Annonce
Lokalavisen Assens

Fem sjove idéer: Lav din egen æblefestival derhjemme

Formand for Æblefestivalen, Else Marie Kristensen, kommer med fem ideer til sjove aktiviteter med æbler. Arkivfoto: Kim Rune
Æblefestivalen i Assens Kommune er blevet aflyst, men formand Else Marie Kristensen kommer i denne artikel med fem idéer til, hvordan du kan lave din egen lille æblefestival derhjemme.
Annonce

Sad du med en ærgerlig fornemmelse, da Æblefestivalen i Assens Kommune blev aflyst få uger før start? Festivalen skulle have fundet sted i uge 41 og 42, men bestyrelsen valgte at trække nødbremsen på grund af den stigende smittespredning med coronavirus i samfundet.

Men hvorfor ikke lave lidt sjov med æbler derhjemme i stedet? Formand Else Marie Kristensen kommer her med fem ideer til, hvordan du kan lave din egen miniudgave af festivalen derhjemme med et minimum af udstyr.

Annonce

Æbleringe

- Jeg synes, æbleringe er en genial ting, som børn kan være med til at lave, siger Else Marie Kristensen, som selv bruger en dehydrator til at tørre æbleringene, så de bliver sprøde.

- Men man også komme dem i ovnen i en time til halvanden på 100 grader. Eller bruge den gammeldags model og hænge dem op på en snor, måske over en brændeovn. Det dufter dejligt, men de bliver ikke helt så sprøde på den måde, siger hun.

Vil du lave æbleringe, skal du først fjerne kernehuset, gerne med en udstikker. Derefter skærer du æblet i tynde skiver og tørrer dem.

Annonce

Pandekager

Else Marie Kristensen beskriver sig selv som en "pandekagefreak" og foreslår derfor, at man laver pandekager med et tvist af æble.

- Man skal lave æblepandekager, de er jo megasunde (se opskrift i faktaboksen, red.), siger Else Marie Kristensen, som mener, at pandekagerne skal laves over bål.

Æblepandekagerne skal laves over bål, synes Else Marie Kristensen. Arkivfoto: Kim Rune

- Har man det ikke udstyret til det, så brug en grill i stedet, foreslår hun.

I så fald kan du fylde brænde i grillen og bruge en almindelig stegepande på risten.

Annonce

3. Æblesirup

Æblesirup på pandekagerne fuldender retten, synes Else Marie Kristensen. Har du en mostpresse, kan du selv lave æblemost, som koges med en slat sukker, indtil væsken er reduceret til en fjerde- eller femtedel.

Har du ikke mulighed for at presse most selv, kan du købe en flaske æblemost eller bruge æblemos i stedet for æblesirup.

Har du lavet æblemost, kan du eksperimentere med at lave det til cider.

Æblefestival Assens 2020 aflyst. Arkivfoto: Laust Jordal.

- Man kan bare prøve at komme en lille smule bagegær i, lade det stå, og se, hvad der sker. Hvis det ikke smager godt, kan man lave det til eddike. Så skal man bruge en eddikemor, siger Else Marie Kristensen.

En eddikemor er den geleagtige masse, der kan opstå i upasteuriseret æblecidereddike. Den skal over i din cider, hvis den skal blive til eddike.

Annonce

4. Æblekrans

Ligesom du kan lave en krans til døren af gran og kogler til jul, kan du lave en krans af æbler i efteråret. Æblerne sættes på kraftig og stiv ståltråd og hænges op.


Ingrid Marie er lidt syrligt og kan også bruges som madæble, hvor Elstar er meget sødt og aromatisk, virkelig et godt børneæble

Else Marie Kristensen


- Det ser fint ud og er sjovt at lave med børn, siger Else Marie Kristensen.

Har du ikke selv æbler i haven, så hold øje med, om der er æbletræer i nabolaget med frugter, der ikke bliver brugt, som du må samle.

Du kan også gå en tur ad Assensbanen, hvor der vokser mange æbletræer, foreslår Else Marie Kristensen.

- Nogle efterårsblade med flotte farver kunne også komme på kransen, mener hun.

Annonce

5. Æblesmagning

Nogle tror måske, at et æble er et æble. Men der er stor forskel på, hvordan forskellige sorter smager, lyder det fra Else Marie Kristensen.

- Gå på opdagelse og find ud af, hvordan de ser ud. Skær dem i både og smag forskellen. Lav måske en blindsmagning for familien, foreslår hun.

Gode sorter med meget forskellig smag er for eksempel de kendte sorter Ingrid Marie og Elstar, som måske kan findes i nabolaget, nævner Else Marie Kristensen.

- Ingrid Marie er lidt syrligt og kan også bruges som madæble, hvor Elstar er meget sødt og aromatisk, virkelig et godt børneæble.

Hvis man er lidt æbleinteresseret er det også spændende at undersøge, hvad historien er bag de forskellige sorter, mener hun.

- Det kan man bare google, lyder det.

Opskrifter

Æblepandekager: 2 dl. hvedemel, 2 dl. havregryn, 4 æg, 3 dl vand, 3 dl. mælk, 1 æble, 1 tsk sukker, knivspids salt, 50 g smør. 

Kog vandet og hæld det over havregrynene, lad dem stå i blød i 10 min. Pisk derefter mælk, mel, æg, sukker og salt i havregrynsmassen. Riv æblet og bland det i dejen. Smelt lidt smør på panden og bag pandekagerne. Pandekagerne serveres med æblesirup eller æblemos.

Æblesirup med sukker: 1/2 l æblemost, 1 dl. sukker.

Æblemost og sukker hældes i en gryde og koger ved svag varme ca. 30 min. til konsistensen er sirups agtig. Kan også koges uden sukker i 60 min., til konsistensen er som tynd sirup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce