Assens: Der har været både op- og nedture i denne første halve sæson, men Assens Håndboldklubs herrehold har fået en godkendt start, efter de i mange år har været nedlukket.
De rød-, hvide farver blafrer igen i det vestfynske og der kæmpes med om topplacering i puljen, hvilket er fedt for et projekt som blev sat i værk over en kold øl og en mümmelmann en lørdag eftermiddag i Assens, lyder det fra klubben selv i en pressemeddelelse.
Tilbage i sommeren 2021 havde pandemien gjort det svært for foreningslivet og mange andre projekter i idrættens tegn, men drømmen om at skabe et fællesskab i Assens resulterede i et håndslag blandt et par lokale gutter om at genoplive Assens Håndboldklubs herrehold, hvor Sebastian Eskelund har været den helt store initiativtager på projektet.
- Der var ikke de store ambitioner i den spæde start af projektet, faktisk vidste vi ikke hvor mange, der ville møde op til den første ”træning”. Men tanken om et nyt eventyr og mulighed for at skabe et fællesskab i Assens, havde tændt en gnist og vi håbede, der ville være opbakning blandt de lokale, siger Sebastian Eskelund.
Rekruttering af spillere
Herreholdet skulle skabes fra bunden og ingen spillere intet hold, derfor blev alle kontakter aktiveret, familie, kollegaer, venner og venners venner hjalp med at sprede ordet om at håndbolden var tilbage i byen, i bestræbelserne på at rekruttere spillere.
Gamle drenge fra Assens Håndboldklub blev headhuntet, der blev kontaktet potentielle spillere fra nær og fjern. Fælles for mange af dem var, at de ikke havde spillet håndbold i 10-20 år, dertil blev nogle nye ansigter uden den mindste smule håndbold erfaring også prikket på skulderen.
Derfor var det også uden de helt store forventninger, at havde herrerne deres første træning den 24. august. 11 hanner i alle aldersgrupper dukkede op til den første træning. Men uden fast træner, faldt antallet af spillere hurtigt til 6-8 stykker de efterfølgende uger.
- Det er ikke let at finde trænere, men en af de gamle drenge fra AHK, Mads Nissen trådte til som spillende træner og der blev sikret den nødvendige struktur i træningen, som skal til for at fastholde interessen. Hurtigt blev det til 14-16 herrespillere, som troligt møder op til hver tirsdagstræning og med nok faste spillere blev holdet meldt til turnering, skriver klubben i pressemeddelelsen.
Plads til flere
Der er stort potentiale i det nuværende hold og AHK’s herre har 18 registrerede spillere og der kommer jævnligt nye ansigter til prøvetræning, samt et SoMe fællesskab der pt. tæller 35 medlemmer.
Fællesskabet og hygge er ånden på holdet og efter endt træning nydes der enten en fadøl eller hvad man nu lyster, i Arenaens Café der forpagtes af holdets hovedsponsor Søren Lund indehaver af Lund's catering.
- Det er ingen hemmelighed at kvindeholdet har haft sværere ved at rekruttere spillere og deres opstart har været hårdt ramt af skader, derfor er der også kun en håndfuld kvinder tilbage. De resterende har trænet med hos herrerne hver tirsdag og torsdag, skriver klubben i deres pressemeddelelse.
Håbet er, at der med tiden vil komme nok kvinder til, så de kan mønstre egen træning og stille op i turnering.
Alle er velkomne, og man kan tjekke klubbens hjemmeside, assenshk.dk, for at se tiderne for næste træning.
Resultater
Blot seks uger inde i sæsonen, skulle et urutineret hold, uden spillemæssige relationer i deres første kamp, endda på udebane og modstanderen var Vissenbjerg. Nerverne sad helt uden på reservetrøjerne som i hast blev lavet, grundet leverance problemer fra Hummel, der endete med et nederlag på 24-19 mod et bundsolidt og rutineret hold.
Kamp nummer to fandt sted på hjemmebane mod Krogsbølle, hvor samspillet tydeligt var blevet bedre efter et par ugers træning, men igen blev konditionen den store faktor og man måtte nøjes med uafgjort. Med det mere flydende spil og trods alt ubesejret i egen hule, havde holdet fået blod på tanden og muligheden for en topplacering i serie 4 føltes realistisk.
Siden anden kamp har AHK’s herrehold heller ikke set sig tilbage og med hele fem sejre og kun et enkelt nederlag i de efterfølgende seks kampe, resulterede det også i en flot 2. plads i puljen, blot ét enkelt point efter puljevinderne og dermed et mere end godkendt resultat.