Annonce
Lokalavisen Assens

By mistede fire pengeinstitutter på seks år: Nu åbner Rise Sparekasse filial i Haarby

Sparekassen Sjælland-Fyn lukkede sin filial i Algade i december sidste år. Nu har Rise Sparekasse købt ejendommen, hvor man åbner filial inden jul. Foto: Søren Plovgaard
Rise Sparekasse har købt ejendommen i Algade 4 i Haarby, hvor Sparekassen Sjælland-Fyn holdt til, inden den lukkede sidste år.
Annonce

Haarby: For seks år siden lå der fire pengeinstitutter i Haarby. Men da Sparekassen Sjælland-Fyn i december sidste år valgte at lukke sin filial, stod byen for første gang i over 100 år uden hverken bank eller sparekasse.

Det rådes der nu bod på.

Rise Sparekasse har købt Sparekassen Sjælland-Fyns ejendom i Algade 4, hvor sparekassen åbner filial. Sparekassen har i forvejen filial i Flemløse, og den fortsætter uændret efter opkøbet i nabobyen Haarby.

- Vi forventer at kunne åbne dørene til filialen inden jul og dermed byde velkommen til de mange kunder, som vi har i området og ikke mindst til interesserede borgere og kommende kunder, som ønsker vækst og udvikling i Haarby og det sydvestfynske område, siger Rise Sparekasses direktør Bjarne V. Nielsen.

Han tilføjer, at sparekassen, der har sit hovedsæde i Svendborg, ser Haarby som en aktiv og spændende handelsby med et stort potentiale på både privat- og erhvervssiden.


Vores ambition er, at lokalsamfundet fungerer, for uden det fungerer vi ikke som sparekasse.

Filialdirektør Mogens Hønnerup, Rise Sparekasse


Den nye filial får ikke kassebetjening, og det bliver ansatte ved Rise Sparekasses filial i Flemløse, som får ansvaret for Haarby-filialens drift.

Annonce

God beliggenhed

- Vi har købt ejendommen med baggrund i den gode beliggenhed og vores forventning til at være til stede i byen rigtig mange år frem, forklarer Mogens Hønnerup, der for fire måneder siden tiltrådte filialdirektør i Flemløse-afdelingen.

Mogens Hønnerup fortæller, at ambitionen er, at Rise Sparekasse gerne vil involvere sig endnu mere i lokalsamfundet.

Indtil for seks år siden fandtes der fire pengeinstitutter i Haarby. Sparekassen Sjælland-Fyn lukkede som det sidste pengeinstitut i Haarby, men nu rykker Rise Sparekassen ind i byen. Foto: Søren Plovgaard

- Vores ambition er, at lokalsamfundet fungerer, for uden det fungerer vi ikke som sparekasse. Derfor vil vi også gøre vores til at øge kendskabsgraden til afdelingerne i Flemløse og Haarby, og vi glæder os utrolig meget til at åbne dørene til Haarbys nye sparekasse, siger Mogens Hønnerup.

Den nuværende hæveautomat ved sparekassen lukker for betjening søndag den 27. september, men Sparekassen Rise vil sørge for, at der kommer en ny hæveautomat inden jul.

Pengeinstitutter i Haarby

Haarbys borgere kunne indtil for seks år siden betjene sig af fire pengeinstitutter i byen.

Den 26. september 2014 lukkede Sydbank sin filial på Butikstorvet. Sydbank overtog i 1994 Sydfyns Discontobank, som havde været til stede i Haarby siden 1950'erne.

Året efter var det slut for endnu et pengeinstitut i Haarby. Den 20. februar 2015 lukkede Nordea sin filial i Algade 40. Banken hed oprindeligt Haarby Sparekasse og var etableret som en filial af Dreslette Sparekasse i 1960. I 1973 blev den til Amtssparekassen, og i 2004 skiftede den igen navn - nu til Fionia Bank - inden Nordea overtog filialen i 2010.

Den 24. juni 2016 holdt Fynske Bank sidste åbningsdag i sin filial i Haarby. Banken etablerede sig i Haarby som en filial af Assens Bank i begyndelsen af 1900-tallet.

Den 11. december 2019 sagde Sparekassen Sjælland-Fyn farvel til Haarby. Den åbnede i 1990 som en filial af Sparekassen Faaborg - senere Sparekassen Fyn. Sparekasse-ejendommen i Algade 4 er nu købt af Rise Sparekasse, der åbner filial på adressen inden jul. /SP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce