Dreslette: Efter et års restaurering står Bent Madsens Gård på Dreslettevej 5 nu flottere, end den har gjort i mange år.
I december 2018 købte Realdania By & Byg gården, som er fra 1795. Den indgår nu i selskabets samling af omkring 60 historiske bygninger.
- Jeg synes, det er et rart sted med en god atmosfære. Her er hyggeligt at være, siger Realdania By & Bygs direktør Peter Cederfeld.
Bent Madsens Gård i Dreslette afspejler de lokale byggetraditioner med tætbygget bindingsværk og sulekonstruktion i den ene længe, og gården udmærker sig desuden ved at stå i næsten oprindelig stand indretningsmæssigt.
Derfor er Peter Cederfeld overordentlig glad for, at Realdania By & Byg i december 2018 købte gården, som er mindst 225 år gammel.
Peter CederfeldDer er noget af træværket, som er ældre. Det kan vi se, fordi vi har fået det dateret, og vi også kan se det på den måde, træet er nittet på.
Bent Madsens Gård, som oprindeligt har været en fæstegård ved Hagenskov Gods, kan spores tilbage til 1795, men er formentlig endnu ældre.
- Der er noget af træværket, som er ældre. Det kan vi se, fordi vi har fået det dateret, og vi også kan se det på den måde, træet er nittet på, fortæller Peter Cederfeld.
Gården er præmieret flere gange.
I 2017 kårede Bygningskultur Danmark den som Danmarks næstflotteste Bondegård, og i 2018 kårede Assens Kommunes Bygningsbevarings- og Arkitekturudvalg gården som kommunens smukkeste hus.
Bent Madsens Gård har været ubeboet siden den seneste beboer, Bent Madsen, gik bort som 92-årig i oktober 2018. Hans børn har nu underskrevet en lejeaftale med Realdania, og der kommer således igen liv i den gamle gård.
Oplev Bent Madsens Gård
(Opdateret med oplysning om, at åbent hus kræver tilmelding)
Åbent Hus i Bent Madsens Gård
Fredag 21. august kl. 14-17 holder Realdania By & Byg åbent hus i Bent Madsens Gård på Dreslettevej 5, 5683 Haarby.
Det er gratis at deltage, og tilmelding er påkrævet på grund af corona-situationen. Tilmelding kan ske via www.realdaniabyogbygklubben.dk.
På dagen kan du se, hvordan Realdania By & Byg i løbet af det seneste år har restaureret gården, som er fra 1795.
Du kan også bestille en eksklusiv guidet rundtur på Bent Madsens Gård via Jysk Fynske Mediers fordelsklub 27. august. Du finder fordelsklubben her: www.avisfordele.dk.