Annonce
Lokalavisen Assens

Budgetforlig i Assens: Millioner på vej til børn og ældre - også penge til strandhåndboldbane, friluftsbad og aktivitetspark på én betingelse

Disse otte partier indgik sent torsdag aften budgetforlig i Assens Byråd. Bagerst fra venstre: Kaj Alstrup (EL), Betina Christiansen (De Lokalnationale), Elmer Philipsen (S), Henrik Hansen (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Pia Offer Madsen (V). Forrest fra venstre: Finn G. Johansen (kommunaldirektør), Søren Thomsen (K), Mogens Mulle Johansen (SF), borgmester Søren Steen Andersen (V), Poul Poulsen (R), Knud Søby (V). PR-foto: Assens Kommune
For andet år i træk skal Assens Kommune ikke spare for at få enderne til at nå sammen i et budgetforlig. Tværtimod er der flere kroner på vej til blandt andre børn og ældre. Også flere nye spændende anlægsprojekter kan blive en realitet, hvis folkene bag selv skaffer resten af finansieringen.

Assens: Der var sat tre fulde dage af, men det tog blot 12 timer at forhandle det omkring 2,9 milliarder kroner store budget i Assens Kommune på plads.

Og det blev på rådhuset i Assens fejret med pizza fra et af de lokale pizzeriaer, da samtlige partier i byrådet kunne underskrive aftalen.

Det er andet år i træk, at alle partier er med i budgetforliget. Det er ligeledes andet år i træk, at byrådets partier har millioner af kroner at dele ud af.

Annonce

Ekstra 44 millioner kroner til nye udviklingsinitiativer på velfærdsområdet blev partierne enige om at sætte af i perioden 2022-2025. Også 90 millioner kroner ekstra til en såkaldt demografiregulering og 41 millioner ekstra til det specialiserede socialområde er prioriteret over fire år.

Det oplyser kommunen sent torsdag aften i en pressemeddelelse.

Mindre ventetid og mere luft

De ekstra midler går primært til ældre- og børne/ungeområdet. Eksempelvis til initiativer, der skal forsøge at rekruttere flere varme hænder til plejesektoren. Også nye arbejdsgange, der ifølge aftaleteksten skal skabe "mere tid til at danne relationer" mellem de ældre og plejepersonalet er der fokus på.

Det har tidligere været fremme, at man er i gang med at finde en ny model, som skal sikre mere luft i hjemmeplejens nuværende tidsplaner.

Også ventetiden til forebyggende samtaler og behandlinger på børn- og ungeområdet skal bringes ned, lyder det i aftaleteksten. Avisen har tidligere fortalt, at børn kan vente i månedsvis på at komme til en psykolog.

I 2023 og 2024 bliver der desuden afsat 2,5 millioner kroner til den kommunale tandpleje, hvor der også er lange ventelister.

Annonce

S er "lidt kede af det"

Borgmester Søren Steen Andersen (V) glædede sig efterfølgende over, at samtlige af byrådets otte partier har skrevet under på aftalen.

- Det betyder meget i forhold til samarbejdet i byrådet. Der sidder en befolkning og de ansatte og kigger på os, og de siger: "Kære bestyrelse, vi ønsker os stabilitet, udvikling og at der er konsensus", lyder det fra Søren Steen Andersen, der kalder budgetaftalen et godt grundlag for muligvis at kunne udvide serviceniveauet på sigt.

Og det var netop, hvad Socialdemokratiets gruppeformand Elmer Philipsen (S) gik ind til budgetforhandlingerne med. Han foreslog, at man tager 2,3 millioner kroner fra en ubrugt buffer (det såkaldte budgetværn på 20 millioner kroner årligt, red.) til at kickstarte minimumsnormeringerne i daginstitutionerne i Assens et år før resten af landet, der skal have indført det senest i 2024.

Men det ville de øvrige partier - ifølge Elmer Philipsen - ikke være med til, da de ubrugte buffer-millionerne allerede var sat af til andre formål.

- Det var vi lidt kede af. Til vores store forbavselse ville ingen være med til det, konstaterede gruppeformanden, der ellers i det store hele kalder budgettet for "fornuftigt", selv om der ikke blev plads til deciderede udvidelser af serviceniveauet såsom mere rengøring til ældre.

Til vores store forbavselse ville ingen være med til det

Elmer Philipsen, S

- Det er næste step, pointerede Elmer Philipsen.

13 millioner af de ubrugte buffermidler fra 2021 skal bruges på klima - altså initiativer, der kan reducere udledningen af CO2 i kommunen, lyder det i aftaleteksten.

Annonce

Midler - hvis der kan findes flere

Det bliver i store træk op til de enkelte fagudvalg at beskrive de nye udviklingstiltag på velfærdsområdet i detaljer.

Assens Byråd afsætter knap 100 millioner til anlægsprojekter om året. Næsten 400 millioner kroner frem mod 2025. Herunder 50 millioner kroner til byggemodning og køb af jord over de fire år.

