belgiske bryg, der holder en alkoholprocent på 10,2 og ryger over disken for den nette pris af 195 kroner flasken - Skænkestuens dyreste.

Bordene i Skænkestuen er af indisk mangotræ. Foto: Søren Plovgaard

Men det hele handler ikke om øl. Skænkestuen serverer også vine og drinks samt god kaffe og te for sine gæster.

- Sidder man ude er det uden coronapas og mundbind, mens det indendørs er med mundbind og fremvisning af gyldigt coroapas, fortæller Rikke Nielsen og gør samtidig opmærksom på, at det er nødvendigt at ringe eller sende en sms for at bestille bord, hvis man ønsker at sidde indenfor i skænkestuen. Det skal ske en halv time i forvejen.

Skænkestuen råder over 92 pladser til udeservering på terrassen i den hyggelige Plums Gård i Assens. Privatfoto

- Men hvis man for eksempel har glemt at booke et bord indenfor, kan man altid lige sætte sig og nyde en øl udenfor på terrassen og så sørge for at få meldt sin ankomst en halv time i forvejen. Så kom bare på døren og nyd en øl først på terrassen, lyder opfordringen fra Rikke Nielsen.

Annonce

Smørrebrød og livemusik

Lørdag mellem klokken 12 og klokken 1 er der også mulighed for at indtage tre stykker smørrebrød i Skænkestuen. Smørebrøddet, der koster 149 kroner, leveres af Marcussens Hotels nye smørrebrødsjomfru, der kan sin metier efter ansættelser i restauranter i Nyhavn-kvarteret i København.

Og ellers man kan altid købe snackkurve, panini-sandwiches samt hjemmelavede tapasplanker til 189 kroner stykket.


Kom bare på døren og nyd en øl først på terrassen

Rikke Bredning, indehaver af Skænkestuen


Det er nødvendigt med bestilling af smørrebrød senest fredag klokken 10, og det og meget andet kan man følge med i på Skænkestuens facebookside, hvor man også annoncerer med de kommende events og arrangementer.

Skænkestuen lægger hårdt ud med livemusik med musikeren Planks, der spiller i gården fredag fra klokken 17 til klokken 20 og lørdag fra klokken 13 til klokken 16. Lørdag har Jørgen Strøjer Hansen og Palle Johansen desuden lovet at kigge forbi med et par af deres veteranbiler.

Denne trappistøl er den dyreste øl, der sælges i Skænkestuen. Munkeøllen fra Belgien koster 195 kroner. Der er ingen etiket på flasken, så samtlige oplysninger står på kapslen. Foto: Søren Plovgaard

- Vi vil også arrangere fællesspisning i Ægpakkeriet den første onsdag i måneden, forklarer Rikke Nielsen.

Skænkestuen holder åbent torsdag, fredag og lørdag fra klokken 11 til klokken 23.

- Så snart vi får lov, holder vi åbent til klokken 2 både fredag og lørdag, siger Rikke Nielsen.

Musikeren Planks underholder ved Skænkestuen både fredag og lørdag i denne uge. Privatfoto
Anne-Louise Bredning og Ceciile Bredning skåler, inden åbningen af Skænkestuen torsdag den 22. april klokken 11. Foto: Søren Plovgaard
Skænkestuens logo.
Godt øl skal naturligvis serveres i rigtige glas. Foto: Søren Plovgaard

Skænkestuen

Brødrene Frederik og Niels Plum købte købmandsgården i Østergade 38 i 1876 af deres fætter Bertel Bruun. Nogle år senere indrettede de skænkestue.

Skænkestuen var populær hos egnens og byens karle og landboere, der i skænkestuen kunne spise deres medbragte mad og få en snaps eller en tår kaffe på husets regning. En stor del af personalet i Plums Købmandsgård var dengang ansat med kost og logi, og i gården fandtes desuden et folkekøkken, hvor der blev tilberedt varm mad.

Den tidligere ejer Arne B. Plum, der var født i 1903, mener at huske, at den oprindelige skænkestue lå i den østlige gårdlænge tættere på Østergade.

Skænkestuen blev senere flyttet til den nuværende ejendom, hvor der oprindeligt var korn- og frølager på loftet (det blev senere lavet om til en badmintonbane).

Plum-familien drev selv skænkestuen frem til 1980. Mange vil stadig kunne huske fru Anna Madsen som servitrice i skænkestuen. Hun var i øvrigt svigermor til Ole Plum, der sidder i bestyrelsen for A/S Plums Ejendoms-Aktieselskab.

Efter 1980 har disse personer haft forpagtningen af Plums Skænkestue: 1980-1991: Erik Christgau og Sigvald Tingkær, Restaurant Hereford Beef-House. 1991-2001: N. Hoang, Asia House. 2002-2003: Plums Ejendoms-Aktieselskab, café og restaurant. 2003-2004: Klaus Jensen, café og restaurant. 2004-2005: Brian Matzen, Restaurant Alfred & Camilla. 2007-2010: Birgitte og Finn Teilmann, Café Lina. 2010-2015: Anja Madsen og Grethe Jensen, Café CupCake. 2015-2019. Karsten Plum og Bente Kær Pedersen, Café Plums Gård og Plums Gourmet. /SP

Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Forfatter besøger boghandel

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce