Annonce
Lokalavisen Assens

Farverig vinhandler fik alvorlig skrivekløe: -Det er noget Paris, noget 1920'erne, en lidt brugt dame, som har levet livet

Vinhandler Henrik Lund Nim fra Assens kan nu også kalde sig forfatter. Her med bogen og maleriet, malet af Susanne Christophersen, der gav inspiration til bogen. Foto: Martin Kloster
Henrik Lund Nim har skrevet en roman, der tager udgangspunkt i et billede, der hænger i hans forretning.

Assens: - Jeg er meget stolt. Det er en kæmpe opgave, der er blevet løst.

På denne måde beskriver vinhandler i Assens, nu også forfatter, Henrik Lund Nim processen med at skrive og udgive sin debutroman "I bedste mening", der er en familiekrønike, som foregår i Paris, Alsace og Danmark. Bogen er resultatet af en alvorlig grad af skrivekløe.

Processen har taget ham godt to år. Det lignede til tider en uoverstigelig bjergetape i Tour de France, men vinhandleren trillede over sit Hautacam og så begyndte bogen egentlig at skrive sig selv, trille i mål.

Annonce

- Det er en roman, jeg selv godt kunne tænke mig at læse. Jeg har det sådan, at det skal være spændende, men det er ikke en krimi. Det skal ligesom føles, at man får lyst til at læse om de her personer plus at man forhåbentlig bliver lidt klogere, siger Henrik Lund Nim.

Historien startede med det maleri, vinhandleren har hængende i sin vinforretning i Assens. Motivet viser en fiktiv person, en kvinde, en lidt slidt kvinde. Det er Susanne Christophersen Bille, der har ført penslerne. Datter af Henning Christophersen, tidligere formand for Venstre, udenrigsminister og finansminister i en firkløverregering. Henrik Lund Nim så billedet på en udstilling på Tobaksgaarden.

- Det er noget Paris, noget 1920'erne, en lidt brugt dame, som har levet livet, beskriver han billedet, han endte med at erhverve.


Det er en roman, jeg selv godt kunne tænke mig at læse. Jeg har det sådan, at det skal være spændende, men det er ikke en krimi. Det skal ligesom føles, at man får lyst til at læse om de her personer plus at man forhåbentlig bliver lidt klogere.

Henrik Lund Nim.


- Så skrev jeg en klumme på bagsiden (af Lokalavisen Assens, red.) netop for at gøre reklame for den her udstilling, hvor der ikke var nogen mennesker overhovedet. Det var ren fiktion, at jeg skrev hun kom fra Bretagne og var født i 1880, husker Henrik Lund Nim.

Bogskelet

Han gjorde ikke mere ved det.

Der gik nogle år. Susannes mand, Keld Bille, kontaktede så vinhandleren. Han havde aldrig kunnet slå klummen ud af hovedet og havde brygget videre på historien. Han havde et skelet til en roman, han præsenterede for Henrik Lund Nim.

- Og så har jeg egentlig bare skrevet den siden da, siger Lund Nim.

Bogforsiden. Det grafiske er lavet af Henrik Lund Nims hustru. Foto: Martin Kloster

I romanen følger læseren tre generationer af en fransk familie fra slutningen af 1800-tallet til 1950, og kvinden på billedet er blevet til Claudette. Den handler om krig, kærlighed, ødelagte familierelationer, vin og mad, og forfatteren spiller selv en mindre birolle.

Henrik Lund Nim har et øje for Ernest Hemingway, en fed karamelrand af den sukker, der er litteraturhistorien.

- Jeg har læst hans bøger. Jeg er helt tosset med dem. Det er meget oplagt at lægge sig op ad ham, men jeg skriver meget anderledes end ham. Jeg prøvede at skrive som ham, men det funkede ikke. Det er ikke for at sammenligne, skynder forfatteren at afslutte sætningen.

Komponisten Igor Stravinskij var musikalsk bagtæppe fra højtalerne i skriveprocessen, så forfatteren kunne komme i den rette tidstypiske stemning.

- Det blev til en ocd-handling, beskriver han det.

Annonce

Kvinder bag en mand

Direktør for Udvikling Assens, Kristine Lawaetz Lyngbo, har været redaktør på bogen. Henrik Lund Nim smed et opslag på facebook på et tidspunkt og efterspurgte efter en redaktør. Direktøren henvendte sig, fordi hun læser mange bøger, siger vinhandleren.

- Hun har været en kæmpe hjælp, siger han.

- Hun har virkelig været hård og barsk, føjer han til, thi fedtet skulle skæres fra.

Det samme var korrekturlæseren Ann Nissen, tidligere journalist på Jyllands-Posten.

- Hun har været endnu hårdere, afslører Henrik Lund Nim med et lille smil.

Og der skal jo en stærk kvinde bag en mand eller noget...

Debuten er selvudgivet med trykhjælp fra Deslers Bogtryk i Assens, og den har kostet forfatteren 10.000 kroner at få ud på verdensmarkedet.

Bogen kan købes i butikken og hos udvalgte boghandlere på Fyn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Den 28-årige storbypige Pernille er vendt hjem - til Gl. Brydegaard: - Jeg vil ikke undvære mit arbejdsliv på landet

Lokalavisen Assens

Forfatter besøger boghandel

Annonce