Annonce
Lokalavisen Assens

Familie står på pinde før åbning: Lille Ella har givet navn til ny sushi-restaurant i Assens

Familierne AlAli er i påskedagene ved at lægge sidste hånd på restaurant Ella Sushi i Østergade 55 i Assens. Fra venstre er det Muhamed, Nesrin, Freja Sand Kristensen, Narin med datteren Ella på armen og Hanadi. Foto: Søren Plovgaard
To familier med kurdisk baggrund satser stort og åbner snart en sushi-restaurant på hovedgaden i Assens.

Assens: Hvis du bor i Assens og er vild med den japanske nationalret sushi, behøver du ikke længere søge udenfor bygrænsen for at få stillet sulten.

Om et par uger er det nemlig igen muligt at bestille sushi på en restaurant i byen, når den familiedrevne sushi-restaurant Ella Sushi åbner i lejede lokaler i Østergade 55.

Forretningsjendommen på hjørnet af Nygade og byens hovedgade husede i mange år legetøjsforretningen Bambi, og indtil for fire måneder siden holdt butikken "Aleppos Søde Sager" til i butikslokalet. Nu er der indrettet et restaurationskøkken bagerst i lokalet.

Bag Ella Sushi står ægteparrene Narin Alali, 29 år, og Hanadi Alali, 35 år, samt Muhamed Alali, 26 år og hans 21-årige kone Nesrin Alali. Hanadi og Muhammed Alali er fætre, og restaurantens navn er opkaldt efter Narins og Haladis et-årige datter. Og i opstartsfasen får de assistance af 20-årige Freja Sand Kristensen, der ved siden af arbejder som  pædagogmedhjælper i fritidsordningen på Strandmølleskolen i Assens.

De fire familiemedlemmer bor alle i Assens, og de glæder sig til snart at kunne byde kunderne indenfor.

Det er Narin Alali, der er restaurantens sushimester. Hun har tidligere arbejdet med sushi på en restaurant i Odense, og Hanadi Alali har også erfaring fra branchen.

Menukortet kommer til at bestå af alle de kendte sushiretter, og familien fortæller, at restauranten kommer til at ligge på et acceptabelt prisniveau.

- En rulle med otte stykker sushi kommer nok til at koste et sted mellem 50 og 60 kroner, siger Muhamed AlAli.

Annonce

Starter med take away

Indtil regeringen kommer med nye meldinger om åbning af restauranter, satser Ella Sushi på det voksende marked for take away.

- Vi regner med at åbne for take away mellem den 10. og den 15. april, men vi har ikke sat en nøjagtig dato for åbningen endnu, forklarer Hanadi Alali.

Der er plads til 20 siddende gæster i Ella Sushi, men foreløbig må kunderne nøjes med at købe takeaway-mad i restauranten. Foto: Søren Plovgaard

Der er plads til 20 gæster i Ella Sushi, og når sommerperioden nærmere sig, kan kunderne også købe en is i restauranten. Også forårsruller kommer på menukortet.

Familien er ved at gøre de sidste ting klar henover påsken. Blandt andet skal der sættes et stort skilt op facaden.

AlAli-familien går også med overvejelser om en ugentlig lukkedag, og det kunne godt blive mandag.

Narin og datteren Ella. Narin har erfaring med sushi fra et tidligere arbejdsforhold i Odense. Foto: Søren Plovgaard

Det er ikke første gang, en sushi-restaurant etablerer sig i Assens. For ni år siden åbnede Seafood Bar i Østergade 13, hvor restauranten Thai Food Assens nu har til huse.

Den lukkede i september 2014, og siden har Assens været en sushi-ørken.

Det er her i den markante hjørneejendom, at Ella Sushi åbner om et par uger. Foto: Søren Plovgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce