Annonce
Lokalavisen Assens

Flemløse/Haarby hentede point mod tophold

Malthe Vahl lavede en flot assist til Emil Thomsen, der bragte balance i regnskabet, da Flemløse/Haarby lidt overraskende fik point i udekampen mod Dalum IF. Arkivfoto: Nicolai Lund
Annonce

Fodbold, Fynsserien, Dalum IF - Flemløse/Haarby 1-1 (1-1)

1-0 Diyar Ali (28.) 1-1 Emil Thomsen (45.)

Tyveri ved højlys dag.

Således betegner Flemløse/Haarbys træner Steen Klingenbjerg det ene point, som F/H lørdag eftermiddag fik ude mod Dalum. Det var bestemt ikke et point, som F/H havde regnet med at få, men det var ikke desto mindre virkelighed efter en flot forsvarskamp.

Dalum lagde allerede fra kampens start et enormt tryk på gæsterne, og det var tydeligt, at de skulle skabe kampen, hvilket også var forventeligt. Chancer skabte de også en hel del af, men F/H´s debutantkeeper Simon Larsen var vågen i målet. Keeperen, der kun er 16 år og går på efterskole, fik noget af en ilddåb lørdag eftermiddag, hvor han havde en travl dag på kontoret, og han kedede sig bestemt ikke mellem stængerne.

Efter 28 minutters spil gav hjemmeholdets enorme pres pote, da Dalums Diyar Ali, der er lynhurtig på fødderne, tog et løb ned bag F/H-bagkæden, og så bragte han hjemmeholdet foran med 1-0.

Herefter skulle man tro, at der var kommet hul på bylden, men F/H fortsatte med at kæmpe en heroisk kamp i de bageste kæder, og kort før dommerens pausefløjt fik de endda udlignet. Unge Emil Thomsen blev sendt afsted i en omstilling af Malthe Vahl, og så var offensivspilleren kølig som is, og han bragte balance i regnskabet, hvilket i øvrigt var Emil Thomsens fjerde sæsonmål.

Målscoreren måtte dog kort efter sin scoring lade sig udskifte, da han fik en kraftig forstuvning i sin arm efter en uheldig nedlanding. Emil Thomsen var dog ikke den eneste, der måtte gå skadet fra banen, da et andet offensivt es, Oliver Storm Østergaard, højst sandsynligt trykkede et ribben i en duel og heller ikke kunne spille kampen færdig.

Annonce

Imponerende fight

Flemløse/Haarby fortsatte dog efter pausen den imponerende fight, og clearinger var et nøgleord for gæsterne i Dalum. Hjemmeholdet skabte 3-4 rigtig gode muligheder, som de normalt ville have udnyttet, men det var ikke tilfældet lørdag eftermiddag. Det var til gæsternes held, og de formåede at holde buret rent i anden halvleg, og derfor endte det også 1-1 i Dalum.

Det var i den grad et point, som luner på kontoen for F/H-mandskabet, der igen i denne sæson skal kæmpe om overlevelse i Fynsserien.

- Det var ren overlevelse, deres offensivspillere er rigtig gode, men heldigvis står vi godt på banen. Det er ikke os, der skal skabe kampen, det skal de, men det gør de på en måde, så vi kan nå at reagere på det. Men det var en godt point at få, forklarede træner Steen Klingenbjerg.

F/H spiller næste kamp tirsdag, hvor de møder Bogense på Haarby Stadion klokken 18.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce