Annonce
Lokalavisen Assens

Efter 10 år: Guldsmed Dyrup lukker i Assens

Käte Gustafsson har drevet butikken Guldsmed Dyrup i 10 år. Nu er hun i gang med at sælge ud af varelageret, og hun forventer at lukke forretningen i løbet af de næste måneder. Foto: Søren Plovgaard

Butiksindehaver Käte Gustafsson tog allerede for knap et år siden beslutningen om at dreje nøglen om i sin forretning på hovedgaden i Assens.

Annonce

Assens: Legetøjsforretningen Bambi, Radio- og tv-forretningen Expert og sportsforretningen Sportigan.

Inden for få år er tre markante butikker forsvundet fra gadebilledet i Assens.

Og nu melder der sig en fjerde.

Käte Gustafsson fra Guldsmed Dyrup kunne i denne uge meddele, at hun har besluttet sig for at lukke sin forretning i Østergade i Assens i løbet af de næste måneder.

- Jeg kan ikke sige præcist, hvornår jeg holder åbent for sidste gang, men lige nu er jeg i gang med at sælge ud af mit varelager, og så må vi se, hvornår det bliver, siger Käte Gustafsson.

Hun har stået bag disken i en guldsmedeforretning i Assens i 13 år.

- Det var den tidligere ejer Tove Dyrup, der engang spurgte om, jeg kunne hjælpe lidt til hos dem i julemåneden. Da Tove og Paul Dyrup solgte forretningen, og den skiftede navn til Dyrup Anytime, blev jeg bestyrer af butikken, og for 10 år siden startede jeg så for mig selv, fortæller 42-årige Käte Gustafsson.

Beslutningen om at dreje nøglen har været undervejs i et års tid.

- Jeg tog faktisk allerede beslutningen om at lukke i foråret sidste år. Jeg har fået udlevet min drøm om at være selvstændig, men nu har jeg valgt at prioritere lidt anderledes i mit liv, siger Käte Gustafsson, der gerne vil have tid til at se lidt mere til sin søn, der går i 7. klasse.

Jeg har fået udlevet min drøm om at være selvstændig, men nu har jeg valgt at prioritere lidt anderledes i mit liv.

Guldsmed Käte Gustafsson
Guldsmed Dyrup ligger midt på hovedgaden i Assens. I mange år drev ægteparret Tove og Paul Dyrup butikken, inden de solgte den i 2006. Foto: Søren Plovgaard
Annonce

Flere handler på nettet

Käte Gustafsson lægger dog ikke skjul på, at det de senere år har været vanskeligere tider for forretningen.

- Der er kommet mere nethandel til de senere år, og det giver desværre en lavere synergi i en butik som min, forklarer Käte Gustafsson, der bor i Nørre Broby.

Hun fortæller, at hun altid har været glad for at drive forretning i Assens.

- Jeg føler, at jeg har haft en fantastisk god opbakning i Assens, og jeg holder virkeligt meget af byen. Jeg synes, det er ærgerligt, at flere og flere butikker i Assens må lukke, og selvfølgelig kan jeg godt blive lidt bekymret for handelslivet i byen, uden at jeg på nogen måde vil male det hele sort. Men da jeg startede forretningen for 10 år siden, var der trods alt mere liv i bybilledet, og det summede lidt mere i gaden, end det gør i dag. Personligt har jeg været igennem en stor udvikling i løbet af de ti år, jeg har drevet forretning, og det er noget, som jeg helt sikkert kan tage mig videre i mit liv, siger Käte Gustafsson.

Hun ved endnu ikke, hvad hun skal lave, når hun lukker Guldsmed Dyrup.

- Jeg har haft brug for at mærke efter, hvad jeg vil fremover. Jeg vil ikke udelukke, at jeg kommer til at stå i butik igen - endda måske i Assens - mens ellers har jeg planer om at begynde at uddanne mig indenfor sundhed, kost og ernæring, siger Käte Gustafsson.

Hun oplyser, at gavekort og til gode-beviser til butikken skal indløses senest 1. maj.

Lejemålet i Østergade 43 ejes af Svend Madsen og firmaet BA Ejendomme.

På et opslag på døren forklarer Käte Gustafsson kunderne om baggrunden for butikkens lukning. Foto: Søren Plovgaard
Guldsmed Dyrup - en af Assens' kendte forretninger - lukker til foråret. Foto: Søren Plovgaard
- Jeg kan ikke sige præcist, hvornår jeg holder åbent for sidste gang, men lige nu er jeg i gang med at sælge ud af mit varelager, og så må vi se, hvornår det bliver, siger Käte Gustafsson, der har været glad for sine ti år som forretningsdrivende i Assens. Foto: Søren Plovgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Ændringer hos kirken

Annonce