27,5 millioner kroner er i perioden øremærket renovering af skoler og dagtilbud samt 12,85 millioner kroner til udendørsarealer og sports- og fritidsområder.

Man er parat til at spytte adskillige millioner i kassen på betingelse af, at dem, der står bag tre konkrete projekter, selv skaffer medfinansiering.

Det gælder en renovering af Glamsbjerg Friluftbad, som kommunen vil bakke op med 3,85 millioner. Det er tidligere anslået, at en renovering vil løbe op i 9-12 millioner kroner. Mens kommunen er klar til at bidrage med 250.000 kroner til en strandhåndboldbane i Haarby.

Derudover står kommunen klar med 1,75 millioner kroner til en ny aktivitetspark med padeltennis i Vissenbjerg. Det er omkring halvdelen af beløbet, som Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter har søgt om.

Idræts- og kulturcentret drømmer i øvrigt om en større om- og tilbygning for 17,4 millioner kroner.

Annonce

Flere nye stier er på vej

Partierne har også givet hinanden håndslag på at poste samlet otte millioner kroner i at gøre den såkaldte Lillebæltssti færdig, mens man i samme forbindelse vil realisere stiprojektet Assinoen, som skal udformes omkring jernbanestrækningen fra Assens til Tommerup, hvor de populære skinnecykler i forvejen holder til.

Der er desuden sat 37,3 millioner kroner af til ny asfalt, veje og stier og 16 millioner kroner til nye cykelstier. 30 millioner kroner er øremærket tiltag, der skal styrke bosætningen og erhverv - blandt meget andet.

Det er partierne Venstre, Socialdemokratiet, SF, DF, De Lokalnationale, Radikale Venstre, Konservative samt Enhedslisten, der står bag aftalen.

Vigtige datoer

Det er afgørende dage og uger for det 2,9 milliarder kroner store budget i Assens Kommune.

8. september blev administrationens oplæg til det kommende budget 1. behandlet i byrådet, hvor samtlige partier stemte ja.

9. til 11. september er afsat til budgetforhandlinger, men kun den første dag blev taget i brug.

20. september er fristen for, at partierne i byrådet kan komme med ændringsforslag.

29. september bliver budgettet for 2022-2025 endeligt vedtaget i Assens Byråd.

Forud for budgetlægningen har byrådet været samlet til budgetseminar, som i år foregik på hotel- og konferencestedet Glamsbjerghus. Det var et endagsarrangement uden overnatning, hvor forhandlergruppen mødtes på rådhuset dagen efter.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Får vi de sidste med?

Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Vinhandler igen ramt af den sære skrivekløe: Mere drama i ny bog

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Lærke vendte hjem til Assens efter 18 år - og hendes svigerfamilie fulgte med

Lokalavisen Assens

Kommunalvalget nærmer sig: - Det er ikke ligegyldigt, hvem du stemmer på

Lokalavisen Assens

Svar på rygter og usandheder om det supplerende menighedsrådsvalg i Assens-Gamtofte sogne

Lokalavisen Assens

Sarah og Claes åbnede Destruktionen i Assens for et år siden: Nu har de udvidet træningscentret - og næste år kan du også spille padel

Lokalavisen Assens

Ikonisk skolebygning er blevet renoveret - se resultatet, som skolen har kæmpet for i mange år

Lokalavisen Assens

Stor donation sender Syngedrengene til Malaga: - Det gør ikke noget, at I også bliver kendt i udlandet...

Lokalavisen Assens

Operakoncert på Helnæs: Jesper Buhl optræder med gæster

Lokalavisen Assens

Plejesektoren i kommunen: Der er grund til bekymring og grund til at holde øje

Lokalavisen Assens

Victoria og mormor har gået i samme børnehave - oldemor gik der også: - Det er en rar fornemmelse

Lokalavisen Assens

Nyt parti vil have mindre topstyring: Hypnoterapeuten Millah vil i byrådet for Frihedslisten

Lokalavisen Assens

Tak til kirketjeneren

Lokalavisen Assens

Syv bryllupper, fire nye luksuslejligheder og en kæmpe tipi: Gæsterne er vilde med outdoor-paradis på Helnæs

Lokalavisen Assens

Den grønne baghave

Lokalavisen Assens

Fyns næststørste kirke og købstaden fortjener det ikke

Lokalavisen Assens

En af de mest spillede nye dansk bands i dansk radio

Lokalavisen Assens

Krisen er afblæst i Assens Håndboldklub: Nye spillere står sammen om fremtiden

Lokalavisen Assens

Beboere rammes af kommunens klimapolitik

Lokalavisen Assens

Folk kører langt for at spise luksus-pizzaer på Omars nye intime spisested: - Alt er importeret fra Italien

Lokalavisen Assens

På stilke for kunderne i 31 år - men næste år et det slut: Åse fra Blomsterværkstedet rejser til USA

Lokalavisen Assens

Se akvareller på Hotel Aarup Kro

Lokalavisen Assens

Det er aldrig for sent: 57-årige John trængte til ro på sit arbejdsliv og tog en ny uddannelse

Annonce