Assens: Da Fitness World i Assens lukkede den 30. november sidste år øjnede parret bag Destruktionen, Sarah Mountain og Claes Hübner Eriksen, muligheden for at kapre nogle nye medlemmer.
Derfor gik de på rov i fitnesskæden gamle maskinrum, og erhvervede sig nogle af de nu aflagte maskiner.
- Det er ikke alle, der lige er klar på at skulle skifte træningen i de klassiske fitnesscenter ud med crossfit, så nu har vi fået mere klassiske maskiner, og det lokker forhåbentligt også nogle nye medlemmer til, siger Claes Hübner Eriksen.
Gode råd til opstart
Januar er den måned på året, hvor flest melder sig ind i et nyt fitnesscenter. Det betyder også, at flere skal i gang med at træne for første gang i lang tid, og det resulterer ofte i skader, hvis man ikke passer på, det viser en undersøgelse af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring.
Morten Østergaard, der er indehaver af Fysiodanmark i Assens og Odense, kommer her med 5 gode råd til dig, der vil til at øge din træningsindsats.
- Start stille og roligt ud: Hovedet vil ofte gerne mere end, hvad kroppen kan klare, derfor kommer man nemt til at presse sig selv for meget og får skader, og skaderne kommer, så er det ofte sværere at komme i gang igen, så tag det stille og roligt, træn et par gange om ugen til at starte med.
Hvis man er helt fra bunden, så starter man med nogle raske gåture - 5 en halv 6 km i timen i gang - 5 minutter stille lunten, 10-15 minutters løb og har man brug for pauser, så gør man det. Og det samme gør sig gældende med fitnesscenteret - mindsk overbelastningen.
Brug korrekt fodtøj: Hvis man skal i gang med at løbe, så er det vigtigt, at man bruger de rigtige løbesko, som støtter ankel og hæl - er udstyret for dårligt eller for billigt, så er chancen for skader større. Kig på den indvendige sål - og hold øje med om den har ekstra tykkelse. Det er forskelligt fra person til person, hvor meget støtte man skal have, men det kan man søge hjælp til at finde ud af hos professionelle - og nogle sportsforretninger er også gode til at hjælpe.
Tænk på underlaget: Vil man i gang med at løbe, så er det vigtigt, at man vurderer hvilket underlag, der skal løbes på. Asfalt det hårdeste, mens en jævn græsplæne er noget af det bedste, da det er blødere. Det er desuden bedre at løbe på fortorv end asfalt, ellers vil Morten Østergaard anbefale græs eller en løbebane. Og det handler om, at man får hårdere stød gennem kroppen og i leddene ved at løbe på asfalt end eksempelvis græs.
- Lyt til kroppen: Grundregel nummer 1, hvis man vil nå langt - så er undgå at blive skadet.Start med at belaste dig omkring 65 procent af, hvad du egentlig kan - og så øge det gradvist fra uge til det. Hellere 10 gange på 70% end fire gange på 90%, hvis man så undgår skader.
- Tag fat i en fagperson: Hvis du er helt grøn, når det kommer til træning, så tag fat i en personlig træner eller en fysioterapeut, så er chancen for, at du holder din træning større.
En af de nye medlemmer er Sofie Stylsvig Eriksen, der på trods af at være kusine til Claes Hübner Eriksen, ikke har været meldt ind i Destruktionen før nu.
- Ja, selvom vi er i familie, så meldte hun sig sgu ikke ind, griner han.
Men det hænger også sammen med, hvad Sofie Stylsvig Eriksen går efter, når hun træner. Og selvom hun har været med på nogle Destruktionens crossfithold før, så var de nye maskiner og muligheden for at kunne træne som i et normalt fitnesscenter dét, der fik hende til at melde sig ind.
- Jeg har været herude nogle gange og været med, men jeg kan godt lide, at nu behøver jeg ikke kun lave crossfit, når jeg kommer herud, siger hun.
Udvider igen
Anskaffelsens af de nye maskiner har også givet anledning til endnu engang at udvide Destruktionens lokaler på Tørvelodsvej 5 i Assens, hvor Claes Hübner Eriksens far, Jan Eriksen, i forvejen også driver sit vognmandsfirma.
Så nu har Destruktionen ikke blot et stort crossfitområde, men der er nogle også et klassisk cardioområde, som man kender det fra andre fitnesscentre med løbeband, motionscykler og crosstrainere. Lige nu står der syv maskiner klar, men i alt kommer der til være 15 maskiner, forsikrer Claes Hübner Eriksen.
- Det giver nogle flere muligheder, og så skal vi være ærlige, tjener vi ikke penge på det endnu, så hvis vi kan lokke nogle flere til, er det kun godt, siger han.
I efteråret sidste år fik Destruktionen indført et nyt kortsystem. Tidligere kørte holdtræning, og med nøglekortet åbnede vi for, at brugerne nu også kunne træne individuelt, hvilket kommer til at blive endnu mere ideelt for brugerne nu, forklarer Claes Hübner Eriksen.
Essensen af Destruktionen er dog stadig at dyrke crossfit, og indehaveren er da også sikker på, at når medlemmerne, der primært dyrker den traditionelle fitness, ser crossfitholdene, så får de også lyst til at prøve det af.
- Det er jo skide sjovt,så det er jeg sikker på, at de kommer til at skulle prøve af, siger han.